Det sker ikke så ofte, men Pia Kjærsgaard (DF) og Pelle Dragsted (EL) er faktisk enige om noget: Nemlig at tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts blåstempling af Saudi-Arabiens bud på VM i herrefodbold i 2034 er skandaløs, og at det ikke hører nogen steder hjemme, at olierige diktaturstater får lov til at blamere sporten. Hvis ikke vi vidste bedre, ville vi næsten tro, at Altinget havde byttet rundt på de to politikeres debatindlæg. Mens førstnævnte mener, at udviklingen truer “vores unikke danske foreningskultur”, fremhæver sidstnævnte nemlig, at VM ikke må “være en præmie til islamistiske, autokratiske, kvindehadske rædselsregimer”.

Egentlig er det lidt mærkeligt, at den Meta-ejede beskedtjeneste WhatsApp aldrig har vundet større indpas herhjemme. I hvert fald med tanke på, at WhatsApp har cirka to mia. daglige brugere på verdensplan, og er blevet fuldstændig essentiel for folks daglige liv i fx Brasilien, Mexico, Indonesien og Indien. Som mediet Rest of World fortæller, er Meta-ejer Mark Zuckerberg dog heller ikke færdig med at udvide og udbrede beskedtjenesten – så hvem ved, hvad der kan ske på sigt: “For Meta, som har presset hver en cent ud af Facebook og Instagram, repræsenterer WhatsApp en potentielt enorm og stort set uudnyttet mulighed.”

Skærmtid kan være både uproduktiv og meningsløs, men problemet er nok ikke smartphonen i sig selv. Snarere handler det om, hvad du bruger den til. Ja, og hvordan du forholder dig til kedsomhed i det hele taget. Interessant lille tekst hos The New Statesman: “Det slog mig for nylig, at den følelse, jeg mest forbinder med dette teknologiske vidunder, denne håndfladestore portal til alle vidundere og rædsler på internettet – absurd nok – er kedsomhed.”

Det skorter ikke på mørkemænd i Mette Frederiksens udgave af Socialdemokratiet. Hos nogle af dem synes mørket at være et udslag af politisk opportunisme; det er trods alt sådan man kommer frem i partiets forreste geled i disse år. For andres vedkommende lader mørket til at være et dybereliggende karaktertræk, som det nok er værd at holde et vågent øje med. Altinget har et bemærkelsesværdigt julekalenderinterview med udlændingeordfører Frederik Vad, hvor han fortæller om en daglig indre krig: Posten som udlændingeordfører “rummer helt klart nogle mørke kræfter, som kan forstærke mørket i dig selv, hvis du ikke kan tøjle det”, siger han. “Jeg synes selv, jeg har fundet en måde at tøjle det på, så mørket ikke får overtaget i mig. Men det er en daglig kamp.” Man kan argumentere for, at der er noget fundamentalt galt med Socialdemokratiets udlændingepolitik, hvis det kræver politikere af den type til at føre den ud i livet.

Den amerikanske digter og aktivist Nikki Giovanni er død, 81 år gammel. Nekrolog i The New York Times.

+ Giovanni i samtale med James Baldwin i London i 1971 (del 2 her).

++ Giovanni læser sit digt “Ego Tripping” (fra lp’en Truth is on its Way).

+++ ‘I en alder af 80 er jeg stadig meget vred‘. Interview i The Guardian, 2023.

New Lines Magazine har dækket de seneste ugers udvikling i Syrien ganske smukt. Her er en artikel af Kareem Shaheen, som skriver, at sidste gang, han satte sine fødder på syrisk jord, var i 2017, da han dækkede Assad-regimets kemiske angreb på indbyggerne i byen Khan Sheikhun. Bashar al-Assads støtter sagde, at al-Assad var “for altid”. Men nu er “for altid forbi”.

De vestafrikanske fiskebestande svinder ind, og pilen peger på den danske fiskeindustri. Afrika-journalist Oscar Rothstein er taget til Senegal og Mauretanien for at møde de fiskere, der nu ikke længere kan ernære sig selv. I stedet må de gå ombord på de tidligere fiskefyldte både på en rute mod Europa, der kun er blevet mere farlig: “Da jeg var ung, var der ingen, der overvejede at søge væk herfra. Vi havde masser af fisk, både til at spise selv og sælge videre. Nu er havet næsten tomt,” siger Cheikh Mbengue, formand for en lokal fiskeriforening i den senegalesiske by Yenne. Og her er det Aliou Ba fra Greenpeace Africa: “Det giver ingen mening, at vi har oprettet et system, hvor internationale virksomheder køber fattige menneskers småfisk for at fodre dem til deres andre fisk, der bliver solgt i rige lande.”

