“Og så er jeg flintrende ligeglad med, at nogle kriminologer mener, at det ikke hjælper,” sagde justitsminister Peter Hummelgaard (S) i september, da han præsenterede regeringens forslag om at hæve straffen for voldsforbrydelser. I et lytteværdigt afsnit af DR Udsyn taler vært Kaspar Colling Nielsen med kriminologen David Sausdal, som mildt sagt ikke er begejstret for hverken forslaget eller Hummelgaards negligering af forskningen: “Man kan undre sig over, at vi har politikere som igen og igen påstår at højere straffe har en positiv effekt. Den er svær at se.”

Ifølge historikeren Jason Steinhauer er Trumps genvalg begyndelsen på intet mindre end en ny verdenshistorisk epoke: “Valgkampen handlede ikke om ‘økonomien’ eller ‘inflationen.’ Snarere markerede valget afslutningen på en proces, hvor samfundet reorganiserede sig selv, med en superstruktur, der blev permanent opløst, og en ny, der krystalliserede sig i dens sted.” For historikeren betyder Trumps tilbagekomst nemlig et farvel til de globale institutioner, der blev etableret efter første verdenskrig: “Kort sagt var den 5. november 2024 natten, hvor det 20. århundrede sluttede.”

Vi skrev for nylig om de miljøskadelige konsekvenser ved Elon Musks planer om at kolonisere Mars. Nu dykker Noema ned i den blomstrende bevægelse af økoaktivister, der har fokus på det ydre rum. Måske virker det underligt at bedrive grøn aktivisme i verdensrummet, når vi har rigeligt med økologiske udfordringer her på Jorden. Men som filosoffen Daniel Capper spørger i artiklen: “Ville det ikke være en frygtelig tragedie, hvis mennesker for evigt skæmmede Saturns ringe, så de aldrig blev de samme igen?”

“Økonomer fra Stockholm Universitet har påvist, at en global CO₂-skat vil være en frugtbar og effektiv vej frem. For det første viser forskning entydigt, at det hjælper: Udledningen vil falde, når der indføres en CO₂-skat. For det andet er det en god forretning: Omkostningerne til vækst, levestandard og økonomi ved ikke at implementere en skat, hvis klimaforandringerne fortsætter som nu, er enorme, mange gange højere end omkostningen ved at skyde over målet og introducere en CO₂-skat, der er for stor. Det vil kun koste et par procent de første par år, på længere sigt er det omkostningsfrit. Udfordringen er, at hele verden skal deltage.” God kronik i Politiken af gode folk fra Videnskabernes Selskab.

Interview med astronomiprofessor Dirk Schulze-Makuch fra Technische Universität Berlin hos Space.com. Han har en teori om, at mennesket ved en beklagelig fejl kan have slået eventuelt liv på vores naboplanet Mars ihjel. Ikke alt liv, men noget liv. Det er kontroversielt, men når der er mennesker involveret, ved man jo aldrig. Det drejer sig om, at rumsonden Viking 1 brugte flydende vand i forbindelse med nogle eksperimenter på Mars’ overflade i anden halvdel af 70’erne.

Dykkere har fundet en 300 år gammel såkaldt megakoral ud for Salomonøerne. Den er på størrelse med to basketballbaner og kan ses fra rummet. Vægtløst flotte billeder hos National Geographic.

+ Flere facts fra fotografen.

Slutter du dine beskeder med ❤️, er du Trump-tilhænger. Det er i hvert fald det billede, mange amerikanere har af dig, hvis du bruger den røde udgave af hjerte-emojien lige for tiden. “Derfor ved jeg ikke længere, hvordan jeg skal sætte punktum på mine sætninger. Jeg tror, jeg bliver nødt til at gå tilbage til at bruge et udråbstegn”, siger en bruger på TikTok. Sjovt lille indlæg i User Mag: “Hvis du er på jagt efter en ny emoji til at udtrykke kærlighed og hengivenhed, skrev jeg for mange år siden en hel artikel til The Atlantic om, hvorfor det lyserøde wifi-hjerte 💓 er den bedste hjerte-emoji.”

