fw – fredag
En ny weekend stod fredag for døren, og vi brugte anledningen til at kaste lidt kærlighed efter naturformidleren og BBC-dokumentaristen Sir David Attenborough. For hvad skulle vi egentlig gøre uden ham? Tænk bare, hvor meget stærkere klimabevægelsen står, så længe han er ved roret. Skulle den stå stærkere, kunne Attenborough dog med fordel få Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen som ny højre hånd. “Vi kan allerede forestille os sms’en, når Attenborough-rådgiveren BBB opdager, at OPEC-landene igen-igen vælger at skrue op for olieproduktionen: ‘FUCK!!! De er ved at hive tæppet helt væk under os’,“ fik jeg vist skrevet i den forbindelse.
Og så var Asta Kongsted ellers gået i biografen for at se instruktør Ridley Scotts nye film House of Gucci, så du ikke behøver at gøre det. Seriøst, det er ikke en særligt god film. Selvom castet tæller store navne som Adam Driver, Selma Hayek og Al Pacino, og selvom plottet på papiret virker spændende, smuldrer det hele mellem hænderne på den kære Scott. Skuffelsen bliver kun gjort værre af italienske accenter så ubehjælpelige, at man længes tilbage til Brad Pitts “buongiorno“ i Inglorious Basterds. Du er hermed advaret.
/David Dragsted