Danske mænd – føj for den lede
Vi havde engang en virkelig dygtig journalistpraktikant her på Føljeton, som hed Renna. Vi omtalte hende som ”Danske Renna”, for det havde BT kaldt hende i en artikel, hvor de gengav et opslag, hun havde lagt ud på Facebook, som efterfølgende var gået viralt. Opslaget handlede om, at en eller anden klam stodder havde taget hende på røven på Caféen Funke i København. Da hun vender sig om og råber: ”Det der stopper nu”, hvæser fyren tilbage: ”Fuck dig, kælling”, mens hans venner begynder at rage på hende. Da hun beder tjeneren om at smide dem ud, griner han bare. TV 2 har i et opbyggeligt eksperiment bedt den 21-årige medicinstuderende Sabna Shiva gå i byen på Jagtbar i Horsens iført en sensorkjole, der opfanger hver eneste berøring. Samtidig filmer de hende med 11 kameraer. Tjek den lille webdok. Føj for den lede. Danske mænd, tag jer sammen!