Man fristes til at sige, at du mister hjerneceller, hver gang du bruger ChatGPT. Men virkeligheden er næsten lige så slem: Hjernescanninger viser, at både hukommelsen og evnen til at generere idéer helt fysiologisk sløves.

Da Steven Spielbergs sommerspektakel Dødens gab udkom for 50 år siden, blev det lidt mere uhyggeligt at begive sig ud i bølgen blå. Det legendariske plot om en gigantisk og blodtørstig haj er, som The New York Times grundigt illustrerer, blevet skabelon for utallige film i de efterfølgende årtier.

+ Spielberg selv er forresten ked af, hvordan filmen har formet vores opfattelse af hajer. Så det skal ikke hedde sig, at Føljeton spreder haj-propaganda. Vi minder om, at mennesker slagter op mod 100 millioner hajer om året (med vilje og til skade for økosystemet), hvorimod hajer dræber ca. seks mennesker årligt (formentlig ikke altid med vilje).

“Det her med udvisning af kriminelle udlændinge er altså en diskussion, vi har haft i 15-20 år her i landet. Men det er faktisk overraskende for mig, at det her initiativ med Meloni og Mette Frederiksen og det her nye pres på området kommer nu. Fordi alle, der har lidt indsigt i de her sager om udvisning af kriminelle udlændinge, ved, at det nok aldrig har været nemmere i forhold til menneskerettighederne at udvise kriminelle udlændinge, end det er i dag. Fordi Menneskerettighedsdomstolen faktisk har justeret sin praksis over de sidste ti år, så det er blevet nemmere for staterne at udvise de hårdt kriminelle”. Professor i forfatningsret Jens Elo Rytter om Mette Frederiksens kamp mod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Den britiske kunstner Jenny Saville maler store malerier af kvinder, som “de fleste kvinder ser sig selv”, siger hun til The New Yorker. “Jeg prøver at indfange deres identitet, deres hud, deres hår, deres varme, deres utæthed”. Magasinet har talt med Saville i anledning af hendes nye udstilling på Albertina-museet i Wien. Hun kommer vidt omkring i interviewet, og hvis man absolut ikke har tid til at læse et longread, bør man ikke snyde sig selv for at kigge på billederne og lade dem tale for sig selv.

“To tilståelser. For det første, ja, jeg taler med sten, privat og uden omsvøb. Og for det andet har jeg favoritter – men det har jeg det skidt med.” Geologen Marcia Bjornerud skriver begejstret og medrivende om alskens sten, allermest om den mørkerøde pyrop, “et af de vigtigste mineraler på jorden”.

Vi er vel ikke farvede, hvis vi siger, at Føljetons stifter og journalist Lars Trier Mogensen er et af Danmarks skarpeste hoveder, hvilket vi jævnligt har glæde af både i nyhedsbrev og ved frokostbordet. Det kommer derfor heller ikke som nogen overraskelse for os, at det var helt tilfældigt, at han trak ordet ‘klovnebus’ om Moderaterne op af hatten – og at det skulle ramme så præcist, at selv Lars Løkke Rasmussen er endt med at bruge det om sit parti i et freudian slip. Sjovt lille interview med Lars i Journalisten.

Den britiske instruktør Adam Curtis’ dokumentarserie Shifty havde i sidste uge premiere på BBC. Vi har ikke set den endnu, men det lyder godt: “Det er en sjælden rent britisk fokuseret dissektion af nyere historie, bygget op omkring ideen om, at den voksende atomisering af samfundet har indvarslet en tidsalder, hvor konceptet om en fælles virkelighed, som vi alle kan stole på, er opløst … Tilbagegangen begyndte, som så mange af dem synes at have gjort, med Margaret Thatcher,” skriver The Guardian. I fredagens friske udgave af avisens podcast Today in Focus forklarer Curtis selv.

“Jeg siger ikke, at kristendom er hekseri. Jeg siger, at kristendommen og stort set alle religioner er et udtryk for magiens love. Intet undslipper magiens love, punktum. Der er ikke noget, du kan gøre eller sige, der får dig til at føle dig så adskilt fra lovene om, hvordan det her lort fungerer. Det er nok derfor, jeg respekterer alles praksis, fordi jeg tror på, at det hele er virkeligt. Alt, hvad du lægger energi, intention og opmærksomhed i med konsekvens og hengivenhed, vil 100 procent materialisere sig. Jeg er skide ligeglad med, om det er et kosteskaft.” Mens folk på internettet er uenige om, hvorvidt sangerinden SZA er kristen eller muslim, giver hun et form for svar i det nyeste nummer af Interview Magazine. Der bliver bandet en del.

