“Serien ACOTAR handler fx om et kærlighedsforhold mellem en 19-årig kvinde og en fe-herre, der er omkring 500 år gammel (måske den alder, hvor en mands følelsesmæssige modenhed er på sit højeste). Handlingen udspiller sig i en tidløs verden, hvor hovedpersonerne stort set sender hinanden seksuelle beskeder hele dagen via en magisk telepatisk forbindelse […] En telepatisk forbindelse, hvor begge parters tanker og følelser er kendt og accepteret uden besværet med at finde de rigtige ord eller emojis, ville helt sikkert lindre nogle af bekymringerne ved moderne dating.” The Wall Street Journal skriver om litteraturens hotteste nye trend: Romantasy.

Novo Nordisk Fonden, der har den alt for magtfulde, aldrende atomenergi-entusiast Lars Rebien Sørensen som bestyrelsesformand, kaster af samme grund millioner og atter million efter atomforskning, selv om eksperterne siger, at det er for dyrt og frem for alt for langsomt til at redde planeten fra temperaturstigningerne. Men Novo Nordisk giver også lidt småpenge til en serie klimaartikler i Information – rigtig gode artikler skrevet af journalist William Sass. Her er en af dem: ‘Klimakrisen kræver akut handling – men også fremtidsdrømme og utopier‘.

Den tyske supermodefotograf Juergen Teller er blevet 61 år, men podcasten Art Talks to britiske værter Robert Diament og Russell Tovey formår at få ham til at fortælle om sit fotografliv, som var han en lille dreng. Touren i Tyskland med Nirvana før Smells like Teen Spirit udkom; den dag i kvindefængsel med pave Frans; da han fotograferede coveret til Sinead O’Connors single “Nothing Compares 2 U”; modemagasinerne, der fløj ham til New York i Concorde; billederne af Kate Moss osv. Men det hele er ret ydmygt. Link til Instagram-opslaget. Link til Apple Podcasts. Link til Spotify.

Det er, som om man ikke taler så meget om det længere, men Kina har altså stadig koncentrationslejre for uighur-minoriteterne i Xinjiang-provinsen. Og selvom europæisk og amerikansk lovgivning har forsøgt at dæmme op for handel med varer, der er blevet fremstillet via lejrene, har den kinesiske regering fundet et oplagt smuthul: I stedet at tvangsflytte uighurerne til fabrikker uden for Xinjiang. Fabrikker, som vel at mærke leverer varer til globale brands. The New York Times, Bureau of Investigative Journalism og Der Spiegel har en større afsløring af, hvordan det foregår.

Det er ikke kun boligpriserne, der er stukket af i København, men også selve det klimaaftryk, byudviklingen giver. Ifølge en ny undersøgelse svarer alene opførelsen af Århusgadekvarteret i Nordhavn eksempelvis “til 23 procent af Danmarks samlede tilladte CO2-forbrug for boliger på et år, hvis Danmark skal nå Parisaftalens klimamål”, sådan som Videnskab.dk formulerer det. Så er der alligevel lang vej igen.

Og langt flere, end det hidtil har været kendt. Selvom han nægter det over for Trump, er det, hvad The New York Times svimlende kan opsummere fra samtaler med hans nærmeste omgangskreds: “Han fortalte folk, at han tog så meget ketamin, et kraftigt bedøvelsesmiddel, at det påvirkede hans blære, hvilket er en kendt effekt af kronisk brug. Han tog ecstasy og psykedeliske svampe. Og han rejste med en daglig medicinkasse, der indeholdt omkring 20 piller, herunder nogle med mærker af det stimulerende middel Adderall, ifølge et foto af kassen og folk, der har set den.” Herre Jemini. Trods den lidt sjove timing er vi kun glade for, at han er ude af DOGE.

“Så simpelt er det, når det kommer til disse spørgsmål om kunst kontra kunstner: Kan du lytte til musikken uden at høre spøgelser i den?” Det engang så hyldede og Pitchfork-omfavnede indie-band Arcade Fire er tilbage med en ny plade kaldet Pink Elephant. Ikke nok med at den er pænt dårlig, så kommer den også i kølvandet på MeToo-anklager mod frontmand Win Butler. Hvilket har fået Jill Mapes, musikjournalist og medstifter af det stadig relativt nye medie Hearing Things, til at tumle med et oplagt spørgsmål: Hvordan skal man forstå bandet i dag, hvis man engang har været Arcade Fire-superfan – og kan man ignorere elefanten i rummet?