“Virksomheder bliver ofte drevet mere effektivt end regeringer. Så det er naturligt at konkludere, at hvis bare forretningsfolk fik ansvaret for den offentlige administration, ville alt fungere bedre – kortere køer i Motorstyrelsen, færre budgetoverskridelser i Pentagon, service med et smil i lufthavnens sikkerhedskontrol. Problemet er imidlertid, at erhvervslivet fremstår som mere effektivt, fordi det, de skal lave, som regel er nemmere end det, staten skal.” Økonomiprofessor Ray Fisman i The New York Times om Trumps valg af Musk og Ramaswamy som ministre – og hvorfor det altså er en dårlig idé at tro på, at alt bliver bedre, når man inviterer erhvervslivet ind.

Det har det altid været. Men i takt med, at snart alle laver lister over hvad du kan give i gave, er listen i sig selv blevet forretning. Som listemager er du dermed på samme tid “forbruger, sælger og køber” og kan samtidig “vise alle, hvilken fremragende smag du har”. Vil du helst slippe for en liste fra os i år?

Vil du på omdrejningshøjde med den seneste udvikling i Syrien? Så lyt til denne glimrende udgave af Genstart, hvor Haifaa Awad, læge, Mellemfolkeligt Samvirke-forperson og Syrien-kender, er gæst. Siden Føljeton skrev leder om Syrien mandag, og som vi også skriver længere oppe i dagens nyhedsbrev, har oppositionsstyrkerne også indtaget storbyen Hama, hvor præsident Bashar al-Assads far Hafez al-Assad slog 20.000 mennesker ihjel på en måned i 1982.

+ CNN har et interview med oprørslederen Abu Mohammad al-Jolani.

++ Hassan Hassan i New Lines Magazine: ‘Hvad der gik forud for Aleppos fald‘. Virkelig god baggrundsartikel.

“Henry var en pensioneret erhvervsadvokat, som jeg mødte i hans store byhus i Bloomsbury. Han havde anerkendt karriere, et stort Magic Circle-firma og ret stor indflydelse i politik. Det interessante ved at tale med ham i denne fine dagligstue var, at da jeg stillede ham det spørgsmål, som vi gav alle, vi interviewede – om de følte sig som medlem af den britiske elite – slog han hårdt tilbage, og han virkede ret fornærmet … Hans grundlæggelsende følelse var, at han slet ikke havde nogen magt overhovedet, og at eliten befandt sig et andet sted.” Magtforsker Sam Friedman turnerer endnu med bogen Born to Rule, og har du ikke hørt ham endnu, er det på tide.

Interview i The New York Times med skuespilleren Kieran Culkin (ham fra tv-serien Succession). Han er med i en ny film, A Real Pain, hvor han tilsyneladende gør en god figur. Hans tilgang til skuespillet let og legende, 100 gange mindre anstrengt (og mindre anstrengende at høre om) end hans herboende kollega Jeremy Strong.

“Med al respekt skal man ikke glemme, at også Ronald Reagan benyttede sig af hundefløjtens racisme. Det er ikke en uskyldens æra … Det er tydeligt, at republikanske eliter troede, at de bare kunne gøre en lille smule af det, man generøst kunne kalde kulturkrig, og mindre generøst kunne kalde racisme. De troede, de havde det under kontrol.” Godt interview til weekenden: Informations Mathias Sindberg møder den tyske politiske filosof og populismeprofessor Jan-Werner Müller.

I tresserne udgjorde romantiske serenader næsten hver fjerde sang på de amerikanske hitlister. I dag er det antal halveret. Serenaderne er blevet overtaget af sange om kærestesorger, men det ændrer ikke på, at vi åbenbart også er trætte af at høre om kærlighed, uanset om den er forlist eller lykkelig. Til gengæld er vi mere til den besværlige af slagsen eller kærligheden til os selv. Altid skarpe Pudding.cool er klar med datavisualiseringerne.

Lotte Folke Kaarsholm, der nu er debatredaktør på Politiken, har på Facebook delt dette tv-indslag fra maj 2022, som hun lavede som vært på DR 2’s Deadline. Nu, hvor regeringens gigantiske planer om havvindmølleparker er gået i vasken, er det værd at hive det frem igen. Medvirkende: Daværende klimaminister Dan ‘the Man’ Jannik Jørgensen (S), der brokker sig over, at pressen kritiserer ham og generelt leder efter hår i suppen i stedet for at fejre regeringens mange klimasejre.