Vi mener ikke Trump, men den 28-årige kryptomillionær Dryden Brown, der trods gentagne mislykkede forsøg vil bygge sit eget land Praxis. Zetland har talt med den grønlandske oppositionsleder og tidligere udenrigsminister Pele Broberg, der i sommer takkede ja til Browns invitation til et møde. “Broberg [mener] ikke, at det giver mening at tale om at ‘købe’ Grønland, fordi Grønland allerede er – som han siger – stjålet af Danmark. Og han vil ikke beskæftige sig alt for meget med, hvad andre folk kunne have af planer med dem, før Grønland har vristet sig fri af Danmark … Men det afholder ikke Pele Broberg fra at afsøge muligheder.”

+ The New York Times: ‘Hvem ville give denne fyr millioner til at bygge sit eget utopia?’

“Det er som en lille meditation … Du er nødt til på en måde ikke at se noget overhovedet, så du kan være opmærksom på det hele.” Art21 har besøgt den amerikanske kunstner Bruce Naumans ranch og atelier i Santa Fe.

Og verdensledernes mange mål for, hvad der skal være gjort for klimaet inden da, ser mere og mere uopnåelige ud. Det gjorde de allerede før Trump. Bloomberg gennemgår, hvordan det går med datacentrenes CO2-udledning, afskovningen, elbilerne, miljøbeskyttelsen, fast fashion, de såkaldte grønne fly, ja lidt af det hele med nørdede og grundige grafer.

Det lyder bedre på engelsk: ‘First came the bots, then came the bosses’. God lille tekst i The Guardian fra Joan Donovan, der er sociolog og forsker i mediemanipulationt: “Det, vi kan lære af X’s og Metas indholdsstrategier, er enkelt: Platformenes design er nu uløseligt forbundet med ejerens politik.”

Skal du have en fuld kropsskanning? Et firma i England arbejder på at tilbyde lavprisskanninger, og en tv-vært på BBC har været forbi og prøve. Ganske fascinerende. Det lyder som narcissisme, men det handler om at forebygge sygdomme.

Med Donald Trumps sejr har den amerikanske venstrefløj nået sit nulpunkt, skriver Slavoj Žižek i kunstmagasinet e-flux med reference til en kort tekst om en bjergbestiger, som Vladimir Lenin skrev i 1922. Og videre: “Før vi svælger i platituder om ‘Trumps triumf’, bør vi holde fast i nogle vigtige detaljer. Den første er det faktum, at Trump ikke fik flere stemmer end ved valget i 2020, hvor han tabte til Biden; det var Kamala, som tabte ti millioner stemmer i forhold til Biden! Så det er ikke ‘Trump vandt stort’.” Derfor bør alle venstreorienterede starte med “en radikal selvkritik”, skriver den gamle slovenske sociolog videre.

Nej? Men det skulle du måske gøre, for efter tirsdagens kommunalvalg på Færøerne ser meget ud til, at den 28-årige politiker vælter den 50 år ældre Heðin Mortensen som Tórshavns borgmester. Citat i Altinget: “Elsa Berg har en grøn profil og har været en stor modstander af den siddende borgmester. Men så sluttede aftenen med, at de gik ud af hallen sammen.”

Museumsinspektør Christian Lund fra Lousiana Channel har besøgt den tyrkiske nobelpristager Orhan Pamuk i Istanbul. Det er der kommet et smukt dobbeltportræt ud af (manden og byen). “Det er ligegyldigt, om du skriver om New York eller Istanbul,” siger han, “det, der er vigtigt, er autenticitet”.

Hvis alt andet fejler, kan man jo altid vælge at boykotte. Det er en leveregel, som en subkultur af kvinder i Sydkorea længe har haft, og efter præsidentvalget i USA leger flere amerikanske kønsfæller nu med at slutte sig til kampen. Under betegnelsen 4B – hvor b’et henviser til “bi”, der kan betyde nej på koreansk – vælger de nemlig at sige nej til at date mænd (biyeonae), at have sex med mænd (bisekseu), at føde (bichulsan) og at gifte sig med mænd (bihon). Oprindeligt opstod 4B-bevægelsen som en sydkoreansk MeeToo-protest, men den kan altså også bruges, når misogyne kræfter finder vej til Det Hvide Hus. Vox forklarer fænomenet.

