Johannes Møllehave, 1937-2021
Danmarks med hestelængder mest folkekære præst i forrige århundredes fjerde kvartal (og et stykke ind i indeværende årtusinde) er død, 84 år gammel. Han var i sine velmagtsdage en fænomenal og virkelig underholdende formidler af Storm P., Dostojevskij, Kierkegaard og så videre, men som han sagde i et interview i Ud & Se i 2009: “Der vokser noget fra mig, og folk siger, hvor er det smukt. Men det, der vokser kommer ikke nede fra jordbunden, det kommer fra gødningen.“ Det kan man så tænke over.
+ Tjek dette klip fra 1984, hvor Møllehave er gæst i Jarl Friis-Mikkelsens talkshow på DR. “Der er nogle, der samler på frimærker, og der er nogle, der samler på gamle strygejern. Jeg samler på replikker. Forleden dag var jeg ude at besøge en gammel dame, og når man er ældre, så snakker man med sine ting – hun var over 90. Så hørte jeg, hun sagde til kartoflerne: ‘Det siger jeg jer, hvis I koger over, kommer i ned på 2’eren. Sådan en replik er for mig hele dagen værd. Det lyser ligesom op.“
+ Dette skal du se: Møllehave underholder et hold elever på Testrup Højskole. Fremragende klip (5 min.) fra Anne Regitze Wivels film Søren Kierkegaard (1994).