Nyhedsanalysen

V for Vendetta

Ingen overlever formandsopgør i Venstre. Danmarks største borgerlige parti er ved at opføre slutscenen fra en skrabet spaghetti-western – igen: En forførende skurk og en uheldig helt vælter vrede og forvredne ud i hovedgaden, midt i kirketiden, med glødende guns – og skyder vildt, hævngerrigt og dødbringende på hinanden. Det ender galt for alle parter.

Som det også skete forrige efterår, da daværende formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen stødte hovederne frontalt sammen, risikerer den nye partiledelse også at gøre det af med hinanden. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen er ganske enkelt selv for svag – og næstformand Inger Støjberg alt for stærk – til at den højdramatiske duel vil kunne blive løst i mindelighed.

Da Jakob Ellemann-Jensen søndag aften orienterede partiets forretningsudvalg om, at Venstre ”ultimativt” vil støtte en rigsretssag mod netop næstformand Inger Støjberg, var der kun én i forsamlingen, som gjorde højlydte indsigelser: Inger Støjberg selv. Alle andre bakkede op om Jakob Ellemann-Jensens direkte udfordring til en indre tvekamp i Venstre – ført med dræbende våben.

Umiddelbart kunne konfrontationen virke mest favorable for formanden: Som valgt partileder, der har støtte fra forretningsudvalget og størstedelen af folketingsgruppen, burde Jakob Ellemann-Jensen kunne trække sig både levende og sejrrigt ud af selvopgøret med Inger Støjberg. ”Lov er lov, og lov skal holdes. Det har vi altid ment i Venstres 150-årige historie. Og det kan og skal der ikke rokkes ved på min vagt,” som han skrev på Facebook forleden.

På papiret står Inger Støjberg i en håbløs situation: Instrukskommissionen har konkluderet, at hun var ansvarlig for en ”klart ulovlig” ordre i sin tid som udlændingeminister, og at hun efterfølgende og mindst lige så bevidst forsøgte at vildlede Folketinget om ulovlighederne. Hun savner også magtfulde allierede i Venstres organisation og folketingsgruppe.

Støjberg tager ikke gidsler

Opbakningen til Støjberg findes ude i vælgerhavet. Og netop derfor har hun valgt at gøre duellen til et offentligt anliggende. Selv om hun selv sad med til mødet i forretningsudvalget søndag aften og således fik beskeden direkte om, at Ellemann-Jensen ville være parat til at støtte en rigsretssag, gik hun straks ud og slog tilbage, da nyheden ramte Jyllands-Postens netudgave: ”Jeg er meget overrasket. Jeg er helt uenig”.

Til begejstring for sine hujende tilhængere på sociale medier stivede Inger Støjberg sig også af med en krigerisk fandenivoldskhed, som kan gøre underværker i en mexicansk duel: ”Man dør ikke af at blive stillet for en rigsret, og uanset hvad der sker, tager jeg det med oprejst pande,” lød det dumdristigt fra Inger Støjberg. Hun har haft god tid til at forberede sig på  opgøret.

Allerede før jul mødtes udvalgte liberale medlemmer af Venstres forretningsudvalg for at drøfte mulighederne for at vælte Støjberg som næstformand. Hurtigst muligt. Instrukskommissionens delberetning var en perfekt anledning til at gøre det af med den kontroversielle og egenrådige nationalpopulist, og derfor blev Jakob Ellemann-Jensen skubbet frem af mere magtfulde folk bag kulisserne. Øjeblikket skulle gribes.

Venstres formand ville sagtens kunne have forsøgt at lurepasse lidt tid endnu. Præcis som Socialdemokratiet gør. Statsminister Mette Frederiksen (S) har været bemærkelsesværdigt ulden i sine undvigende reaktioner på Instrukskommissionens kritik af Inger Støjberg, og så længe en gruppe af uafhængige advokater gennemgår materialet for Folketinget, kunne Jakob Ellemann-Jensen nok også have dukket hovedet.

Timing er alt i politik. Og de betydningsfulde kredse i Venstre, som længe har bekæmpet Inger Støjberg på de indre linjer, krævede, at Jakob Ellemann-Jensen gjorde udfaldet nu. Håbet var, at et klart signal fra formanden ville få næstformanden til at besinde sig og kapitulere. Men her havde de forregnet sig. For meget kan man sige om Støjberg, men nogen bangebuks er hun ikke. Hun stikker ikke halen mellem benene.

Truslerne prellede af på Støjberg, og hun nægter tydeligvis at trække sig selv. Som tidligere Venstre-spindoktor Jesper Kraft skriver i en analyse i dagens Kristeligt Dagblad – med overskriften ‘Ellemann har tændt en lunte uden at vide, hvad der eksploderer’: ”Derfor står partiet nu tilbage med en formand, der har erklæret krig mod sin næstformand, men tabt det første slag. Og en næstformand, der ikke mindre stridbart har slået fast, at hun ikke bare har tænkt sig at hejse det hvide flag”.

Ballademagere står på spring

Hvis Støjberg skal lade sig detronisere, vil hun i det mindste trække Ellemann-Jensen med sig ned i faldet. Præcis som Lars Løkke Rasmussen indædt kæmpede for – med held – da hans udfordrer, Kristian Jensen, forsøgte at erobre formandsstolen i Venstre. Selvdestruktivt og stolt satte Lars Løkke sine sidste kræfter ind på at forhindre Kristian Jensens magtovertagelse ved at lave så meget ballade, at de delegerede på Venstres landsmøde hurtigt foretrak en helt tredje formandskandidat.

Jakob Ellemann-Jensen blev valgt som et fravalg, og nu risikerer han at blive ofret. Lige så hurtigt som han pludselig trådte ind på scenen, kan han snart være ude igen. Spekulationerne i Venstre er allerede begyndt: Hvem står parat til at overtage posterne som formand og næstformand, når Ellemann-Jensen og Støjberg har fået pløkket hinanden til plukfisk?

Politisk vil Inger Støjberg ikke være i stand til at overleve som næstformand, nu hvor hun med overvejende sandsynlighed vil blive stillet for en rigsretsag, og Jakob Ellemann-Jensens muligheder for at genrejse Venstre og overtage Statsministeriet fra Socialdemokratiet et skrumpet tilsvarende, nu hvor en stor gruppe af nationalkonservative vælgere formentlig vil søge mod Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti. Uden fornuftsægteskabet med Støjberg er Ellemann-Jensen intet.

Den barske sandhed er blot, at ingen andre i Venstres folketingsgruppe har offentlig gennemslagskraft eller magtpolitisk opbakning i organisationen til at kunne gribe myndigt ud efter magten. Ambitionerne fejler dog intet, og der er flere wannabes, som lige nu lugter blod og håber på en kaotisk åbning. Eks-ministre som Sophie Løhde, Troels Lund Poulsen og Ellen Trane Nørby byder sig gerne til, og fra anden række tripper også partiets fortabte søn, Søren Pind.

I det endelige showdown skal disse to fredløse, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, bestemt ikke ignoreres. Selv om ingen – ud over dem selv – forventer, at de to kamphaner vil kunne gøre comeback, vil en genåbning af formandsopgøret mobilisere alle slagsbrødre fra nær og fjern. De første skud er løsnet. Ved at angribe Støjberg er Ellemann-Jensen ved at bane vejen for sin efterfølger. Det ligner en tragisk farce i båndsløjfe. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12