“Når man stoler for meget på ideen om, at propaganda virker homogent og i alle retninger, er det meget let at fejldiagnosticere problemet. Forvandler Andrew Tate virkelig uskyldige, smooth-brained unge idioter til kvindehadere på helt egen hånd? Det virker meget mere sandsynligt, at nogle unge mænd tager et sæt maskuline berettigelser og misogyne antagelser med sig til TikTok og YouTube, og at disse selv-smigrende ideer bliver forstærket og gjort til hårdnakkede overbevisninger.” Nyhedsbrevet Max Read har en række gode refleksioner over et drilsk spørgsmål: Afgjorde TikTok det amerikanske præsidentvalg?

Den amerikanske forfatter Philip Roth havde længe været sortsynet hvad angik romanens fremtid, og i 2009 dødsdømte han den definitivt med en simpel betragtning: “Bogen kan ikke konkurrere med skærmen”. Her 15 år senere findes romanen heldigvis endnu, men lidt presset er den da blevet af vores mystiske internetvirkelighed. Hvilket fører til et interessant spørgsmål: “Hvordan kan en roman i samtale med internettet rehabilitere os fra den fundamentalt distraherende oplevelse af internettet, uden selv at blive udhulet af den samme distraktion?” Spike Art Magazine udforsker det litterære dilemma.

“Hvad der er godt, er betinget af omstændighederne”, skrev Machiavelli i Fyrsten og illustrerede dermed sit kyniske verdenssyn. En lignende kynisme hersker i den tidligere FH-formand Lizette Risgaards forsvarsskrift Min version, for kort sagt mener Risgaard ikke, at hun har gjort noget forkert, omstændighederne taget i betragtning. Det kan man mene meget om, men som foredragsholder Christian Groes skriver i Altinget, skal Min version nok primært læses som en advarsel om, hvordan machiavellistisk magtspil giver pænt dårlig ledelse.

“Da lyset næste morgen kom tilbage, var store dele af landsbyen udslettet, og landskabet forandret. Gigantiske kampesten, der var styrtet ned fra bjergsiderne, lå i store bunker. Husvrag og ejendele lå spredt langs den opsvulmede flod. Tariro blev op ad dagen genforenet med sin far og ældste bror, men hendes mor og femårige lillebror, som moren havde båret på ryggen, dukkede ikke op.” Informations klimajournalist Marie Sæhl er taget med fotograf Anders Rye Skjoldjensen til Zimbabwe i “klimaforandringernes frontlinje”. Det er stærke sager, og det bliver kun værre.

Dette afsnit af Skønlitteratur på P1 har et par uger på bagen, men måske er det lige det, man trænger til efter det strabadserende amerikanske valg. Værten Nanna Mogensen og oversætter Sigrid Adamsson ser nærmere på den irske succesforfatter Sally Rooneys seneste roman Intermezzo og læser undervejs nogle temmelig saftige passager op. Hold da fest.

Navnet Aleksej Pajitnov siger muligvis ikke alle noget. Men det er ham, der opfandt det ekstremt populære computerspil Tetris i 1984. Ah, nu dæmrer det. I dag er Pajitnov 69 år og vil gerne lave et hit mere. The New York Times har et interview med ham, og han vil åbenbart helst tale om de spil, han har lavet, som ikke rigtig har vakt nogen interesse derude. “Jeg kan ikke lide at tale om succes,” siger han, “for det gør alle andre”.

“Warp Speed leverede ikke kun et bemærkelsesværdigt medicinsk-industrielt gennembrud, men formede samtidig en ny økonomisk politik med fokus på at fremstille mange vigtige, højteknologiske ting hurtigt. Med andre ord leverede Trump den første demonstration af en industripolitik, som kort tid efter ville blive udråbt som den store historiske nyhed Bidenomics. Hvis nogen industripolitik kan hævde at have hjulpet med at genoplive økonomien og forbedre det almindelige liv for den gennemsnitlige amerikaner, så er det Operation Warp Speed,” skriver den britisk-tyske historiker Adam Tooze i det nye nummer af London Review of Books: “Hvis Trump-administrationen var den politiske pendant til pulp fiction, var Biden-administrationens stil en blanding af high-end Ralph Lauren og Andy Warhol.”