Ringetoner er ikke længere, hvad de har været. Det vil sige: De er stadig lige så irriterende, men man hører dem sjældnere, og de er langt fra så god en forretning som i 00’erne. Altså dengang popstjernen Jessica Simpson og andre musikere taktisk versionerede deres singler til ringetoner, og hele industrien havde en omsætning på langt over en mia. dollars. Ifølge mediet Sherwood News er omsætningen for ringetoner siden dengang faldet med over 99 pct. Men måske er de købte ringetoner faktisk på vej tilbage – i hvert fald i lande som Indien, Sri Lanka, Pakistan og Bangladesh, og på nostalgiske millennials’ telefoner.

Heldigvis er det blevet mindre comme il faut at piske børn til succes. Senest eksemplificeret ved Nikolaj Hübbes afgang som balletmester ved Det Kongelige Teaters Balletskole, der kommer på bagkant af en omfattende kritik af forholdene på skolen. Forhold, som vel at mærke har været kendt længe, men som der først nu for alvor gøres noget ved. For som professor i pædagogisk antropologi Eva Gulløv siger i P1-programmet Udsyn: “Børn er simpelthen blevet for vigtige for os til, at vi kan tillade os, at de bliver udsat for nogen som helst ting.” Interessant samtale om elitemiljøer anført af forfatter og Føljeton-ven Kaspar Colling Nielsen.

Har du fået set Gladiator II endnu? Selv har vi ikke helt kunnet svinge os op til at se Paul Mescal i sandaler, men det lader så også til, at der er god grund til at være kritisk over for filmens historieskrivning – i hvert fald hvis man spørger Hyperallergic: “Ved at ignorere Getas og Caracallas afro-syriske identitet i både casting og plot, samtidig med at kvinder som Julia Domna helt fjernes, forstærker (filmen, red.) den populære antagelse, at Roms mangfoldighed kun fandtes i de afsidesliggende områder, som de erobrede. I stedet kan og bør vi anerkende, at den også fandtes blandt den romerske elite, der foretog erobringerne.”

Har KI-teknologien allerede nået sit plateau? Og er den fortsatte hype derfor dybt uberettiget? Det mener techkritiker Ed Zitron i sit seneste nyhedsbrev. Ifølge Zitron er en grænse ved at være nået for, hvor mærkbart bedre den nuværende kunstige intelligens kan blive, da der efterhånden mangler god træningsdata. Samtidig mangler virksomheder som OpenAI og Anthropic fortsat at bevise, at de kan bygge en profitabel forretning på deres chatbotter. For ikke at sige bæredygtig: Datacentrene bliver kun større og dyrere at vedligeholde, mens fysikkens love bliver en stadig tydeligere spændetrøje. Så det begynder at ligne et gigantisk ressourcespild.

“Hvis man skal tro samtidsdiagnostikeren Johannes Andersens nye bog, har en ny elite netop lykkedes med det trick. Altså at tilegne sig voldsom stor magt over samfundet og samtidig flyve under radaren. Den nye elite er højtuddannede storbyakademikere, og deres hemmelige våben er dominans i kraft af viden. Det er en problematisk analyse, al den stund at viden i stadigt ringere grad faktisk kan omsættes til andre former for magt.” Eftertryk har hevet eliteforsker Christoph Ellersgaard ind til at anmelde bogen Fra en anden verden: Den nye elites politiske værdier og perspektiver – og det gør han godt.

“Jeg tyggede forsigtigt. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde spist et æble for min egen fornøjelses skyld – ikke i hånden som morgenmad, når jeg skyndte mig ud af huset, ikke skåret i skiver og smurt med nøddesmør, og ikke skrællet, udkernet, hakket og bagt til en tærte. Honeycrisp-æblet var en åbenbaring for mig: Det var et æble, som jeg virkelig nød at spise for sig selv. Og det gjorde jeg i flere år, indtil jeg bemærkede, at de Honeycrisp-æbler, jeg købte, med stigende hyppighed var et fejlskud. Der var nogle få gode her og der, men jeg stødte ofte på Honeycrisp-æbler, der var tørre og melede.” Sjov, men alvorlig lille artikel i madmediet Serious Eats om hvordan en “kompleks række af begivenheder” ledte til æblesortens forfald.

