Debattør og forfatter Eskil Halberg kritiserer (kærligt) Politiken for at være på et “spiritistisk korstog” efter at have lyttet til et afsnit af podcasten Den Levende med forfatter Amitav Ghosh. I et Facebook-opslag varsler Halberg mod en “grøn modedille”, der vil have os til “at forstå, at også dyr, planter og svampe har noget at skulle have sagt i den aktuelle biosfæriske nedsmeltning og overophedning.” Det tjener nemlig “et borgerligt og reaktionært tilbageslag for den offentlige mobilisering imod de økologiske kriser.” Mennesker bærer alene ansvaret for klimakrisen, ikke olie eller kul, der ifølge Halberg altså hverken kan tale, akkumulere kapital eller handle politisk. Øv.

Træer. Gode at kravle i, perfekte til julepynt og naturlige parasoller på en solrig sommerdag. Nå ja, og så er det noget med, at de producerer den ilt, vi indånder. Men hvornår har du egentlig sagt ordentligt hej til et træ? Filmmager og komponist Emmanuel Vaughan-Lee opfordrer – og guider dig – i regi af Emergence Magazine til netop det: Gå udenfor og tilbring noget tid sammen med en af disse højtragende skabninger. De er nemlig mere end kulisse og klatrestativ; faktisk har menneskeheden aldrig levet uden dem, så det er vel på tide, at vi får sagt pænt goddag.

“Set fra luften ligner Gaza ruinerne af en ældgammel civilisation, bragt frem i lyset efter århundreders mørke,” skriver The Guardian-journalist Lorenzo Tondo om synet fra et jordansk militærfly over Gazas luftrum. Militærflyet nedkaster faldskærmsudstyrede paller med nødhjælp til Gaza. Denne form for nødhjælp er dog hverken sikker for den palæstinensiske befolkning eller tilstrækkelig til at dække det enorme behov for mad i området. Samtidig rapporterer FN, at kun 1,5 pct. af landbrugsjorden i Gaza er brugbar efter de israelske bombardementer. “Israel har bygget den mest effektive sultemaskine, man kan forestille sig,” udtaler FN’s specialrapportør Michael Fakhri.

Den ene dag kritiserer han dansk vaccineforskning, og den næste annullerer han vaccinekontrakter for 500 mio. dollars. USA’s sundhedsminister og notoriske vaccineskeptiker Robert F. Kennedy Jr. har travlt. Et nyt dansk studie undersøger, om aluminium i vacciner giver øget risiko for en række sygdomme, men finder ingen sammenhæng. Undersøgelsen får heftig kritik af Kennedy, der kalder det et “propagandastunt af medicinalindustrien”. Anders Hviid, en af forskerne bag studiet, tager kritikken med ro: “Jeg har tænkt mig at uddrage de metodiske kritikpunkter, der er gemt i støjen fra de hårde ord, og så svare nøgternt på dem.”

TikTok er her, der og alle vegne. Fra dansekoreografier på gaden til turisten på din stamcafé. I sit nyhedsbrev Ridgeline skriver journalist Craig Mod langt, men interessant om TikTok-turisme og dens skadelige effekt på de små lokale fællesskaber: “Den hurtigste måde at dræbe fællesskabet på er at gå viralt på en ødelæggende måde”. Heldigvis ser Mod også lys for enden af TikTok-tunnelen. Det er stadig muligt at være en god turist ved “at være en bidragende del af økonomien (finansielt og kulturelt), at blande sig med stamgæster uden at fortrænge dem”. Så gå en omvej, find en lille café, men lad være med at tiktokke det.

Afsløringerne om Oljefondets investeringer i et israelsk bombeflyselskab, som vi var omkring onsdag, har fået nordmændenes pis i kog. “Det er Etikkrådet som ser på etiske spørsmål,” forsvarede fondens direktør, Nicolai Tangen, sig. Den køber ansvarshavende redaktør på norske Panorama Nyheter Emil André Erstad ikke: “Etikkrådet har blitt ein praktisk ventil for moralsk ansvar, men det er feil adresse for sinnet mot investeringane i den israelske krigsmaskina.” I stedet bør de norske politikere stemple ind og sætte det etiske kompas for investeringerne. Og der kan nordmændene jo give deres besyv med, når der er Stortingsvalg 8. september.