Demokraterne har mildest talt været i vildrede efter Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg sidste år. En af de debatter, der går igen, er, hvordan partiet nødvendigvis må finde sit eget svar på Joe Rogan (altså, Bill Burr er lige der). Som The New Republic opridser, vil det dog næppe løse noget, hvis man kaster penge efter en budbringer, uden først at vide, hvad det demokratiske budskab skal være.

Hvis du frekventerer LinkedIn, vil du nok også være stødt på en særlig form for anekdotefyldt opslag, der til forveksling kunne ligne et meget dårligt digt (eller en tale af Mette Frederiksen). Broetry, kan man (åbenbart) også kalde det. Og spørger man Carina Rampelt – der beskriver sig selv som en “Oxford-uddannet litteraturaficionado turned B2B-skribent” – er der meget at sige om den særegne genre: “Broetry er dårlig skrivekunst i enhver forstand. Den er fuld af klichéer, grove generaliseringer, unødvendige linjeskift og pseudodybde. […] Alligevel er det mærkeligt nok effektivt – når jeg scroller forbi et indlæg på LinkedIn, klikker jeg ofte ubevidst på ‘se mere’.”

“I sidste uge bragte Bloomberg en profil af Microsofts adm. direktør Satya Nadella, hvor det blev afsløret, at han enten er en løgner eller en særlig form for idiot“, lyder indledningen til et af de seneste nyhedsbreve fra den evigt techkritiske Ed Zitron. Herfra kaster han sig så ud i en indigneret tour de force om ikke bare, hvordan Nadellas brug af KI er idiotisk, men også om hvordan neoliberale forretningslogikker har fjernet al sund fornuft fra techverdenen: “Incitamenterne bag stort set alt, hvad vi gør, er blevet ødelagt af årtier med neoliberal tænkning, hvor ideen om en virksomhed – en enhed oprettet for at gøre noget i bytte for penge – er blevet tømt for al mening ud over den fortsatte dominans og udnyttelse af alt omkring den.”

Det her kommer direkte fra den schweiziske turistindustri, så selvfølgelig er det også bare et PR-stunt, der primært skal skabe buzz. Men alligevel: Verden har brug for mange flere bi-hoteller.

“Med udvinding og produktion af olie og gas skader og dræber TotalEnergies – med åbne øjne og fuldt overlæg – mennesker, dyr og planter. Det er handlinger, som i alle andre sammenhænge betragtes som dybt kriminelle og strafbare. Hvorfor gælder det ikke for TotalEnergies?” Godt lille indspark fra civilingeniør Jan Vejnaa Hansen i Klimamonitor.

Esther Michelsen Kjeldahl og Ariel Storm Lokzinsky – henholdsvis medstifter af Fossilfri Fremtid og engagementsleder i Klimabevægelsen – har skrevet en bog om, hvordan reklamebranchen saboterer klimakampen, og ikke mindst hvad vi kan gøre ved det. Duoen var med i Lars Trier Mogensens klimaøkonomiske radioshow Guld og Grønne Skove og gjorde det godt. Spol frem til 29:45. Læs mere om bogen Reklamemagt hos forlaget Økotopia.

“Lad mig begynde med en gennemgang af faktaboksen og dernæst slå koldt vand i blodet, inden jeg slutter af med at blive hysterisk.” Politiken har trykt en faktaboks om den prisvindende forfatter Harald Voetmann, der var spækket med fejlagtige oplysninger, fordi avisen havde overladt opgaven til kunstig intelligens, der ‘hallucinerede’. Forfatteren og oversætteren Hans Peter Madsen har skrevet et glimrende læserbrev til det gamle, dumme dagblad.

“Første gang, jeg så en computer, var i 1984.” Måske ikke den mest fantastiske første sætning i et essay om at finde mystikken i den digitale tidsalder. Og dog? Det er Karl Ove Knausgård, der folder sig ud, og det er i Harper’s Magazine. Karl Ove skuffer aldrig helt.