“En gang i slutningen af halvfemserne var jeg så utroligt heldig at arbejde som assistent for Kirsten Justesen,” skriver kunstneren Kristoffer Ørum i et fint hyldestopslag på Facebook. “Jeg var selv på vej ud af den graffitikultur, jeg havde identificeret mig så kraftigt med i mine tidlige tyvere, og var i gang med at finde ud af, hvor en som mig kunne finde en plads i verden. Jeg smed som noget af det første Kirstens cykel væk og følte mig generelt ikke meget bevendt. Men på en eller anden måde blev jeg hængende og sugede en grundig inspiration fra hendes kombination af systematisk metode og hverdagspolitisk praksis.”

+ Tjek i øvrigt Kristoffer Ørums bog Jeg er en mislykket kunstner (Gads Forlag, 2024).

100 kilometer syd for Dublin ligger den lille irske kystby Courtown. Her viser borgerne, “at der er en anden måde, en måde fuld af medmenneskelighed og støtte for folk, som er flygtet fra konflikter eller forfølgelse,” skriver The Guardian. En billedserie, en opløftende fortælling om en by gennem en række portrætter. Og som Donny, en af beboerne, udtaler: “Personligt synes jeg, det er godt. Vi lærer noget af dem. Nogle mennesker føler, at de mister deres irske arv, fordi de ikke kan synge nationalsangen. Men du må huske på, at dette land har været meget fastlåst i sin måde at gøre ting på – se på præsterne og det misbrug [af børn, red.] Vi må huske på, at vores måde ikke altid er den bedste måde.”

“Han er en mand på 82 år. Han gider ikke bruge resten af sit liv på at besøge sin søn i fængslet.” Jon Stewart fra talkshowet The Daily Show giver USA’s præsident Biden en fortjent rusketur efter hans uhørte benådning af sønnen Hunter.

Det måtte jo komme: Afskedsportrættet af Margrethe Vestager i anledning af, at hun nu er færdig som EU-kommissær. Det er Altinget, der leverer varen: “Vestager castede sig selv som folkets spydspids i kampen mod de multinationale selskabers dominans. Det sendte kommissæren afsted i en politisk kometbane, der endte med at give hende nærmest mytisk status for en dansk politiker […] Og hun tog et styrtdyk, da de selvsamme sager begyndte at falde ved EU-Domstolen, samtidig med at hendes stjernestatus i Bruxelles kom under pres, mens verden lukkede sig omkring Europa og protektionismen vandt frem.”

Har man været så uheldig at følge med på fx Dansk Folkepartis SoMe-kanaler eller Berlingskes debatspalter de seneste år, vil man også vide, at kritikken af den evigt diffuse “cancel culture” og “wokeisme” for længst er gået fra at være et amerikansk fænomen til også at optræde i Danmark. Men hvorfor egentlig? Hos The New Republic undersøger man sagen med udgangspunkt i Stanford-professor Adrian Daubs nye bog med den passende titel The Cancel Culture Panic: How an American Obsession Went Global.

Sidste år var der anslået 650.100 hjemløse i USA; et rekordstort antal. Langt størstedelen er komplet usynlige for omverdenen. I Esquire giver en af dem – den mangeårige journalist Patrick Fealey, der blev hjemløs som følge af en slem bipolar lidelse – et nærgående, ærligt og personligt indblik i, hvordan det føles: “Det sværeste ved at være hjemløs har været at overleve fattigdommen og marginaliseringen, diskriminationen og fjendtligheden fra den ikke-hjemløse befolkning. Fjendtligheden er som regel subtil. Folk kører ind for at besøge fyrtårnet eller stranden, eller hvor jeg nu er, ser mig og parkerer straks et andet sted. Hele dagen lang.”

Hvis man kender Informations filmredaktør Christian Monggaard, ved man, at han i den seneste tid har talt uafladeligt om Erik Balling, den danske instruktør, som stod bag alle Olsen-Banden-filmene, Matador og Midt om natten. Balling ville være fyldt 100 år, Monggaard har selvfølgelig skrevet en bog om ham, og i dag har han minsandten også et Erik Balling-essay i avisen. Det er en god tekst.

“Jeg kunne læse en artikel i et magasin, men gik i panik, når jeg forsøgte at bestille en kop kaffe. Alle disse timer på Duolingo havde givet mig et enormt ordforråd, men efterladt mig mere eller mindre stum.” Et skægt essay om den populære sprog-app i magasinet The Dial, som måske sætter ord på mange Duolingo-brugeres uudtalte frustrationer.

Et enkelt sip af en iskold Coca-Cola, frisk frugt til pynt i huset og te brygget ved præcis 70 grader. Private kokke for Silicon Valleys rige og kræsne familier røber deres spisevaner (og hemmeligheder) i denne ganske underholdende artikel fra The San Francisco Standard.