“Jeg mener, at kampen for at inkludere underrepræsenterede stemmer i kunstverdenen er vundet. Den plads er givet. Man kan godt mene, at det er en god ting, og at de skal have den plads for evigt. Det er fint med mig. Altså, hold bare hvide mennesker ude af gallerierne, jeg er ligeglad, jeg er ikke hvid. Det kommer jeg ikke til at ligge søvnløs over. Men jeg synes, det er frustrerende, at man prøver at præsentere det, som om det er en enormt presserende problemstilling, som det er modigt og radikalt at forholde sig til.” Interview med den britiske kunstkritiker Dean Kissick i Kunstkritikk.

“Det er en meget nyttig lille fyr,” skrev Abraham Lincoln åbenbart engang. Nu om dage er det lille ; langsomt ved at uddø i engelsksproget litteratur; mon ikke også det samme gør sig gældende på dansk.

“Mark Zuckerberg, milliardæren og grundlæggeren af verdens største sociale medievirksomhed, Meta, havde tilmeldt sig sin første officielle jiujitsu-turnering under sit for- og mellemnavn. Han havde forberedt sig på det her øjeblik, siden han begyndte at dyrke kampsport under pandemiens nedlukninger. I årene siden havde han trænet hårdt og hyret berømte instruktører til at komme til hans Palo Alto-villa og hans anlæg på Hawaii og træne hver dag. Nu var han klar til at vise resultaterne frem.” Financial Times om Zucks udvikling til ‘Maga Mark’, som hans kollegaer er begyndt at kalde ham. Avisen har interviewet “omkring 45 personer”, der kender eller har arbejdet sammen med ham. De forklarer, at vi “er vidne til en midtvejskrise i stil med Revenge of the Nerds”. På Føljeton elsker vi ellers nørder.

Det er på tide, at alvoren af menneskerettighedsovertrædelserne i Gaza endelig er ved at gå op for modeblade som ELLE. Her er det magasinets italienske udgave, der interviewer FN’s specialrapportør Francesca Albanese om bombede fertilitetsklinikker og mangel på vand og bind. Albanese er som altid skarp: “Personlig hygiejne er et afgørende spørgsmål, ikke kun for teenagepiger, men for alle kvinder, især palæstinensiske kvinder, som selv i fattigdom altid passer godt på sig selv. Det er en dramatisk situation, som vi aldrig tænker på, og det siger mere om vores elendighed end om deres.”

“Vandet omkring os er i en elendig forfatning. Bunden er sort og sumpet, og fedtemøget stortrives, der hvor vi for få år siden havde en Blå Flag-strand. Og sådan er det stort set hele kysten rundtom på øen. Ålegræs, kvalt af algevækst, skyller dagligt i land og ligger som en rådnende bræmme omkring os. Det kræver en vis tilvænning at hoppe i vandet her. Jeg kender øen gennem mere end 35 år og flyttede hertil permanent for ti år siden. Men jeg kan slet ikke kende det billede, jeg førhen havde af øen
Jeg bor i Danmarks hårdest opdyrkede kommune, Lolland Kommune. Det er også det sted i landet, hvor der sprøjtes flittigst med pesticider.” Brev fra en fejbatting i Politiken – med ret god timing, må man bare sige.

“Da den forventede levealder var i 30’erne, var der større sandsynlighed for at dø i 70’erne end i 30’erne.” Professor Jennifer Beam Dowd slår hul på en lille matematisk misforståelse, hun er begyndt at se allevegne: At der var engang, hvor ingen blev gamle eller i hvert fald levede længere end til 35. “Hver gang nogen nævner dette ‘faktum’, mister en demograf et stykke af sin sjæl.”

Brug 30 minutter af dit liv på at tale med en fremmed, og se så, hvordan dit humør ændrer sig.