Journalisten Layal Freije er en dygtig vært på to af Radio4’s udsendelser, Gaza FM og Det Lykkelige Arabien. I sidstnævnte har hun besøg af mellemøsteksperten og Iran-eksperten Rasmus Christian Elling, og i samtalen zoomer de ind på den gamle persiske digter Ghias-aldin Omar ben Ebrahim Khayyám Neyshapoori – i folkemunde Omar Khayyám. Elling har i selskab med digteren Peter Laugesen oversat en række af Khayyáms digte til dansk. De udkom på forlaget Bangsbohave tidligere i år under titlen 33 digte. Vidunderligt.

“Da Ida Nicolaisen skulle i retten, meddelte hun sin advokat, at hun ville påkalde sig nødret. Hun ville i retten argumentere for, at hendes civile ulydighed burde være straffri. Ifølge Ida Nicolaisen selv rystede advokaten på hovedet, så hun besluttede sig for at repræsentere sig selv i retssalen … Til Ida Nicolaisens store overraskelse fandt byretsdommeren, at ‘alle betingelserne’ for at påkalde sig nødret var opfyldt i to ud af de 11 forhold, hun var tiltalt for. Nemlig hendes handlinger på Københavns Rådhus og da hun satte sig op ad hegnet foran træet på Amagerfælled.” Interview i Dagbladet Information om en ny dom ved Københavns Byret, der fastslår, at loven kan brydes af hensyn til miljøet. Hvis da ikke sagen bliver omgjort ved landsretten.

Solvej Balles fænomenale septologi Om udregning af omfang er begyndt at udkomme på engelsk som On the Calculation of Volume. Her er Balle gæst i London Review of Books’ Bookshop podcast, hvor hun fortæller, at hendes største problem, da hun begyndte at selvudgive serien, var, om hun skulle trykke dem i 500 eller 600 eksemplarer. Hun undrer sig også over, hvem alle de mennesker, der er mødt op som publikum, er. Sjovt at høre hende fortælle om bøgerne på engelsk.

“Det er aldrig for sent at redde liv. Og aldrig for tidligt at give børn i Gaza håb om en bedre fremtid. Mette – du tog til Kyjiv i november 2024. Du stod ved sengen på et børnehospital hos en såret ukrainsk pige. Du græd. Du tog hendes hånd. Du kaldte det grusomt. Du viste medmenneskelighed. Du viste dig som leder. Gør det samme nu! Tag til Gaza. Eller stil dig ved grænsen. Forsøg at komme ind.” Fra Nidal Abu Arif.

“Det er ikke nok at opdele udsagn i sandheder og løgne: Vi skal have plads til den tredje kategori af bullshit. I stedet for blot at have til hensigt at bedrage som en løgn, har bullshit til formål at overtale uden hensyn til eller henvisning til sandheden.” Gennemgang af ‘Trumps madpyramide af løgne, blær, bullshit og bluff‘ med udgangspunkt i Hannah Arendts Lying in Politics.

“Superflex-projekterne er designet til på en legende måde at udfordre ‘fremmedhad’, sagde [Bjørnstjerne] Christiansen, samt ‘folk, der tror, at de er magtesløse over for klimaforandringerne’.” Godt interview med den danske kunstnertrio Superflex i The New York Times, hvor journalisten for en gangs skyld spørger ind til politikken bag Superkilen i København i stedet for blot at konstatere, at det er et ‘cool’ byrum. “Projektet var en direkte udfordring af ‘hierarkiet for, hvem der får lov til at skabe det offentlige rum’, sagde Christiansen og pegede en finger opad mod det implicitte etablissement.”

Ross Douthat, som er den mest højreorienterede af The New York Times’ faste klummeskribenter, har USA’s utålelige vicepræsident J.D. Vance med i sin podcast ‘Interesting Times’. Samtalen er sådan set interessant. Man kommer lidt ind i hovedet på Vance, og Douthat udfordrer ham på en række af hans ekstreme synspunkter, der er afledt af en eller anden form for paranoia. Lyt hvis du orker. (Kan også læses.)

“[Vi] når til et punkt, hvor vi ikke engang tør kigge på hinanden, fordi det simpelthen er så sorgfuldt.” Hvis ikke du fik hørt det tidligere på ugen, vil vi på det kraftigste anbefale at gå ind at finde dansk-palæstinensiske Anarim Chahabis besøg i Genstart, hvor hun fortæller om sin bedstemoders historie om at flygte under Nakbaen i 1948, og hvordan det traume har sat sig gennem generationer. Chahabi er medforfatter til bogen Palæstinenseren.