Perry Anderson (f. 1938) er professor emeritus i historie på University of California og redaktør på det britiske tidsskrift New Left Review. Han har en ny bog ude på Verso Books, Disputing Disaster, som er “gruppeportræt” af historikere fra Første Verdenskrig. Christopher Clark, der selv er historiker, har skrevet en anmeldelse i London Review of Books, og hør bare den her æggende beskrivelse: Perry Anderson “kan gå ind i en bog og inspicere den grundigt, endda sympatisk, granske dens strukturer, fordybe sig i dens stil og atmosfære; derefter kan han træde ud af den igen og besigtige den køligt fra distancen. Det er overraskende, hvor sjældent dette er. Historikere gør det næsten aldrig.” En velskrevet anmeldelse af en velskrevet bog!

“Arrangementets moderator, den politiske journalist Anne Will, har denne aften en agenda: Hun vil gerne, at Merkel indrømmer politiske fejl. Åbenbarer svagheder, usympatiske karaktertræk. Interviewet igennem kredser hun om den ’magtsyge’, der i hendes optik må have været nødvendigt for at nå til tops i politik. Om Merkels efter hendes opfattelse blødsødne tilgang til Putins Rusland. Og om, det dog ikke var hårdt at være kvinde i et miljø gennemsyret af mænd. […] Veloplagt står hun for skud og svarer sagligt og detaljeret på kritik. På spørgsmålet, om hun ikke som kansler burde have gjort mere for at iscenesætte sig som ‘en af østtyskerne’, svarer hun, at hun altid så sig selv som ‘hele Tysklands kansler’.” Sådan skriver Informations korrespondent i Tyskland Nina Branner, som har været til bogpremieren for Angela Merkels erindringer. Man kan tage en politiker ud af Forbundsdagen, men hun lyder stadig som en politiker.

Den stigende ensomhed betragtes som historisk, men sociologer har det sidste århundrede advaret om det, som vi i dag kalder for en ensomhedsepidemi eller venskabsrecession. I 1926 udkom en rapport om en amerikansk by, der konkluderede, at indbyggerne havde færre “ægte venner” end tidligere. Fire årtier senere påstod bestsellerforfatter Vance Packard, at “personlig isolation er ved at blive en vigtig social kendsgerning i vores tid”. Sociologen Claude S. Fischer dykker ned i ensomhedsforskningen, de måske falske alarmer, og hvordan vores syn på venskab har ændret sig gennem tiden. Artiklen i Asterisk Magazine tager udgangspunkt i USA, men studier viser også, at flere og flere danskere føler sig ensomme.

“På begge sider af Atlanten – og det politiske spektrum – er det livløse ansigt i dag en dobbelt klassemarkør. Hvad der engang var demonstrativt proletært, er nu også udbredt i eliten. Det, der førhen blev fordømt som underlødigt, er blevet almindeligt og anstændigt. Alt imens vi har hyldet det naturlige, talt om kropspositivitet og varslet et opgør med uopnåelige skønhedsidealer og anorektiske fotomodeller, er flere og flere mennesker begyndt at fylde sig med fillers og Botox i jagten på et stadig mere kunstigt-perfekt ydre.” Journalist Mathias Sindberg harcelerer over ansigtsløftet hos Information.

Blandt de mange ting, man skal frygte ved den moderne krigsførelse, kan nu åbenbart også nævnes farlige supermikrober. Som The New York Times opridser, ser man nemlig i Mellemøsten en påfaldende høj forekomst af multiresistente bakterier – og forklaringen kan bl.a. være, at det er selve måden, man kæmper på i det 21. århundrede, som driver spredningen. Endnu en god grund til at få stoppet krigen i Gaza omgående.

+ Interview i Soundvenue med skaberne af den biografaktuelle dokumentarfilm No Other Land.

Så er Danmarks hårde migrationspolitik sørme også blevet kritiseret hos Rosa-Luxemburg-Stiftung. Det er Michala Clante Bendixen, stifter af NGO’en Refugees Welcome, som har været ved tasterne: “På den ene side fokuserer den danske regerings politik på afskrækkelse, midlertidige ophold og hjemsendelser. På den anden side opfordrer man flygtninge og migranter til at blive selvforsørgende, lære sproget og assimilere sig så meget som muligt. I Danmark er Schrödingers udlænding altså en (ofte uvelkommen) gæst på et midlertidigt og kort besøg, som på samme tid forventes at være fuldstændig som danskerne.”