At være offline eller online er “(…) forskellen mellem at glide på termiske strømme af privat tænkning eller drøne afsted på skinner, drevet frem af den påtrængende nødvendighed af at høre andre folks meninger,” konstaterer skribenten Rafael Behr i The Guardian. Han reflekterer over teknologiens informationsoverloadende og uafbrudte oprør mod verden (og demokratiet), som vi kender den: “Vi kan tilpasse os tsunamien af ekstra stimuli, ligesom vi tilpassede os livet i byerne efter århundreder på landet. Men sådanne accelererede transitioner er turbulente, stressende og som regel voldelige.”

Hvordan påvirker man forhandlinger, når man ikke er inviteret til dem? I Altingets klimapodcast Aftryk fortæller klimaaktivist Caroline Besserman om at stå uden for magten og at veksle mellem den ‘søde’ og den radikale aktivisme. For hvis politikerne ikke reagerer, når man synger slagsange, må man gribe efter nye værktøjer. Sidste oktober blev det værktøj en sultestrejke af 11 flyverdragtklædte aktivister. Sultestrejken blev kritiseret for at skubbe folk væk fra klimabevægelsen, men Besserman påpeger, at det af og til er nødvendigt at skrue bissen på: “Risikoen ved den søde aktivisme er lige så slem, fordi risikoen er, at der ikke sker noget.”

“Militæret forsøger ikke blot at tiltrække tech-virksomheder fra Silicon Valley. I Trump-æraen er det lykkedes militæret at rekruttere dem.” The New York Times beskriver, hvordan OpenAI, Meta og alle de andre techgiganter ikke bare støtter Trumps udenrigspolitik, men også aktivt finansierer krudt og kugler i Ukraine og Gaza – og er stolte af det. Pinligt. “De indså, at det ikke længere var teoretisk, at den næste krig ville blive vundet af det militær, der havde de mest avancerede teknologier.”

+ Apropos: ‘Israel benytter Microsofts cloud til omfattende overvågning af palæstinenserne‘.

“Jeg [har] altid undret mig over, at jeg aldrig er blevet hjemsøgt af min tur til Afghanistan. Det er jo måske også, fordi jeg har gjort det, som alle siger, er det rigtige: Jeg har snakket om det. For nylig havde jeg faktisk en drøm. Jeg drømmer, at jeg har min datter i armene, og hun har mistet begge ben. Og jeg kan virkelig tydeligt forestille mig underdelen af hende, hvor benene er sprængt af, og man kan se kødklumperne, og hvordan jeg går forvirret rundt og prøver at gøre noget. Men også, imens jeg drømmer, bliver jeg bevidst om, at det, jeg er i gang med at gøre, det er forkert.” Krigsveteranen Lasse Mørch vil fortælle en mere positiv historie om at være udsendt.

I nat dansk tid ringede fredsklokken i Hiroshima på 80-året for atombomben. The New York Times mindes med Wassily Kandinsky, Yves Klein og nedslående fakta: “Den seneste våbenkontroltraktat mellem USA og Rusland udløber om blot seks måneder. Selve princippet om våbenkontrol risikerer at dø med den. Alt dette uden nævneværdig protest: lidt i vores politik, endnu mindre i vores kultur … Boghandlerne og streamingstudierne skyder skylden for vores egen udryddelse over på ydre antagonister: zombieinvasioner, vildfarne asteroider og, senest, dræbende kunstig intelligens.”

“Det er ligegyldigt, om det er sandt eller ej. Det er også ligegyldigt, om nogen rent faktisk stadig bruger X. Republikanerne ved, at det eneste, man skal gøre, er at finde – eller provokere – tilfældige internetkommentarer fra liberale, pakke dem ind til tabloid- og broadcastnyheder og derefter få deres politikere til at pege fingre og grine ad dem. Det eneste, der betyder noget, er, at det føles ægte. Og at man taler om det, de vil have, man skal tale om.” Ryan Broderick gennemgår i sit glimrende nyhedsbrev Garbage Day, hvordan den amerikanske højrefløj orkestrerer samtalen om Sydney Sweeneys jeans.

Eller har det nogensinde været væk? I Danmark, måske, men i New York er spillet overalt i det offentlige rum. Financial Times tager turen gennem byens mange backgammonscener: “Der er så mange mennesker i den her forbandede by, at man er nødt til at holde trafikken nede,” siger manden Poe, da journalisten sætter sig ved hans klapbord, der spærrer vejen. “Hvis folk tror, at de kan tjene en masse penge på at spille backgammon, har de den forkerte tilgang.”