“Jeg har aldrig følt mig så fremmedgjort, som jeg har gjort de seneste 20 måneder. Det er gået op for mig, at jeg før men især efter udgivelsen af bogen Palæstinenseren ubevidst har påtaget mig en rolle til oplæg og oplæsninger, jeg har det svært med, og som jeg oplever som nedværdigende. Og på det seneste har jeg tænkt meget over, hvor det kommer fra. Det mest smertefulde de seneste 20 måneder har været det, som den franske professor Didier Fassin kalder synliggørelsen af ‘uligheden mellem liv’. At visse liv er mere værd end andre. At palæstinensiske liv er mindre værd. Jeg har derfor gang på gang taget mig selv i at forsøge at humanisere Gaza, at humanisere palæstinenserne.” Dansk-palæstinensiske Tarek Omar i et stærkt opslag.

“Den israelske kampagnes omfang ville ikke være mulig uden den konstante forsyning af amerikanske våben … Biden-administrationen beskyttede også konsekvent Israel ved at nedlægge veto mod fire resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd, der krævede våbenhvile. Mere generelt har de to lande lagt det juridiske grundlag for det, vi ser i Gaza.” New York Magazine om, hvordan Israel ‘ødelagde … grundlaget for folkeretten‘.

“Hun ville være blevet forarget over, at de her noter er blevet til en ‘bog’, og det er fordi, de ikke er en bog, ikke engang tilnærmelsesvist. Det er intime notater, som hun skrev for at holde sin mand orienteret om en medicinsk situation, der var under udvikling. Selv en gennemsnitlig kvalitetskontrolfreak (og Didion var over gennemsnittet her) ville ikke ønske, at splinterne af deres spredte bekymringer og tanker blev udstillet på den her måde. Ideen om, at forfattere skal gå rundt og ødelægge noter og manuskripter, som de ikke har tænkt sig at udgive, bliver kun fremført af folk, som ikke er forfattere.” Lidt mere kritik af den posthume Notes to John-udgivelse af Didions private skriverier hos London Review of Books.

Dagbladet Information har talt med adjunkt Christine Crone fra Institut for Mellemøststudier på Københavns Universitet, som har forsket i, hvordan danske medier dækker krigen i Gaza. Crone siger det meget klart: “De etablerede medier skal være med til at sikre, at den danske befolkning ikke kan sige, at det vidste vi ikke.” Og det er jo ikke ligefrem den følelse, man får, vel? Bortset fra det er der i øvrigt noget klamt og smagløst over de internationale billedbureauers praksis med at sætte en ‘Editors choice’-mærkat på pressefotos, de finder særligt æstetiske, når billederne er fra krigszoner. Nærværende billede bærer sådan en mærkat.

+ Et udmærket lille debatindlæg i Berlingske af iranskfødte Sally Khallash: ‘Er Israel det land, vi håbede på?‘

“Jeg siger ikke, at telefoner er det samme som heroin,” udtaler en psykiater ved navn Dr. Kalk til Financial Times i denne artikel om smartphone-afhængighed og om, hvordan man slipper af med den. Spoiler: Der er en app, som kan hjælpe dig.

Astrofysikeren Albert Sneppen, der for nogle år siden blev kendt for at være meget ung og have hovedet skruet usædvanligt godt på, har en fin kommentar i Politiken (blød betalingsmur). Her forklarer han, hvad forsvarsoprustningen egentlig betyder, når man taler om 5 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt. “Fra 1,3 pct. til 2 pct. til 3 pct. – til nu tilsyneladende 5 pct. skal bruges på militæret. Tælleren stiger, men over for en nævner, som sjældent er forklaret. For det er nemlig ikke 5 pct. af statens budget. Det er 5 pct. af al økonomisk aktivitet og handling i Danmark.”

Selvfølgelig er det ikke sejt at ryge, men altså, det ser jo sejt ud. Hvilket måske kan forklare, hvorfor smøgerne pludselig er tilbage på skærmen og atter ses mellem fingrene på diverse popstjerner, efter de ellers har været forvist i flere år. Ja, eller også er det bare alles yndlings-brat, som bærer ansvaret: “Både Lorde og Rae har arbejdet sammen med den sanger, som Oviatt krediterer for rygningens genopblussen: Charli XCX, Brat Summer-pioneren, som er en stolt ryger. Hun modtog endda engang en cigaretbuket i fødselsdagsgave fra Rosalía, en anden prominent ryger.” Det er New York Times, der lugter røg.