“Vi har lavet planer om at mødes igen. Vil Paul tage sin guitar med? Hvem ved. For mig var det et spørgsmål om at klinke skårene, før det var for sent. Jeg føler, at vi har fundet tilbage til et vidunderligt sted. Mens jeg tænker på det nu, begynder tårerne at løbe ned ad mine kinder. Jeg kan stadig mærke hans kram.” Simon & Garfunkel er blevet genforenet, og det er da et lille lyspunkt midt i, ja, alt andet.

Hvad er det egentlig for en ballade, der har grebet om sig i Enhedslisten – og ført til, at partiet har indkaldt til et ekstraordinært årsmøde den 14. december? Det forsøger Zetland at forstå med et kig på partiets historie: “Opgøret er kulminationen på en kamp i Enhedslisten, der har været undervejs i mindst 15 år, som handler om alt andet end et lille, surt mindretal og et stort, magtfuldt flertals holdning til terrorangrebet 7. oktober. Dét opgør er kun det seneste i rækken af opgør om Enhedslistens identitet: Hvad partiet står for, hvem de er til for, og hvordan de skal kæmpe for forandring.”

“Når man stoler for meget på ideen om, at propaganda virker homogent og i alle retninger, er det meget let at fejldiagnosticere problemet. Forvandler Andrew Tate virkelig uskyldige, smooth-brained unge idioter til kvindehadere på helt egen hånd? Det virker meget mere sandsynligt, at nogle unge mænd tager et sæt maskuline berettigelser og misogyne antagelser med sig til TikTok og YouTube, og at disse selv-smigrende ideer bliver forstærket og gjort til hårdnakkede overbevisninger.” Nyhedsbrevet Max Read har en række gode refleksioner over et drilsk spørgsmål: Afgjorde TikTok det amerikanske præsidentvalg?

Den amerikanske forfatter Philip Roth havde længe været sortsynet hvad angik romanens fremtid, og i 2009 dødsdømte han den definitivt med en simpel betragtning: “Bogen kan ikke konkurrere med skærmen”. Her 15 år senere findes romanen heldigvis endnu, men lidt presset er den da blevet af vores mystiske internetvirkelighed. Hvilket fører til et interessant spørgsmål: “Hvordan kan en roman i samtale med internettet rehabilitere os fra den fundamentalt distraherende oplevelse af internettet, uden selv at blive udhulet af den samme distraktion?” Spike Art Magazine udforsker det litterære dilemma.

“Hvad der er godt, er betinget af omstændighederne”, skrev Machiavelli i Fyrsten og illustrerede dermed sit kyniske verdenssyn. En lignende kynisme hersker i den tidligere FH-formand Lizette Risgaards forsvarsskrift Min version, for kort sagt mener Risgaard ikke, at hun har gjort noget forkert, omstændighederne taget i betragtning. Det kan man mene meget om, men som foredragsholder Christian Groes skriver i Altinget, skal Min version nok primært læses som en advarsel om, hvordan machiavellistisk magtspil giver pænt dårlig ledelse.

“Da lyset næste morgen kom tilbage, var store dele af landsbyen udslettet, og landskabet forandret. Gigantiske kampesten, der var styrtet ned fra bjergsiderne, lå i store bunker. Husvrag og ejendele lå spredt langs den opsvulmede flod. Tariro blev op ad dagen genforenet med sin far og ældste bror, men hendes mor og femårige lillebror, som moren havde båret på ryggen, dukkede ikke op.” Informations klimajournalist Marie Sæhl er taget med fotograf Anders Rye Skjoldjensen til Zimbabwe i “klimaforandringernes frontlinje”. Det er stærke sager, og det bliver kun værre.

Dette afsnit af Skønlitteratur på P1 har et par uger på bagen, men måske er det lige det, man trænger til efter det strabadserende amerikanske valg. Værten Nanna Mogensen og oversætter Sigrid Adamsson ser nærmere på den irske succesforfatter Sally Rooneys seneste roman Intermezzo og læser undervejs nogle temmelig saftige passager op. Hold da fest.

