Nyhedsanalysen

Anti-akademi: Rindalismen vakt til live

Scanpix

Angreb på eksperimenterende forskning er langt fra ny. Tilbage i 1980’erne fik den borgerlige regering gennemtrumfet, at Institut for Sociologi blev nedlagt på Københavns Universitet. Blandt flertallet i Folketinget blev de kritiske sociologer opfattet som en femte kolonne af munkemarxister og revolutionsromantikere. Og etablissementets effektive modtræk var at fjerne statsstøtten. Samme logik præger dele af universitetsdebatten i dag.

Reaktionen fra det borgerlige Danmark retter sig nu særligt mod køns- og migrationsforskning, der opfattes som “aktivistisk“ og affærdiges som det rene “pseudoforskning“. Her er for så vidt ikke meget nyt. Hvad der til gengæld er mere omvæltende – og som markerer et spektakulært opbrud i det politiske landskab – er, at Socialdemokratiet har tilsluttet sig opgøret med universiteternes køns- og migrationsforskning.

Under inspiration fra den franske minister for videregående uddannelser Frédérique Vidal, som anklager universiteterne i Frankrig for at være “gennemsyret af islamo-gauchisme“ – der kan oversættes til en form for venstresnoet syn på islam – lagde forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) først afstand til de strømninger inden for tidens humaniora- og samfundsforskning, der direkte udfordrer S-regeringens politiske linje i særligt udlændingepolitikken.

Den danske forskningsminister betonede ganske vist et formelt armslængdeprincip, men understregede samtidig, at forskere ikke skal “tro, at man skal agere politisk med sin forskning“. Og hun advarede mod, at “nogle strømninger bliver så stærke, at de lukker ned for andre perspektiver“.

Kort efter lancerede S-regeringen sin nye plan om udflytning af videregående uddannelser fra de større byer. Den massive omrokering af uddannelsessystemet er motiveret både af ønsker om at mindske antallet af universitetsstuderende på humanistiske uddannelser og af hensynet til at tilbyde provinskommuner nogle attraktive arbejdspladser her kort før kommunalvalget til november.

Begge dynamikker er tidligere skildret her i Føljetons første sommerserie om den nye udflytningsaftale. Men der mere og andet på spil: En kulturkonservativ værdikamp rumler bag S-regeringens strategi. Det er ikke nok blot at få drevet unge væk fra storbyens universiteter og ud mod provinsens professionsuddannelser. Ej heller at opbryde studie- og forskningsmiljøer for at kunne give lokale bykonger en gunstig platform i kommunalvalget.

Udflytningen trækker dybere spor. Modstanden mod de mest udfordrende og grænsesøgende forskningsmiljøer, der ligger i København og Aarhus, synes at være en drivkraft bag udflytningsplanerne – for derved at opløse de subversive institutter indefra, på nøjagtig samme måde som daværende undervisningsminister Bertel Haarder fik lukket for optag af nye studerende på Institut for Sociologi i 1986.

Vendetta mod woke-bevægelsen

Den hidtil mest åbne og ærlige forklaring på Socialdemokratiets ønske om at reducere optaget af studerende på både Københavns og Aarhus Universitet med op til 10 pct. blev formuleret af partiets uddannelses- og forskningsordfører Bjørn Brandenborg, som sammen med udlændinge- og integrationsordfører Rasmus Stoklund havde forfattet en kronik i Politiken. Her går de åbent til angreb på de strømninger inden for nyere humanistisk forskning, som de betegner “forvirrende nonsens“.

I en fuldtonet opbakning til Henrik Dahl, der formelt set repræsenterer Liberal Alliance i Folketinget, men som har gjort sig til talsmand for et frontalopgør med både queer- og migrationsforskning, langer Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører ud mod det såkaldt “det wokeness-prægede parallelsamfund“, der har fået “indflydelse i akademiske miljøer og på læreanstalter“.

De to socialdemokratiske ordførere skriver i kronikken: “Lader vi stå til, så vil de konfrontatoriske kræfter langsomt få institutionaliseret mange af deres skøre identitetspolitiske idéer. Først på universiteterne og seminarierne for siden at kræve dem udbredt til resten af den offentlige sektor og de steder i det private, hvor man bukker under for presset.“
De frygter en fremtid, hvor normkritiske perspektiver vinder indpas på landets universiteter, og derfra siver ned til pædagogerne: “Børnehavebørn som i forvejen har rigeligt at gøre med at begribe verden og finde ud af, hvordan man får flyverdragten på, risikerer så at blive udsat for forvirrende nonsens om, at de måske hverken er piger eller drenge og selv må føle efter.“ Og videre: “Derfor må vi som samfund sætte foden ned og sige, at der er en grænse for, hvor skøre idéer uskyldige små medborgere skal belemres med i deres første leveår.“

De fremhæver Copenhagen Business School som et skrækeksempel: “Her har man sat en masse nye piktogrammer op ved toiletterne, så der både er et symbol for mænd, kvinder og folk, der føler sig anderledes.“ Uha, hvor gruopvækkende. Tænk sig et offentligt toilet, som må benyttes af alle.

Konklusionen er klar: Socialdemokratiet vil ikke længere være med til at finansiere forskning, der sætter spørgsmålstegn ved flertallets køns- og kulturnormer. Ganske vist nævner de to socialdemokrater ikke ét eneste eksempel på konkret forskning, der er uvidenskabelig – men foragten for tendensen i tiden er tilsyneladende nok i sig selv.

Socialdemokratiet har tilsluttet sig et anti-akademisk opgør, der på mange strækninger minder om det oprør, som lagerforvalter Peter Rindal mobiliserede mod Statens Kunstfond i 1960’erne. Dengang ville han og andre antimodernister ikke være med til, at deres skattekroner skulle være med til at finansiere abstrakt kunst, som de opfattede som fup og fidus. Mønsteret gentager sig – nu blot med Socialdemokratiet i en hovedrolle.

Effekten af den store udflytningsplan vil blive, at de største universiteter skal nedlægge hundredvis af forskerstillinger og stoppe optaget af flere tusinde studerende i København og Aarhus, og da sparekniven med garanti ikke vil blive svunget på hverken de natur- eller medicinvidenskabelige institutter, står en række humanistiske studiefelter uundgåeligt over for et blodbad.

Og hvis universiteterne ikke selv spiller med, ja, så står det sort på hvidt i aftalen, at det politiske flertal kan og vil gøre, som Bertel Haarder gjorde i 1980’erne: Så vælger partierne selv, hvilke studier, som de ikke længere kan lide. I første omgang får universiteterne således mulighed for selv at lukke for optaget på de studier, som Socialdemokratiet mener bedriver “forvirrende nonsens“, ellers falder hammeren. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12