Forestil dig, at du kan lave din egen avisforside med dine favoritnyhedsbreve og -medier (heriblandt Føljeton), plastre dem ind på en samlet forside, og så kun se de tekster, du faktisk gider at læse, uden irriterende algoritmer. Alt det kan du allerede. Lidt som Substack, bare også med alle dem, der ikke udgiver på Substack.

“Hvor blir det av den personlige solidariteten og engasjementet vi viste Charlie Hebdo og Jamal Khashoggi? Norske journalister har mange følgere i sosiale medier. Hvorfor har bare et lite knippe kolleger løftet frem historiene til drepte palestinske kolleger?”, skriver NRK’s korrespondent Yama Wolasmal, der også står bag programmet Yama udfordrer. “Jeg må innrømme at det betimelige spørsmålet til den palestinske kollegaen på Gaza, og den øredøvende stillheten fra den norske journaliststanden – spesielt fra redaktører og kommentatorer – har plaget meg.”

+ Danske journalister og kolleger i mediebranchen kan stadig nå at tilslutte sig den igangværende underskriftindsamling for en bedre dækning af Gaza.

Information har i løbet af sommeren lanceret en veloplagt serie om den tysk-amerikanske tænker Hannah Arendt i anledning af 50-året for hendes død. “Hun kunne stå midt i den grusomste verdenshistorie med sit eget liv og tænke fundamentalt over verdens indretning på samme tid. Helt inde i centrum af samtidens ildebrand og alligevel også helt udenfor, hvorfra hun tegnede det store billede,” skrev chefredaktør Rune Lykkeberg i første artikel i serien. Filosof Anna Cornelia Ploug undersøger i det seneste afsnit, hvordan Arendt lykkedes med at tænke krystalklart i en ellers mudret tid. Det inkluderer en skøn metafor i skikkelsen af en perledykker.

Vold mod kvinder er strukturelt, ikke blot enkeltsager såsom Jeffrey Epstein, Harvey Weinstein og Sean Combs. “En af grundene til, at epidemien af vold mod kvinder er så lidt anerkendt, er, at sager som disse bliver diskuteret individuelt og ofte behandlet som chokerende afvigelser snarere end som en del af et udbredt mønster, der findes på alle niveauer i samfundet. En anden grund er, at det i bogstavelig forstand ikke er nyheder – der er bølger af had og vold mod andre grupper, der kommer og går, men vold mod kvinder er global og vedvarende, en konstant snarere end en begivenhed,” skriver feminist og forfatter Rebecca Solnit skarpt i The Guardian.

Den danske sociolog Nikolaj Schultz, der har skrevet klogt om klima i bøgerne Notat om den nye økologiske klasse (sammen med afdøde stjernefilosof Bruno Latour) og Landsyge, forestiller sig, hvordan Vincent van Gogh ville forholde sig til vores hastigt forandrende verden. Ville malerens yndlingsfarve, gul, for eksempel få en anden – og mere dyster – betydning efter endnu en sommer med hedebølger, skovbrande og farligt tørt græs?

“Den største hindring for klimaindsatsen har aldrig været befolkningens holdninger, langsigtede økonomiske bekymringer eller svigtende diplomati. Selv når deres vælgere går ind for en klimaindsats, har politikerne konsekvent svært ved at levere en meningsfuld klimapolitik. Økonomer har længe argumenteret for, at forebyggelse af klimaforandringer har samlede velfærdsfordele, der opvejer omkostningerne. Og lande har løst andre globale miljøproblemer, som fx ozonhullet og syreregn, gennem internationale aftaler. Den største forhindring har været, at dekarbonisering vil skabe vindere og tabere – og fremtidens tabere har stor magt i lande over hele verden.” Hvorfor klimapolitik fortsat betaler sig på bundlinjen, men særligt én gruppe er god til at overbevise os om det modsatte. I Foreign Affairs.

“Vælgeradfærd kan i dag mindre end nogensinde reduceres til et produkt af klassetilhørsforhold. Men de problemer, som mange vælgere, der i dag stemmer på højrepopulister, har, kan altså bedst løses med venstrefløjspolitik. Af samme grund er det ærgerligt, at venstrefløjen i stigende grad er noget, man befinder sig på, hvis man tilhører den veluddannede øvre middelklasse.” Redaktionschef på Atlas og Føljeton-ven Alexander Rich Henningsen har ladet sig inspirere af et debatindlæg af den afdøde journalist Ulrik Høy.

