Nyhedsanalyse

Den uendelige Hitler-historie 

Alex Halada/AFP/Ritzau Scanpix

Som den britiske historiker Ian Kershaw bemærker i sin murstenstunge Hitler-biografi Hitler (1998), viste en undersøgelse udført tilbage i 1995, at der allerede på daværende tidspunkt forelå i omegnen af 120.000 studier og udgivelser centreret omkring Adolf Hitler. Den tyske diktator er en af verdenshistoriens mest portrætterede personligheder, og litteraturen bliver bare ved med at komme i en lind strøm.

Alene i de sidste par år er nye, ambitiøse biografier som eksempelvis Hitler af Peter Longerich (2019), Hitler af Brendan Simms (2019) og Hitler af Volker Ullrich (2020) kommet til, alle med lovning på at nu har man altså fundet nøglen til at forstå monsteret (omend man endnu ikke har fundet en original titel). Men Hitler-læsernes appetit er tilsyneladende umættelig. Nøglebundtet bliver ved med at vokse, så selv den mest erfarne vicevært må se forvirret til.

Og nu er den så gal igen.

I sidste uge kunne man læse (betalingsmur) et interview i Information med den østrigske historiker Roman Sandgruber, der netop er udkommet med et spritnyt bidrag til den uoverskuelige Hitler-litteratur. I bogen Hitlers Vater – Wie der Sohn zu Diktator wurde mener Sandgruber at kunne afsløre, at Hitlers radikalisering fandt sted langt tidligere end hidtil troet.

Gennem unikke arkivfund af faren Alois Hitlers breve, samt et originalmanuskript af August Kubizeks biografi Adolf Hitler, min barndomsven, finder Sandgruber belæg for, at meget af Hitlers verdenssyn faktisk var fasttømret, førend Føreren blev en falleret kunstner i Wien. Ja, som Sandgruber fortæller til Information, var Hitler “allerede nationalsocialist i Linz“. Han slægtede simpelthen sin tysknationale fader på. Og det er for Sandberger vigtigt, da der dermed “er et massivt medansvar fra østrigsk side“, ligesom der fortsat er “meget, vi mangler at få bearbejdet“.

Hvor ville det dog være vildt, hvis Sandberger havde ret. Tænk, hvis man begejstret kunne sige “dér var den jo“ og så ellers lukke debatten om Hitlers origin story definitivt. Vi har dog vores tvivl. For der findes næppe en entydig nøgle til Hitler, uanset hvor dybt man graver i arkiverne. Spørgsmålet er og bliver for ømtåleligt, for præget af historikerens eget udsyn. Og sådan skal det nok også være.

Historikeren John Lukacs har eksempelvis argumenteret for, at idealet om objektivitet i historieskrivningen slet og ret bliver for reduktionistisk, når man behandler så tungt et emne som den tyske diktator. Den givne historikers personlighed og ordvalg vil uvægerligt spille en rolle i læsningen. Særligt, kan man tilføje, når Hitler med sin umådelige uhyrlighed repræsenterer så meget mere end blot én historisk skikkelse blandt mange. Selve behandlingen af Hitler bliver ikke bare et videnskabeligt, men også et moralsk spørgsmål. Og måske endnu vigtigere: Den bliver også et spørgsmål om historikerens idéhistoriske samtid.

Fortolkningstrang

Tillad os at illustrere med en hurtig gennemgang af et par tidligere “autoritative“ Hitler-biografer:

I Alan Bullocks Hitler fra 1952 – som er den første større biografi om Hitler skrevet af en britisk historiker – foreslås det, at man allerede i Hitlers ungdom ser de færdige byggeblokke til nazi-lederens umenneskelighed. Den unge Hitler er et individ uden skrupler, uden tillid til andre, en mesterløgner fyldt med foragt for alt og alle. Foragten skaber en vilje til magt, som igen driver det diktatoriske værk. For Bullock bliver Hitler noget nær en urkraft, et dommedagsfænomen, der pludselig træder ind i historien og bringer døden med sig.

Bullocks betoning af magtviljen vækker bl.a. genklang til Hannah Arendts samtidige analyse af det nazistiske styre i The Origins of Totalitarianism. Heri understreges det, at nazisterne først og fremmest forsøgte at bevise, at alt var muligt – eller, sat helt på spidsen, at magt trumfer alt. Tilsvarende skriver Bullock sit værk på et tidspunkt, hvor eksistentialismen går sin sejrsgang. Eksistentialisterne insisterer på, at fortiden er uvæsentlig, og at mennesket bygger sin egen eksistens op fra bunden. Passer det ikke – mutatis mutandis – på historikerens forståelse af Hitler som en nærmest ahistorisk figur?

Nej, okay, det er måske lige stramme den. Med hvad så med Joachim Fests Hitler fra 1973? Heri betegnes diktatoren som en bundborgerlig skikkelse, der afvises af det gode borgerskab, og derfor bærer rundt på et nag, der igen bliver til angst. Rationalet lyder, at Hitler styres af angsten, og at denne skjules i en æstetisering, der sætter ham i dyb forbindelse med det 19. århundredes Tyskland – en æra, der præges af en mistillid til politik og virkeligheden, og som hylder kunstens flugt mod storhed og frelse. Hitler markerer for Fest afslutningen på det 19. århundrede, da han med sit skuespils kontrol ikke blot behersker sin egen angst, men et helt folk, der på samme måde deler angstens følelser i det modernes opbrydningstid.

I modsætning til Alan Bullock er Joachim Fest tysker, og han skriver sig lige ind i en meget tysk diskussion om den såkaldte “Sonderweg“ – idéen om, at Hitler skulle være en form for kulmination på en specifik tysk ånd og udvikling. Denne teori fik særligt fik vind i sejlene fra 60’erne og frem, bl.a. ved bidrag fra historikerne Fritz Fischer og A.J.P. Taylor, og den kan om noget spores i Fests overvejelser om forholdet mellem Hitler og de tyske traditioner.

Fest anerkender langt hen ad vejen, at de idéhistoriske omstændigheder gav genklang i Hitlers sind, men selve hovedtesen i Sonderweg-teorien tager Fest skarpt afstand fra. For Fest er og bliver det Hitler selv, der har en afgørende betydning for nazismens forløb. Midt i biografien skriver han, at “den tyske ånd kan især takke sine realitetsfornægtende holdninger for, hvad den har været, og ikke alle dens veje fører, som så mange mener, kun til Auschwitz“. Den rendyrkede tyske determinisme findes ikke, for den personlige angst kommer forud for den tyske angst. Og det er nok meget heldigt, når man som tysk historieskriver i 1970’erne forsøger at forene sig med tanken om, at ens landsmænd bidrog til nogle af de værste forbrydelser i menneskehedens historie.

Måske har Sandberger faktisk fundet nøglen til at “forstå“ Hitler. Men historien viser også, at tolkningerne ikke kan se sig fri for den tid, de er nedfældet i. At ville portrættere Hitler er og bliver et veritabelt Sisyfos-arbejde. Før vi får set os om, er et nyt læsnings-behov opstået, og historikerne må atter til tasterne. Lur os om ikke der snart kommer en ny Hitler-biografi, der igen har gjort store opdagelser nede hos låsesmeden. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12