Navnet Aleksej Pajitnov siger muligvis ikke alle noget. Men det er ham, der opfandt det ekstremt populære computerspil Tetris i 1984. Ah, nu dæmrer det. I dag er Pajitnov 69 år og vil gerne lave et hit mere. The New York Times har et interview med ham, og han vil åbenbart helst tale om de spil, han har lavet, som ikke rigtig har vakt nogen interesse derude. “Jeg kan ikke lide at tale om succes,” siger han, “for det gør alle andre”.

“Warp Speed leverede ikke kun et bemærkelsesværdigt medicinsk-industrielt gennembrud, men formede samtidig en ny økonomisk politik med fokus på at fremstille mange vigtige, højteknologiske ting hurtigt. Med andre ord leverede Trump den første demonstration af en industripolitik, som kort tid efter ville blive udråbt som den store historiske nyhed Bidenomics. Hvis nogen industripolitik kan hævde at have hjulpet med at genoplive økonomien og forbedre det almindelige liv for den gennemsnitlige amerikaner, så er det Operation Warp Speed,” skriver den britisk-tyske historiker Adam Tooze i det nye nummer af London Review of Books: “Hvis Trump-administrationen var den politiske pendant til pulp fiction, var Biden-administrationens stil en blanding af high-end Ralph Lauren og Andy Warhol.”

“Det var ikke et møde om jobmuligheder for akademikere, jeg deltog i. Det var to timers gaslighting om fordelene ved at vælge en erhvervsuddannelse efter studiet. Elevløn er jo højere end dagpenge. Så hvorfor ikke supplere din femårige akademiske uddannelse med en treårig uddannelse som cater? Så var jeg jo sikret job. Sikret værdi. Her stod det klart for mig, at jobcenteret ikke respekterede mig som humanist – eller catere for den sags skyld. At uddanne sig til en, der laver og anretter mad til vores hverdag, kantiner og arrangementer blev gjort til en nødløsning. Til noget, alle bare lige kunne blive.” Man burde råde den her slags jobrådgivere til at få et nyt job.

“Da Oscar var hvalp, havde jeg et semester på Bard College. Jeg plejede at lufte Oscar uden snor på campus, og en eftermiddag sprang han op til noget, der på afstand lignede en lille dam. Han hoppede i vandet – som set i bakspejlet virkede lidt lav af en dam at være – og begyndte at plaske rundt. I løbet af få minutter kom en rasende sikkerhedsofficer løbende i vores retning og viftede med armene. Det viste sig, at ‘dammen’ faktisk var en installation ved navn Parliament of Reality af den berømte islandske kunstner Olafur Eliasson, men jeg vil altid tænke på den som det første sted, jeg nogensinde så Oscar svømme.” Hunde kan være kloge, ja. Men kan de også være så sansende, at de ved hvad, kunst er – og måske ligefrem dufte den? Hvorfor egentlig ikke.

Hvordan ved man, at en interesseorganisation er magtfuld? Når ikke færre end tre ministre deltager i organisationens delegeretmøde. Zetland var med, da Landbrug & Fødevarer mødtes i Herning Kongrescenter for at tale om den såkaldte grønne trepartsaftale. De 500 fremmødte landmænd var ikke parate til at give sig. “Som [formand for Jysk Landboforening og kvægavler ved Ribe] Niels Laursen kort og godt svarede, da vi spurgte, om han regnede med en politisk aftale med både rigelig kompensation til landmændene og beregningsmodel tre, den med færrest krav om kvælstofreduktioner: ‘Ja.’”

“Min kontaktperson i psykiatrien har langt flere patienter, end hun burde. Jeg har korte samtaler med hende højest to gange om måneden. Oftest er min kontakt med psykiatrien begrænset til den injektion med antipsykotisk medicin, jeg får hver fjerde uge. Jeg får ikke tilbudt terapi, og svaret på det meste synes at være mere medicin. Jeg har haft mange indlæggelser, og en del af dem har været for korte og derfor resulteret i flere indlæggelser. På de psykiatriske afdelinger er det min klare fornemmelse, at der skal træffes svære valg om, hvem der er mindst forpint og må sendes hjem.” Line Miller, der underskriver sig ‘hjemløs’, advarer i en kronik i Information om, at det oftest er ressourcestærke folk, der taler om psykisk sygdom i medierne, mens udsatte patienter som hende selv sjældent bliver hørt.