“Jeg har svært ved ikke at se det ironiske i, at Mette Frederiksen ved Folketingets afslutningsdebat nævner Hannah Arendt.” Ikke så banal kommentar i Dagbladet Information.

Glimrende undersøgende journalistik hos Mongabay: I Brasilien spiser embedsmænd, hospitalspatienter og børnehavebørn tungmetalfyldt hajkød – uden at de selv får det at vide. Blandt andet fordi dem, der står for regeringens indkøbsprogrammer, efterspørger særlige udskæringer snarere end en bestemt type kød. Og fordi der er “fuldstændig mangel på kontrol” over, hvilken fisk der er hvilken: “En gruppe arter, som de burde have ansvaret for at beskytte, køber de på en måde, hvor vi ikke engang ved, om de sælger og giver truede arter til børn. Og hvis du lægger forgiftningsaspektet af det med i puljen – det faktum, at du hver uge giver et forurenet kød til børn – er det superabsurd,” siger Nathalie Gil fra ngo’en Sea Shepherd Brazil.

Plastik er i vores hjerner, brystmælk og “alle led i fødekæden”; det flyder i vandet og blæser i vinden. Med andre ord infiltrerer plastikken, der som bekendt produceres af olie og naturgas, sig i alle afkroge af tilværelsen. Billedrig explainer i The Guardian. Genève, Schweiz, er fra tirsdag og ni dage frem vært for de afsluttende FN-forhandlinger om en juridisk bindende aftale om plastikforurening – en global plastiktraktat.

“Når folk får deres bøger forbudt i dag, siger jeg altid: ‘Vær glad! Den kommer til at stå forrest i boghandlen ved kasseapparatet i afdelingen for forbudte bøger, ikke i homoafdelingen ved siden af true crime ved toilettet’. Censorerne var mine bedste publicister. De var ikke klar over det, men de arbejdede for mig.” The New York Times’ T Magazine taler med filminstruktør John Waters og syv andre kunstnere om, hvordan Trumps forsøg på at forbyde “ord, ideer, bøger og mennesker” påvirker dem.

“At holde sig sådan nogenlunde orienteret om den politiske situation i verden er en pligt, noget, man ikke har ret til at vende ryggen til. Burde det samme ikke gælde for teknologi med den enorme påvirkningskraft, den har?” Karl Ove Knausgård skriver i Harper’s om sit første møde med en edb-maskine i 1984. Han var ikke videre imponeret. Sidenhen har computerteknologien omvæltet og overtaget vores verden, og Knausgård forsøger nu at forstå, hvad det indebærer.

+ Hvis “De” abonnerer på Weekendavisen, kan første del af essayet læses på dansk lige her.

111 internationale humanitære organisationer har i løbet af ugen advaret om alvorlig hungersnød i Gaza. Agence France-Presse har desuden besluttet at evakuere sine freelancejournalister på grund af situationen. “Siden AFP blev grundlagt i august 1944, har vi mistet journalister i konflikter, vi har haft sårede og fanger i vores rækker, men ingen af os har nogen erindring om at have set en medarbejder sulte ihjel,” skriver nyhedsbureauet på X.

+ Siden maj er mere end 1.000 palæstinensere blevet dræbt af israelske styrker, mens de har forsøgt at få adgang til mad og nødhjælp. The Guardian illustrerer det dødbringende system.

“I MAHA [Make America Healthy Again]-verdenen er mælk bedre, når den er rå, oksekødsfedt er sundere end forarbejdede olier, og immunsystemet er stærkest, når det ikke er vaccineret. Denne filosofi, uanset hvor mangelfuld den er, appellerer til de mange amerikanere, der føler, at de er blevet svigtet af de institutioner, der skal beskytte dem. Den giver mulighed for, at det at genvinde sit helbred kan være så enkelt som at afvise videnskaben og vende tilbage til naturen. Og hvad er mere naturligt end solen?” Det er moderne at solbade, men misinformation og den amerikanske højrefløj lurer lige under den solbrændte overflade. The Atlantic undersøger fænomenet.

