TikTok, tiden går
Vi må hellere krybe til korset: Vores ungdommelige selvforståelse er ikke, hvad den har været, og vi mistænker kraftigt, at det er TikTok, der har slået den ihjel. Sjældent har vi i hvert fald følt os så gamle, som når vi ser videotjenestens virale memes, udfordringer og danse. Appen er en evig påmindelse om, hvor hurtigt det kan gå på internettet. Heldigvis er vi ikke alene. Skribenten Kyle Chayka har sat sig for at forstå TikTok og rapporterer indgående om oplevelsen: ”Hvad jeg opdagede var, at du ikke bare prøver TikTok; du nedsænker dig selv i det. Du synker ned i dets dybder som en dykker fra 1800-tallet i en dykkerklokke. Mere end noget andet socialt medie siden MySpace føles det som en ny oplevelse, som opkomsten af en ny form for teknologi og en ny måde at forbruge medier på”.