“Det var ikke et møde om jobmuligheder for akademikere, jeg deltog i. Det var to timers gaslighting om fordelene ved at vælge en erhvervsuddannelse efter studiet. Elevløn er jo højere end dagpenge. Så hvorfor ikke supplere din femårige akademiske uddannelse med en treårig uddannelse som cater? Så var jeg jo sikret job. Sikret værdi. Her stod det klart for mig, at jobcenteret ikke respekterede mig som humanist – eller catere for den sags skyld. At uddanne sig til en, der laver og anretter mad til vores hverdag, kantiner og arrangementer blev gjort til en nødløsning. Til noget, alle bare lige kunne blive.” Man burde råde den her slags jobrådgivere til at få et nyt job.

“Da Oscar var hvalp, havde jeg et semester på Bard College. Jeg plejede at lufte Oscar uden snor på campus, og en eftermiddag sprang han op til noget, der på afstand lignede en lille dam. Han hoppede i vandet – som set i bakspejlet virkede lidt lav af en dam at være – og begyndte at plaske rundt. I løbet af få minutter kom en rasende sikkerhedsofficer løbende i vores retning og viftede med armene. Det viste sig, at ‘dammen’ faktisk var en installation ved navn Parliament of Reality af den berømte islandske kunstner Olafur Eliasson, men jeg vil altid tænke på den som det første sted, jeg nogensinde så Oscar svømme.” Hunde kan være kloge, ja. Men kan de også være så sansende, at de ved hvad, kunst er – og måske ligefrem dufte den? Hvorfor egentlig ikke.

Hvordan ved man, at en interesseorganisation er magtfuld? Når ikke færre end tre ministre deltager i organisationens delegeretmøde. Zetland var med, da Landbrug & Fødevarer mødtes i Herning Kongrescenter for at tale om den såkaldte grønne trepartsaftale. De 500 fremmødte landmænd var ikke parate til at give sig. “Som [formand for Jysk Landboforening og kvægavler ved Ribe] Niels Laursen kort og godt svarede, da vi spurgte, om han regnede med en politisk aftale med både rigelig kompensation til landmændene og beregningsmodel tre, den med færrest krav om kvælstofreduktioner: ‘Ja.’”

“Min kontaktperson i psykiatrien har langt flere patienter, end hun burde. Jeg har korte samtaler med hende højest to gange om måneden. Oftest er min kontakt med psykiatrien begrænset til den injektion med antipsykotisk medicin, jeg får hver fjerde uge. Jeg får ikke tilbudt terapi, og svaret på det meste synes at være mere medicin. Jeg har haft mange indlæggelser, og en del af dem har været for korte og derfor resulteret i flere indlæggelser. På de psykiatriske afdelinger er det min klare fornemmelse, at der skal træffes svære valg om, hvem der er mindst forpint og må sendes hjem.” Line Miller, der underskriver sig ‘hjemløs’, advarer i en kronik i Information om, at det oftest er ressourcestærke folk, der taler om psykisk sygdom i medierne, mens udsatte patienter som hende selv sjældent bliver hørt.

Ingen siger det bedre end Jia Tolentino: “Kløften mellem unge mænd og kvinder ved dette års valg er kløften mellem disse to historier. Det er mænd, der frygter kvinders begejstring for uafhængighed på bekostning af deres egen rolle, og kvinder, der frygter mænds underkastelse af dem på bekostning af deres liv. Forskellen – og det er altid forskellen – handler om vilje. Mænd, der stemte på Trump, frygter, hvad kvinder rent faktisk ønsker; kvinder, der stemte på Harris, frygter, hvad der vil blive gjort ved dem mod deres vilje. I den imaginære verden, der styres af vrede, lesbiske, socialistiske girlbosses, er der absolut intet, der forhindrer dig i at være en barfodet, gravid husmor som 24-årig, hvis du gerne vil være det. I den i stigende grad ikke-hypotetiske verden, der styres af højreorienterede trumpister, skal kvinders lykkelige lydighed sikres ved at fjerne deres kontrol over deres kroppe og ideelt set ved at fjerne dem helt fra den offentlige sfære.”