I Information udfolder forfatter Sabitha Söderholm eminent kærlighedshistorien mellem Amrita Sher-Gil, der i dag ses som en af de mest betydningsfulde malere i Indien, og kunstneren Boris Taslitzky. Det er forbudt kærlighed (hendes forældre brændte deres kærlighedsbreve, skrevet og sendt mellem 1929 og 1931) og ung kærlighed (han beskriver hende i sine memoirer som sin første passionate love). Det er også en kærlighed, der formede deres liv og kunst – også selvom den ikke varede evigt.

Hun er inspireret af komponisten Sergei Prokofiev, jazzsangeren Chet Baker og popdronningen Taylor Swift. Hun er 26 år og fra Island. Hun har sunget med Barbra Streisand. Hun er en sensation på det sociale medie TikTok. Hun hedder Laufey (udtales lay-vay) og har talt med The New York Times (blød betalingsmur) om sit album A Matter of Time, der udkommer i næste måned. Hun lover, at det bliver “lidt mærkeligere og lidt mere surrealistisk”. “Jeg valgte altid det foto, hvor jeg syntes, jeg så bedst ud, og den vokal, hvor jeg lød smukkest. Med dette album tror jeg, jeg var træt af at jagte skønhed,” siger hun til avisen.

+ Indtil da er hendes gamle musik yderst lytteværdig. Her er hun hos NPR’s Tiny Desk sidste år.

++ Og her i selskab med Islands Symfoniorkester.

Sommertid er læsetid, og vi kan ikke få nok gode boganbefalinger. Også når de kommer fra uventet side, såsom fra en fodboldspiller. Héctor Bellerín spiller for den spanske fodboldklub Real Betis by day og læser bøger by night. Han anbefaler blandt andet forfatterne Hermann Hesse og Han Kang. “Litteraturen er blevet noget, der har – og jeg ved godt, det er en kliché – men for mig har den fuldstændig ændret mit liv,” siger han til The Guardian.

I starten af sommeren kunne man i Weekendavisen læse (betalingsmur), at middelklassen har fået sig et nyt statussymbol: Den digitale detox. Afholdenhed fra mobilbrug er på mode, og dumbphonen, altså det, der plejede at hedde en telefon, er tilbage. Hos den amerikanske techjournalist Kyle Chayka, der selv er rimelig telefonafhængig, har denne åbenbart allestedsværende frustration med smartphonen manifesteret sig i, at han har downloadet appen Opal. En såkaldt skærmtidsapp, hvis formål er at holde styr på dit forbrug af underholdningsapps. Opal udøver en slags “blid opdragelse”, som Chayka skriver i sin tech-klumme, der i sidste ende får dig til at føle, at du selv aktivt fravælger tidsspildet. Men vi har alle brug for lidt hjælp. Som Opals direktør siger til New Yorker: “Jeg tror, de fleste mennesker overvurderer deres frie vilje og undervurderer vanedannende produkters magt.”

+ Ovenstående maleri er af den New York-baserede og nulevende kunstner Maria Jimenez, i hvis værker telefonafhængighed ofte spiller en rolle. Se dem her.

“Intet” hedder det første kapitel i den franske historiker Jean-Pierre Filius seneste bog Un Historien à Gaza. Tilbage i 2014 skrev Filiu det, der stadig den dag i dag betegnes som den eneste omfattende moderne historie om Gazastriben, bogen Gaza: A History. Den 19. december 2024 rejste historikeren ind i Gaza i hemmelighed og blev dermed den første og eneste udenlandske forsker, der har været i Gazastriben, som ikke er kommet derind på en israelsk tank. Han rejser rundt i området i en måned, genbesøger ugenkendelige steder, prøver at opspore bekendte. Jacobin har skrevet om den franske historikers værk og om forsøget på at skrive Gazas historie, imens det jævnes med jorden.

“Den 3. juli kaldte Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, de pro-palæstinensiske protester på årets Roskilde Festival for “det forudsigelige intellektuelle sammenbrud blandt Vestens kunstnere og intellektuelle”. […] Weekendavisens chefredaktør insinuerer i sin kommentar, at det ingen konsekvenser har for kunstnere eller intellektuelle, som siger fra over for Israels fremfærd. Tværtimod finder han det forudsigeligt, ja, ligefrem kedsommeligt, når der bliver udtrykt støtte til Palæstina. Har Martin Krasnik levet under en sten de seneste 21 måneder? Hvordan kan han ignorere de mange kunstnere, aktivister og akademikere, som på tværs af Europa og i resten af Vesten er blevet forsøgt censureret, fyret, deporteret og boykottet, blot fordi de har givet udtryk for solidaritet med det palæstinensiske folk?” Godt debatindlæg af Ekko’s Las Dyhrcrone om den borgerlige presses tendens til at kaste med sten i eget glashus.