Kan man læse Brian Wilsons tekster, som man kan læse Goethe? Måske er det liige at strække den, men der er da nogle oplagte paralleller: Mens Goethe skrev sin definitive roman om ulykkelig kærlighed, Den unge Werthers lidelser, da han var 24 år, indspillede The Beach Boys den ultimative ulykkelig kærligheds-plade Pet Sounds, da Wilson var – du gættede det – 24. Hvilket har fået seniorredaktør Hans Henrik Schwab til sprogligt nørdet at dissekere pladens lyriske univers, lidt som var det den tyske mester, der var på spil: “Wilson var en ægte romantiker, der hellere besang den kærlighed, der vil komme (futurum) og den, der var (præteritum). Og sang han endelig om den kærlighed, der er (præsens), var det ofte ledsaget af frygten for at miste, hvis nu … (konjunktiv).”

“Da jeg blev ældre og fik en mere moden forståelse af, hvad litteratur er, begyndte priserne at virke stadig mere bizarre og til sidst nærmest pinlige. Litteratur er ikke rigtig som sport. Den kommer fra folks sjæl og taler til folks højeste sandheder. At uddele en pris for romaner er lidt som en præst, der tager søndagsbekendelser fra hele menigheden og derefter uddeler priser til de bedste.” Godt essay i Persuasion om, hvorfor litterære priser i bund og grund er latterlige – hvis ikke ligefrem skadelige for forfatterne.

Måske har du også undret dig over det: Hvorfor står fædre altid op og ser tv? Netop det har komiker Josh Gondelman sat sig for at undersøge, og det er der kommet en ret sjov tekst ud af i GQ. Ja, faktisk udvikler Gondelman en hel taksonomi over far-typer: “En betydelig subkategori af De Stående Fædre er De Uforpligtende Fædre. Det er de fædre, der altid står i døråbningen eller et andet overgangsrum med fødderne en skulderbredde fra hinanden ligesom tennisspillere og armene krydsede som livvagter. De ser altid ud til (og fremstiller sig selv som) at være på vej til at forlade rummet. De Uforpligtende Fædre nægter at indrømme, at de ser det, der er i fjernsynet, også selvom de står fuldkommen stille og er optaget af skærmen (i nogle rapporterede tilfælde) i en hel spillefilms længde.”

“Hvorfor ikke modernisere værnepligten? Giv unge mulighed for at vælge mellem at tjene landet med våben eller at tjene planeten. Det kunne være gennem at plante skov, genskabe natur eller hjælpe med klimatilpasning. En slags planetær værnepligt. Vi kunne endda gå et skridt videre og tilbyde unge et alternativ til konfirmationsforberedelse – en naturfirmation.” Det er Tænketanken Frej, der skriver.

Silicon Valley er fyldt med unge mennesker, som er droppet ud af deres prestigiøse Ivy League-uddannelser for i stedet at lave en eller anden app-løsning, der påstår at kunne redde verden. Meget berømt stoppede Mark Zuckerberg eksempelvis på Harvard for i stedet at gå all-in på Facebook. Som Business Insider kan fortælle, har uddannelsesskepsissen dog tilsyneladende nået nye højder blandt unge mandlige techbros. Eksempelvis opfordrer Peter Thiel-overvågningsvirksomheden Palantir håbefulde 18-årige til at “springe over indoktrinationen” fra universiteterne og i stedet… blive indoktrineret direkte via Palantirs praktikprogrammer. Ej hvor smart.

Det er Dagbladet Informations filmredaktør Christian Monggaard, som har fundet på overskriften her, men den er præcis. Det er, hvad han var, Fassbinder-, Hitchcock-, Pasolini-, Willie Nelson- og flere-elskeren Christian Braad Thomsen, der døde forleden, 84 år gammel: en bidsk forsvarer. “Han var en sten i skoen på filmetablissementet og på ingen måder interesseret i at gøre nogen glade bare for at gøre det nemmere for sig selv.” Fin nekrolog af Monggaard.

+ Læs også Oliver Stillings interview med Christian Braad Thomsen på Bo-Bi Bar fra 1998: ‘Et ensomt sted‘.