Ingen siger det bedre end Jia Tolentino: “Kløften mellem unge mænd og kvinder ved dette års valg er kløften mellem disse to historier. Det er mænd, der frygter kvinders begejstring for uafhængighed på bekostning af deres egen rolle, og kvinder, der frygter mænds underkastelse af dem på bekostning af deres liv. Forskellen – og det er altid forskellen – handler om vilje. Mænd, der stemte på Trump, frygter, hvad kvinder rent faktisk ønsker; kvinder, der stemte på Harris, frygter, hvad der vil blive gjort ved dem mod deres vilje. I den imaginære verden, der styres af vrede, lesbiske, socialistiske girlbosses, er der absolut intet, der forhindrer dig i at være en barfodet, gravid husmor som 24-årig, hvis du gerne vil være det. I den i stigende grad ikke-hypotetiske verden, der styres af højreorienterede trumpister, skal kvinders lykkelige lydighed sikres ved at fjerne deres kontrol over deres kroppe og ideelt set ved at fjerne dem helt fra den offentlige sfære.”

Der er håb for kongehusets grønne omstilling (vi skal jo alle sammen gøre, hvad vi kan). En ny eldrevet Rolls-Royce er på gaden – Spectre, hedder den, og godt nok er den ikke helt billig (420.000 dollars), men den er “anti-akustisk”, siger ikke en lyd. Når man speeder op, spiller den en lille tone. Hurra.

Charles Darwin refererede ofte til Jane Austen og hendes værker. “Når du læser dette, er jeg bange for, at du vil tro, at jeg er som kadetten i Persuasion, der aldrig skrev hjem, undtagen når han ville tigge: Det er hovedsageligt for at få flere bøger; de mest værdifulde af alle værdifulde ting,” skrev han i et brev til sin søster. Ph.d.-studerende i filosofi Abigail Tulenko skriver om de to briters fælles besættelse af skønhed og det naturlige.

Vi var inde på det i vores leder både onsdag og torsdag: Med valget af Donald Trump som præsident døde håbet om at holde den globale temperaturstigning på under 1,5 grader. “Men det betyder ikke, at kampen for at bevare et tåleligt klima er forbi – ifølge alle de klimaforskere og politiske eksperter, jeg har talt med på denne side af valget,” skriver Arielle Samuelson i klimanyhedsbrevet Heated. “Faktisk bekræftede hver eneste af dem, at hver eneste lille brøkdel over 1,5 gør klimakatastrofen det mere ødelæggende, særligt for de mest udsatte lande og samfund.” Fight on!

Der findes få ting i denne verden, der er mere wholesome end bibliotekernes streamingtjeneste Filmstriben, men nogle gange glemmer man, at den findes. Det skal man lade være med! For lige nu kan man f.eks. fange Wim Wenders’ stilfærdige (Oscar-nominerede) mesterværk Perfect Days. Filmen følger en ældre mand, der arbejder med at gøre toiletter rent i Tokyo, lytter til sin samling af gamle kassettebånd og går i fællesbad. En hyldest til livet og lidt nødvendig modgift til verdenssituationen.

“Det, der generer mig, er aldrig kontinuerlig støj, selv høj støj.” Den amerikanske novelle- og romanforfatter Lydia Davis har oversat Marcel Prousts breve, og her er et lille udvalg af dem han sendte til sin højlydte overbo.

Har du ikke hørt det? Touchskærme er sooooo last year. Nu er det igen på mode med knapper. Apples iPhone 16 har to knapper, knapperne er tilbage i den nyeste Porsche og The Wall Street Journal rapporterer om en “re-buttonization”. IEEE Spectrum har talt med den førende ekspert i knapper (ja, det er hun altså) Rachel Plotnick, som har skrevet bogen Power Button om menneskers forhold til maskiner. “Vi bruger alle vores dage og nætter på disse enheder, scroller eller bladrer konstant gennem sider og videoer, og der er noget trættende ved det. Knappen kan til en vis grad være en måde at afteknologisere vores hverdag på. Det betyder ikke, at knapper ikke fungerer fint sammen med skærme – de er ofte partnere. Men på en måde fjerner det prioriteringen af synssansen og anerkender, at en skærm ikke altid er den bedste måde at interagere med noget på,” siger hun om denne nye retro-tendens.