I en periode over tre år begyndte der at dukke en række mere eller mindre obskure pseudovidenskabelige artikler op. De stillede alle sammen det sensationelle spørgsmål: Hvorfor bliver alt ved med at udvikle sig til krabber? Afsættet var en videnskabelig artikel udgivet i 2017, som påstod, at krabber ikke er ét slags dyr, men i stedet at fem forskellige dyrearter hver især skulle have udviklet sig til krabber. Det greb så meget om sig, at en forsker følte behov for at understrege, at nej, mennesker kan altså ikke udvikle sig til krabber. I Aeon har forskeren Michael Garfield taget fat i fænomenet med begge klør og gennemgår menneskets fascination og frygt for dyret med den hårde skal og det bløde indre.

Det virkelig glimrende Culture Study Podcast stiller det brændende spørgsmål: ‘Hvorfor er Katy Perry så pinlig?‘

“Min idé om, hvad en salat skal være, er nok ret forskellig fra andres,” skriver den britisk-israelske stjernekok Yotam Ottolenghi i en salatorienteret udgave af sit meget anbefalelsesværdige madnyhedsbrev. I en serie på tre dele gennemgår kokken, hvad der gør en god salat. Men har man ikke overskuddet til at læse det hele i sommervarmen, kommer her en personlig favorit.

Tabouleh af perlebyg med marineret feta:

40 gram perlebyg
100 gram feta
1½ spiseske olivenolie
1 teske za’atar
½ teske koriander
¼ teske spidskommen
1 bundt persille
4 forårsløg, finthakket
2 fed hvidløg
40 gram cashewnødder, let ristede
1 grøn peberfrugt, skåret i små tern
½ teske allehånde
2 spiseskefulde citronsaft
½ deciliter olivenolie
Salt og peber

Bland za’ataren med spidskommen, koriander og 1½ spiseske olivenolie, bræk fetaen i stykker og vend det forsigtigt i marinaden. Lad det stå, imens du laver resten af salaten. Hak det, der skal hakkes, af ingredienserne. Bland citronsaft og olivenolie med allehånde til en dressing. (Hvis du ikke har allehånde, overlever du nok, da kan du bare kompensere med de andre krydderier.) Bland det hele sammen og nyd.

Et udmærket interview med den amerikanske model m.m. Emily Ratajkowski i Elle UK. “År for år bliver jeg mere og mere venstreorienteret,” siger hun (sådan kan det gå). Hun afslører også, at hun er “kronisk online” og nævner en artikel af Jia Tolentino i The New Yorker, som hun er stærkt optaget af. “Jeg er så overvældet af verdens tilstand.”

+ Jia Tolentino i The New Yorker: ‘My brain finally broke‘.

From the river to the sea… redaktør Poyâ Pâkzâd fra magasinet Eftertryk forklarer udførligt og tiltrængt, hvor denne parole kommer fra, hvad den betyder i dag, og hvorfor den skræmmer zionister: “Frygten er, at araberne vil gøre mod dem, hvad jøderne har gjort mod araberne: fordrive dem med magt og vold.” Og det er så i Politiken.

Mens Emily Ratajkowski indtager forsiden af Elle UK, snupper Dua Lipa Vogue UK. Den britiske sanger og sangskriver med de kosovoalbanske rødder fylder 30 til august, så der er noget at tænke over. I interviewet taler hun lidt om sin kæreste, men heldigvis meget mere om andre ting. Og Patti Smith udtaler sig om hende: “Hvis du valgte hende som en slags rollemodel, ville hun ikke føre dig på afveje.” Flotte ord fra et andet forbillede.

Hvad er en weekend uden et Søren Ulrik Thomsen-interview? Information har talt med digteren om psykoanalysen, og der er mange gode citater. Vi kan jo tage det her: “Jeg må sige, at jeg er chokeret over, at psykoanalysen er marginaliseret så meget, som den er i dag. Jeg synes, det er et historisk hukommelsestab uden lige.”

I betragtning af hvor imbecilt de konservative parti i Storbritannien har fremstået de seneste ti år, virker Rory Stewart påfaldende intelligent. Han er tidligere tory-minister og har i nogle år drevet den populære politiske podcast The Rest is Politics sammen med Alistair Campbell, Tony Blairs gamle spindoktor. Nu har Stewart lavet en virkelig god podcastserie i seks afsnit på BBC om uvidenhed, som man kunne ønske sig, at nogle af vores toneangivende politikere gad lytte til.