På elegant vis gør The Atlantic ikke et større nummer ud af, hvorfor de trykker den her historie netop nu. Det kan man selv få lov at gætte sig til: “Hitler mødtes med sine løjtnanter for at lægge en strategi for Bayern. Stormtropper ville iscenesætte offentlige uroligheder og udløse en reaktion i henhold til paragraf to i artikel 48, hvilket gjorde det muligt for Hitler at suspendere Held-regeringen og indsætte en rigsguvernør i stedet … Bavaria Watch mobiliserede sig ikke. Prins Rupprecht greb ikke ind.”

Tåregassen og gummikuglerne flyder fortsat frit i USA, særligt med politiets hårdhændede håndtering af demonstranter i Los Angeles. Så meget desto bedre grund til at huske, at de “ikke-dødbringende” våben faktisk også kan være dødbringende, hvis ikke bare dybt invaliderende. Wired opsummerer: “’De er ikke mindre dødelige, hvis de bruges på en dødelig måde,’ siger Haar, der også er adjungeret professor i epidemiologi ved UC Berkeley. […] En undersøgelse fra 2017 foretaget af Haar og hendes kolleger viste, at omkring 3 procent af de personer, der blev ramt af gummikugler, døde af de påførte skader, mens 15 procent af de 1.984 undersøgte personer fik varige skader.”

Fascisme er efterhånden blevet et så vagt og udvandet begreb, at det kan være svært at smide diktatorkortet med helt samme pondus, som man kunne dengang, autokrater hed ting som “Mussolini” snarere end “Trump”. Og måske er det, vi ser i dag, faktisk slet ikke fascisme – men postfascisme? Journal of the History of Ideas undersøger sagen: “Nutidens postfascisme er en rhizomatisk konstruktion. Den har ingen organiserede paramilitære styrker, opbygger ingen velfærdsstat for de undersåtter, der anses for etnisk ønskelige, og er mere kommerciel end sine forgængere.”

+ London Review of Books: Er det her fascisme?

EnergyTown er et uskyldigt udseende undervisningsspil, hvor man skal forsøge at bygge en by, der vil være bæredygtig frem mod 2050. Opsigtsvækkende nok promoverer spillet imidlertid fossile brændstoffer som en fremtidens energiløsning. Og endnu mere opsigtsvækkende er EnergyTown finansieret af det norske olieselskab Equinor. Man kunne kalde det en hyggeligt-kikset PR-manøvre. Men man kunne også kalde det indirekte lobbyisme rettet mod børn. Danwatch har den spegede historie.

“Problemet for historikere er dobbelt: På den ene side genererer berømtheder, kunstnere, direktører og ledere af sociale bevægelser flere personlige optegnelser end nogensinde før, hvilket betyder, at en heldig forsker måske har adgang til en offentlig persons fulde harddisk, men vil have svært ved at fortolke indholdet. På den anden side risikerer historikere at miste adgangen til den type intime materiale, der afslører mest – en mulighed, der har fået nogle prognosemagere til at forudsige en kommende ‘digital mørkealder’.” The Atlantic skriver om arkivkunst i vores digitale tidsalder.

“USA blev født i krig og har ført krig af den ene eller den anden slags hvert eneste år af sin levetid. Silicon Valley ved, at krig er godt for business. Og mange af dets mest magtfulde personer vil have os til at stoppe med at bekymre os om frivoliteter som etik eller økologi og i stedet elske bomben.” God tekst af professor i international politik Laleh Khalil i London Review of Books. Hun nævner techvirksomheden Palantir 19 gange.

Vi gør det ikke så meget i anbefalinger af ikke engelsksprogede artikler i udenlandske medier. Jo, norske og svenske sager henviser vi rask til. Men hvad med tyske? Sjældent. Men der sidder jo læsere derude, som enten er decideret germanofile eller blot taler et udmærket tysk og sagtens kan gøre sig forståelige i Hamburg og Baden-Baden, og hvor de ellers ferierer. Den her er til dig – Deutschlandfunk leverer her et glimrende portræt af den amerikanske techmilliardær og konservative libertarianer Peter Thiel, som er “der Strippenzieher hinter dem kulturellen Rechtsruck in den USA”. Giver det mening?

Føljetons forhenværende chefredaktør Andreas Kønig sidder i dag i et storrumskontor ovre på Politiken. En skæbne, som for nogle er værre end døden. I denne klumme skriver han om, hvordan de ekstroverte har “vundet diskursen om, hvad det gode liv er”, og undervejs får han elegant hevet både Sarte og Foucault ind i billedet. Ak ja.