Der er håb for kongehusets grønne omstilling (vi skal jo alle sammen gøre, hvad vi kan). En ny eldrevet Rolls-Royce er på gaden – Spectre, hedder den, og godt nok er den ikke helt billig (420.000 dollars), men den er “anti-akustisk”, siger ikke en lyd. Når man speeder op, spiller den en lille tone. Hurra.

Charles Darwin refererede ofte til Jane Austen og hendes værker. “Når du læser dette, er jeg bange for, at du vil tro, at jeg er som kadetten i Persuasion, der aldrig skrev hjem, undtagen når han ville tigge: Det er hovedsageligt for at få flere bøger; de mest værdifulde af alle værdifulde ting,” skrev han i et brev til sin søster. Ph.d.-studerende i filosofi Abigail Tulenko skriver om de to briters fælles besættelse af skønhed og det naturlige.

Vi var inde på det i vores leder både onsdag og torsdag: Med valget af Donald Trump som præsident døde håbet om at holde den globale temperaturstigning på under 1,5 grader. “Men det betyder ikke, at kampen for at bevare et tåleligt klima er forbi – ifølge alle de klimaforskere og politiske eksperter, jeg har talt med på denne side af valget,” skriver Arielle Samuelson i klimanyhedsbrevet Heated. “Faktisk bekræftede hver eneste af dem, at hver eneste lille brøkdel over 1,5 gør klimakatastrofen det mere ødelæggende, særligt for de mest udsatte lande og samfund.” Fight on!

Der findes få ting i denne verden, der er mere wholesome end bibliotekernes streamingtjeneste Filmstriben, men nogle gange glemmer man, at den findes. Det skal man lade være med! For lige nu kan man f.eks. fange Wim Wenders’ stilfærdige (Oscar-nominerede) mesterværk Perfect Days. Filmen følger en ældre mand, der arbejder med at gøre toiletter rent i Tokyo, lytter til sin samling af gamle kassettebånd og går i fællesbad. En hyldest til livet og lidt nødvendig modgift til verdenssituationen.

“Det, der generer mig, er aldrig kontinuerlig støj, selv høj støj.” Den amerikanske novelle- og romanforfatter Lydia Davis har oversat Marcel Prousts breve, og her er et lille udvalg af dem han sendte til sin højlydte overbo.

Har du ikke hørt det? Touchskærme er sooooo last year. Nu er det igen på mode med knapper. Apples iPhone 16 har to knapper, knapperne er tilbage i den nyeste Porsche og The Wall Street Journal rapporterer om en “re-buttonization”. IEEE Spectrum har talt med den førende ekspert i knapper (ja, det er hun altså) Rachel Plotnick, som har skrevet bogen Power Button om menneskers forhold til maskiner. “Vi bruger alle vores dage og nætter på disse enheder, scroller eller bladrer konstant gennem sider og videoer, og der er noget trættende ved det. Knappen kan til en vis grad være en måde at afteknologisere vores hverdag på. Det betyder ikke, at knapper ikke fungerer fint sammen med skærme – de er ofte partnere. Men på en måde fjerner det prioriteringen af synssansen og anerkender, at en skærm ikke altid er den bedste måde at interagere med noget på,” siger hun om denne nye retro-tendens.

“Vores valgprognosemodel er det mest stringente datadrevne værktøj, der findes. Den samler og vejer meningsmålinger, trækker på grundlæggende faktorer som økonomien, validerer prognoser baseret på kompleks statistisk kontrol og genererer tusindvis af bayesianske valgsimuleringer for at udforske sandsynligheden for alle mulige resultater. På den baggrund kan jeg med 100 procent sikkerhed sige, at der er 50 procent chance for, at hvad som helst for fanden kan ske.” Hvem ramte mest rigtigt i den endeløse strøm af valgforudsigelser? Tjo, det gjorde vel egentlig satiresiden McSweeney’s.

