Kære læser

Mænd der hader kvinders cyklus

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Nogle nyheder får en til at dobbelttjekke, hvilket år der står på kalenderen. Nyheden om Texas, der forbyder abort efter 6. uge, er en af dem. Om man er blevet gravid efter incest eller voldtægt er ligegyldigt, der er ingen undtagelser. Det er reelt et forbud mod abort, eftersom mange kvinder ikke opdager, at de er gravide før cyklussen udebliver, og da graviditetsuger tæller fra første dag i sidste menstruation, hvor kvinder jo ikke har ægløsning, ja, så er der ikke mange uger at handle på. “Denne lov sikrer, at livet reddes for ethvert ufødt barn, som har et hjerteslag,“ lød det fra guvernør Greg Abbott, mens Alexis McGill Johnson, der er formand for Planned Parenthood Action Fund, kalder loven: “En af de mest ekstreme i landet, og den skaber en farlig præcedens. Adgangen til abort har aldrig været mere truet.“

Loven gør det også muligt for private borgere at sagsøge læger, der udfører en abort, foruden alle der hjælper en kvinde med at få en abort, uanset om de har en forbindelse til kvinden eller er bosat i samme stat. I princippet kan en person i Alaska sagsøge en texaner for at give en kvinde et lift til en abortklinik. Det samme kan en kvindes voldtægtsmand gøre, medmindre han er dømt, og det er der ikke stor sandsynlighed for. 91 pct. af voldtagne kvinder i Texas melder det ikke til politiet, og dem, der gør, ser sjældent deres voldtægtsmand dømt.

Texas er ikke alene, mindst 10 andre republikanske stater har indført forbud mod abort, når man kan høre hjertelyd, hvilket er omkring sjette uge af graviditeten. Lovene er dog blevet annulleret af domstolene, men i denne uge valgte højesteret at tage Mississippis abortlovgivning op, efter to lavere domstole havde afgjort, at den var i strid med forfatningen. Det er den første sag om abort i højesteret efter, Donald Trump indsatte nye konservative dommere, der nu er i flertal. Sagen ventes at blive taget op til efteråret og kan true den historiske afgørelse ’Roe vs. Wade’ fra 1973, hvor abort blev legaliseret i hele USA.

Fuld af lort, undskyld afføring

At høre mænd argumentere mod kvinders ret til at bestemme over deres egen krop kan være tåkrummende, men ægget behøver ikke at være befrugtet, før tæerne krøller sig sammen. I torsdags blev Frie Grønnes forslag om gratis adgang til menstruationsprodukter på alle offentlige institutioner førstebehandlet. Det kan man mene om, hvad man vil, så længe man har styr på argumenterne – og det kan man ikke påstå, at Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige havde.

Han var på Folketingets talerstol en arg modstander af forslaget, fordi det er en “frygtelig totalitær tankegang“, at “forskellen mellem mænd og kvinder skal udviskes med statens instrumenter“. Han hylder og elsker, at der er forskel på kvinder og mænd, hvorefter han siger, at kvinder bare kan spise p-piller uden pause og derfor undgå menstruation. Det er vel netop en måde, hvor der bliver mindre forskel mellem mænd og kvinder, en hormonfyldt en af slagsen, vel at mærke.

Boje Mathiesen havde flere argumenter i ærmet: “Hvor stopper det? Jeg er en mand, og hvis jeg ikke spiser lige så mange kalorier som en lille, petite kvinde eller bare kvinder generelt, ja så vil jeg dø. Skal jeg ikke have gratis mad?“ Det kan godt være, hans vest vil blive mindre stram, men han vil næppe dø. Derefter gætter han på, at et bind koster det samme som en pakke Matadormix. Vi ved ikke, hvor han køber Matadormix, det må være en XL-pakke til den pris, men han er jo også en stor og voksen mand med et livsvigtigt behov for mange kalorier. Vi ved heller ikke, hvor man kan få gratis p-piller.

Han argumenterer også, at mænd kan gå en tur og spontant “skide i sine bukser“, hvilket Pia Kjærsgaard irettesætter ham i. Sådan taler man ikke på Folketingets talerstol. “At lave afføring i sine bukser“, får Boje Mathisen rettet det til. “Skal vi så til at have underbukser på offentlige toiletter? Hvis man ikke har styr på sin afføring må man tage ekstra underbukser med. På samme måde, så er det vel fair nok, at kvinder har nogenlunde styr på deres perioder.“ Da Sikandar Siddique fra Frie Grønne så forklarer Lars Boje Mathiesen, hvordan man kan tage toiletpapir og tørre sin bagdel, hvis man har lavet afføring i bukserne, ja, så sidder vi og tjekker kalenderen for, om det er 1. april, og om vi befinder os i Absurdistan. Lars Boje Mathiesen har arbejdet som lærer, men vi håber ikke, det var i seksualundervisning, for han har tilsyneladende ikke hørt om uregelmæssige menstruationer og p-pillers bivirkninger. Hvis kvinder får adgang til menstruationsprodukter, er det næppe den sidste bastion, der udligner forskellen mellem mænd og kvinder.

Vi skriver 2021, og det burde være muligt at tale om menstruation uden at sidestille det med at skide i bukserne. Det burde også være muligt at tale om abort, uden at det skal ske med skam og med frygt for at blive sagsøgt. Selv hvis man ikke kender nogen, der har fået en abort (og som vil sige det højt), så er film og bøger spækket med eksempler på, hvorfor det ikke er leg at få en abort, og at det ikke bare er en form for prævention. I podcasten “Kvinde kend din historie“ om kvindesagsforkæmperen Susanne Giese, fortæller datteren Ditte Giese, hvordan mosteren, der fik en abort på hospitalet efter det blev lovligt, som straf og udskamning blev indlagt med kvinder, der havde mistet deres børn eller ikke kunne blive gravide. Det er længe siden – det burde ikke være det syn på kvinder, der nu skal tages op af højesteretten i USA. Susanne Giese var i øvrigt medforfatter til Kvinde kend din krop. En bog som Lars Boje Mathiesen, højesteretsdommere og texanske republikanere kunne have godt af at læse. Der står noget om menstruation, men bare rolig, den er ikke fuld af lort. /Lise Benthin Præstgaard

 

PS: Føljeton udkommer ikke mandag, 2. pinsedag. Men vi er tilbage på pletten tirsdag!

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12