Hjertestopper
Hvordan føles det at have et hjerte, der kan hackes? Virkelig dårligt, faktisk. Skribent og filmskaber Jameson Rich fortæller i et vildt blogindlæg om sin indopererede defibrillator, der på én og samme tid kan redde og slutte hans liv. For problematisk nok mangler mange hjerteimplantater basale sikkerhedsforanstaltninger, hvilket gør dem til potentielle mål for ondsindede hackere. Og selvom truslen mest af alt er teoretisk – så mange defibrillator-dræbere findes der vist heller ikke – gør det ikke dødsangsten mindre. Måske var det en fejl at forbinde alting til internettet.