Mens arkæologi på universitetet var pænt mandsdomineret, spillede kvindelige amatørarkæologer i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet en både undervurderet og underbelyst rolle med deres udgravninger og feltarbejde. Hos Videnskab.dk fortæller arkæologerne Katrine Balsgaard Juul og Nikoline Sauer, hvorfor det stadig er vigtigt at huske kvinder som Augusta Zangenberg og Helveg Kinchs bidrag til videnskaben – og hvorfor den såkaldte kønsarkæologi kan give os et mere retvisende billede af fortiden.

Har du hørt om tanatologi? Altså det videnskabelige studie af døden? Hvis ikke, giver The New Yorker en fin hjælpende hånd med udgangspunkt i filosoffen Susana Monsó og hendes bog Playing Possum – der udforsker dyrs indre liv og hvordan de reagerer på, ja, døden. En relativt ny disciplin, der ifølge Monsó tog fart i 2008, da et National Geographic-billede af en gruppe chimpanser, der øjensynligt sørger over deres døde artsfælle, gik viralt. For hvad var det egentlig, chimpanserne følte? At The New Yorker-artiklen så også er udstyret med en tegning af en Hamlet-pungrotte, er selvsagt et plus.

For et par uger siden døde den amerikanske land art-kunstner Patricia Johanson, 84 år gammel. Det var gået hen over hovedet på os, indtil vi faldt over hendes nekrolog i The New York Times. Johanson arbejdede i allerede i 60’erne på en måde, som fuldstændig taler til nutidens progressive klima- og miljøforståelse. Hun brugte kunst til at reparere ødelagte økosystemer. “Det, jeg har forsøgt at gøre, er at udviske hierarkierne og få alt ind på samme niveau – kunsten, menneskerne, planterne, jorden, vandet,” har hun sagt. Der er flere gode links i nekrologen, så tjek den ud.

+ Interview med Patricia Johanson i Arts and Healing Network fra 2003, hvor hun udtaler sig kritisk om nogle af 70’ernes store monumentale land art-værker: “Hvorfor nøjes med at fortolke levende natur, hvis du kan inkorporere den intakt? Hvorfor bulldoze levende samfund ud fra den antagelse, at du kan skabe noget mere betydningsfuldt end det, der allerede findes?”

Af alle steder har BBC været i Kalundborg. Et podcast-portræt af “Danmarks vægttabs-boomtown”, hvor Novo Nordisk producerer vidundermidlet Wegowy på en fabrik, som virksomheden har kastet 42 mia. kr. efter. Det, der så undrer værten, er, at indbyggerne – særligt de unge – ikke synes, at Kalundborg er verdens fedeste by (i overført forstand), og at den lokale fedmeprocent er ganske høj.

Har du valgmave? Nate Silver kan ikke redde dig. Interview med meningsmålingsguruen (og pokerspilleren) i Interview Magazine. Han taler bl.a. om en kommentar, han skrev for nylig om dagens præsidentvalg: ‘Lad være med at stole på nogens mavefornemmelse, ikke engang min’.

“Forfatteren Amitav Ghosh har skrevet, at klimakrisen også er en fortællekrise. Vi mangler ganske enkelt fortællinger, der hjælper os med at udlægge og forstå den virkelighed, der udspiller sig omkring os, og den natur, vi er en del af.” Og hvad gør vi så ved det? Jo, vores venner hos Atlas har fået en række redaktører og klimaaktivister til at komme med deres bud på en ny klimakanon. Propfyldt med både gammel og helt ny litteratur – og en masse brugbare fortællinger.

Få mennesker kender milliardærernes mærkelige parallelvirkelighed bedre end Brian Daniel. I flere årtier har han nemlig arbejdet som personlig assistent for de ultrarige – og gjort det til sit speciale at flytte bjerge for deres pludselige, barnlige og ofte ret urimelige krav. Som han forklarer til The Cut, kræver det både diskretion og en utrolig stor portion tålmodighed. Ligesom man får et noget specielt forhold til jetsetlivet. Interviewet er godt nok fra august, men vi tænker ikke, at milliardærernes opførsel har ændret sig synderligt siden da.

