Kryb
Salige David Bowie sagde engang, at Radioheads ”Creep” er det nummer, alle rockstjerner ville ønske, de havde skrevet. Intet nummer inkarnerer bedre rock’n rollerens outsiderrolle og teenageårenes skrøbelighed. Det var bandets gennembrud i 1993, og det er siden blevet fortolket og vredet af kunstnere fra Prince til Scala & Kolacny Brothers med deres korversion, der vandt verdensberømmelse i en forfilm.
Radiohead selv har aldrig været specielt begejstret for nummeret. Sådan er det nu engang for rigtige kunstnere, der får sig et hit. Men måske er de blevet rundere med årene, for på deres nye turné har de for første gang i 20 år taget Creep med på sætlisten. I hvert fald i Paris, hvor bandet spillede i mandags. Det er nu altså et helt ufatteligt godt nummer af et helt ufatteligt godt band.