Så er der lidt til arkitekterne og de finlandofile. Det er Monocle, der har en artikel om flere lækre sommerhuse i landsbyen Vähä-Kiljava 50 kilometer nord for Helsinki. Vi møder bl.a. en arkitekt ved navn Pia Ilonen, hvis arkitektforældre Pirkko og Arvi byggede et flot hus deroppe i 1970’erne. Alvar Aalto bliver også nævnt, og folk går i den kommunale sauna. “Det er den perfekte kombination af isolation og samvær,” er der en, der siger. “Der er et samfund, men ingen kommer og banker uanmeldt på din dør.” Perfekt.

“Vi ved selv, hvem vi er, og vi kan ikke se, hvordan det gavner vores sag at åbne op og få mediedækning i Danmark. Så hvorfor spilde tid på det? … Det nytter alligevel ikke noget. EU og borgerne i EU kommer alligevel ikke til at gøre noget for at hjælpe vores sag i Serbien. Der er ingen grund til at oplyse europæerne om, hvor slem Vucic er. Det burde de allerede vide.” Reportage fra Serbiens studenteroprør, der har varet i flere måneder. Her på Beograds universitet, hvor Dagbladet Information ikke er velkomne.

Svampe er andet end bare en madingrediens eller nogle timers trip. De er “mystiske, allestedsnærværende, ældgamle og snedige. De udfører noget af planetens mest ydmyge arbejde lige så flittigt, som de udfører det, vi betragter som det mest ophøjede: fra nedbrydning og forrådnelse til at styrke vores afgrøder og hjælpe os med at hele psykiske sår.” Tema om den fascinerende fungiverden i Orion Magazine.

“Der hvor der er et potentiale, og hvor det samtidig er teknisk realistisk og inden for en rimelig økonomi, er noget af det, hvor man modificerer skyerne, så de reflekterer mere sollys, og det køler klimaet.” Fascinerende og ikke så utopisk drømmeri i Lars Trier Mogensens podcast Guld og grønne skove. Her er det Jens Olaf Pepke Pedersen, der forsker i partikler ved DTU Space.

Selvfølgelig er det ikke et tilfælde, at du aldrig kan få fat på biludlejeren eller flyselskabet, når du vil klage. At din mail er endt i spam, at de sikkert ikke engang har et telefonnummer, og at du, hvis de har, først kan ringe på fredag, for så at sidde i kø i flere timer og blive spist af med, at du må tage sagen videre til domstolene. “Det viser sig, at der er et ord for det … Sludge,” skriver The Atlantic om den altid utilgængelige kundeservice, som helt overlagt trækker korrespondancen ud i uendelighed, eller ja, bare aldrig svarer. “Da jeg begyndte at tale med folk om deres sludge-historier, lagde jeg mærke til, at næsten alle sluttede på samme måde – med et træt, nedslidt Fuck it. Da de så, hvor uansvarligt systemet var, betalte de den fejlagtige lægeregning eller opgav at anfægte bøden.” Det er lige præcis det, firmaerne håber, du gør.

Forfatter Zadie Smith har skrevet en lille novelle i The New Yorker, inspireret af den amerikanske digter og aktivist Grace Paley. “Det er måske lidt perverst at skrive en historie, der hedder ‘The Silence’ som en hyldest til en af de mest snakkesalige forfattere på blokken”.

+ Genhør Zadie Smiths fænomenale optræden i Ezra Kleins podcast.

“BBC droppede Doctors Under Attack på grund af risikoen for, at den skabte ‘en opfattelse af partiskhed’. Det er dog svært at få den påstand til at stemme overens med den film, der er blevet vist på Channel 4. Man har hele tiden forsøgt at få en forklaring fra IDF. Begivenhederne den 7. oktober 2023 vises her lige så grafisk som optagelserne af sårede palæstinensiske børn,” skriver The Guardian om filmen Doctors Under Attack, der viser hvordan Israels militær “systematisk” angriber palæstinensiske læger på samtlige af Gazas hospitaler. BBC ville ikke vise den, men det vil den britiske tv-kanal Channel 4 altså gerne. Og har lagt den frit tilgængeligt her, gratis og for hele verden.