fw – torsdag
Den altoverskyggende nyhed torsdag var selvfølgelig statsminister Mette Frederiksens (S) pressemøde aftenen forinden. For at citere os selv, skal man “nok være socialdemokrat mellem 32 og 48 år for at mene, at statsministeren kom sejrrig ud af lokalet“ dvs. hedde Astrid Krag (S), som tilsyneladende ikke mener, Frederiksen kan gøre noget forkert. Vi valgte dog at lægge fokus et andet sted (lev med det), for i denne uge begyndte nedrivningen af Bøgeparken i Vollsmose. Resultaterne af den såkaldte ‘ghettolov’ kan nu mærkes på menneskekroppe, og det er altså gået lidt under radaren i minkmediebilledet. Asta Kongsted kritiserede den kontroversielle lov, der har fået alle fra FN til den borgerlig-liberale tænketank CEPOS til at råbe vagt i gevær (så ved man altså, den er gal).
Samme dag beskrev David Dragsted tømmermændene, der er ved at ramme tysk politik i kølvandet på Bundestagsvalget og Angela Merkels exit. Apropos Merkel, så kunne vi næsten ikke tage øjnene fra hende og Emmanuel Macron, der ikke kunne skjule deres gensidige begejstring på et officielt møde. Get a room, guys.