“Den centrale juxtaposition – af alvor og fjolleri, autoritet og afmagt – var en, som The Daily Show og Amerika selv har kæmpet med i et kvart århundrede. I en æra med podcasts og sociale medier, er politiske humorister – og politics guys, der synes, de er sjove – blevet landets ‘pålidelige kilder’.” Magasinet The Nation skriver langt om satirenyhedsprogrammet The Daily Shows indflydelse på amerikansk politik og underholdning – og om Jon Stewarts tilbagevenden som vært.

Én gang om måneden inviterer Føljeton en gæst til at komme med sine bud på det bedste derude. I dag er det forfatter og psykolog Glenn Bech.

Kill Tony er verdens mest streamede comedyshow og suverænt det mest grineren, rørende og ægte, jeg længe har set. Det her show er den perfekte modgift mod nutidens berøringsangst, cancelleringskultur og nypuritanske fromhed. Elsker det!

Natskolen, Karl Ove Knausgårds seneste roman, er lige så gennemført komisk, som hovedpersonen — denne unge norske gut, der kommer ind på en fancy kunstskole i London — er usympatisk. Jeg stryger igennem bogen!

Damerne først, en podcast med Anna S. Hermansen, Anna Libak og Sørine G. Her vendes nutidige såvel som oldgamle emner i et borgerligt perspektiv. Selvom jeg ikke identificerer mig som “borgerlig”, er denne podcast, som udkommer cirka hver lørdag, blevet et af weekendens glædes- og eftertænksomhedsmomenter. Samtalen er altid saglig, og “damerne”, som jeg aldrig rigtig har mødt, trækker på en bred vifte af faglighed og menneskelig indsigt. Og så lytter de faktisk til hinanden.

Podcasten Frafalden af Mustafa Sayegh omhandler nogle af samfundets mest udsatte mennesker, nemlig de muslimer, der vælger at aflægge deres tro, og som dermed risikerer hele deres omgangskreds, identitet, levegrundlag og sommetider også deres liv.

Fagbogen Begærets billeder af Gunhild R Borggren, udgivet på Strandberg Publishing. Japansk træsnit i dets politiske, historiske og kulturelle kontekst. Glimrende formidlet. Vidunderlig bog at bladre i.

I moderne samfund sætter vi gerne vores lid til, at samfundsvidenskabelige eksperter kan forudsige og forklare vigtige tendenser og begivenheder. Men i hvor høj grad kan de det? I Aeon argumenterer politologen Brian Klaas for, at uforudsigelige tilfældigheder dominerer den sociale virkelighed i langt højere grad, end vi tror. Ganske tankevækkende: “Selvom vi har bjerge af data og sofistikerede modeller, er vi ikke blevet meget bedre til at forudse, hvad der venter rundt om hjørnet […] Burde vores sociale modeller ikke tage kaos seriøst?”

Musikartisten Catbreath? har en genial løsning på, hvordan man får lyttere på det nådesløse streamingmarked. Kunstneren har fået hundredtusindvis af streams på Spotify ved at give sine sange spøgefulde navne som Chill Music, Gym Bangers og Christian Rock. Journalisten Andy Cush interviewer personen bag kunstnernavnet, der vælger at være anonym, fordi han får så mange hadefulde kommentarer. Mest fra lyttere, der føler sig snydt, når de beder deres smartphone om at afspille “my liked songs,” men i stedet får Catbreath?s (ikke helt forfærdelige) folk-sang af samme navn.

Måske har du allerede hørt, at genereringen af ét enkelt billede på en chatbot forbruger lige så meget energi som en hel mobilopladning. Desværre stopper generativ KI’s miljøsvineri ikke der. Forskning viser, at KI efterlader kolossalt store mængder elektronisk affald, og det problem bliver tilsyneladende ikke taget alvorligt. Shweta Agarwala, lektor på Aarhus Universitet, hos Videnskab.dk: “Det er fuldstændig overset. Når jeg snakker med dataloger, som arbejder med det her, er de bekendt med affaldet, men de ved ikke, hvor stort omfanget er.”