“Saeed og Even planlagde at gå om bord på en båd i Alexandria, som var organiseret af eritreiske smuglere og angiveligt var på vej til Italien. Det var et scam. I stedet blev de tvunget til at vandre i 12 timer over grænsen til Libyen. Da Saeed besvimede, blev han båret af de andre migranter. I Libyen blev de kørt til den fjerntliggende vestlige by Bani Walid, som er et knudepunkt for menneskesmuglere. Tusindvis af migranter blev holdt fanget i hangarer rundt om i byen. I Bani Walid fandt Even og Saeed ud af, at sponsorerne af deres båd havde solgt dem til en eritreisk menneskesmugler ved navn Knife, som arbejdede for en lokal libysk bagmand. Knife siges at have fået asyl i Canada, hvor han nu ejer en frisørsalon. I Libyen levede han af at torturere migranter for at få penge ud af deres familier.” Dagbog fra Libyens tilbageholdelsescentre, som EU i øvrigt giver penge til.

Ralph Macchio spillede The Karate Kid i 1984. Som midaldrende har han spillet rollen igen gennem seks sæsoner af tv-serien Cobra Kai. Nu er han igen Daniel LaRusso i filmen Karate Kid: Legends. Det stopper aldrig – nu på 41. år. The Guardian har et interview med Macchio. Får han nogensinde nok? Får verden nok?

Den canadiske sanger Rufus Wainwright og hans ægtefælle Jörn Weisbrodt, som ifølge internettet er en tysk kunstadministrator og sanger, har lavet en bog om landsbyen Montauk, der ligger på den østligste spids af Long Island i delstaten New York. Ditch: Montauk, New York, 11954, hedder den. Fordi det er Rufus Wainwright, så får du et link til et uddrag her.

“Mercy … lever af at skrive opgaver for studerende i det globale nord. De fleste nætter tilbringer hun foran computeren, og på hendes harddisk findes et omfattende arkiv af tusinder af essays og over ti akademiske specialer, som hun har skrevet for andre gennem årene. Hun er dog i alt dette arbejde i sidste ende usynlig. Hendes navn optræder aldrig i de færdige opgaver – det er kunden, der står som forfatter, når opgaven indleveres, og det er kunden, der høster både eksamensbeviset og anerkendelsen.” Ret godt interview i Globalnyt med sociologen Patricia Kingori om en global industri “mellem desperate akademikere i nord og kenyanske hjerner i syd”.

Det er ikke kun Politiken, der forsøger at tale til den norske regering og deres oliepenge gennem avisens ledere. På Dagbladet Information virkede det bare på en måde mere effektivt, da de ryddede forsiden med ordene: ‘Kjære Norge: Hvis ikke dere med 12.000 oljemilliarder kan gjennomføre et raskt grønt skifte, så kan ingen. Vi venter spent på den nye regjeringens klimaplan’. NRK har lavet et godt lille interview om forskellen på dansk og norsk klimabevidsthed, blandt andet med avisens tidligere journalist Martine Amalie Krogh, der skrev teksten. “Jeg trodde ikke det skulle nå så bredt ut. Jeg rammet et ømt punkt … De som var skikkelig gretne skrev at vi bare var misunnelige på den norske oljen,” siger hun. Gretne betyder i øvrigt gnavne.

Har vi sagt det før? Ellers er Land og by altså virkelig godt fjernsyn.

Det er ikke en tastefejl eller dårlig oversættelse. Og således ikke gilets jaunes, vi mener, men en anden bevægelse i Frankrig, der kalder sig Coordination rurale. De har eksisteret siden halvfemserne, men klarede sig pludselig overordentligt godt ved februars ‘farming union elections’. Portræt i Politico.

I 2012 startede den britiske feminist og forfatter Laura Bates Everyday Sexism Project for at dokumentere den tilsyneladende endeløse sexisme, som kvinder udsættes for verden over. Verden har ændret sig siden da, men ikke til det bedre. Og når techtyper som Mark Zuckerberg begynder at bygge nye virtuelle verdener, hvor “du vil kunne gøre næsten alt, hvad du kan forestille sig”, flytter misogynien med. En fremragende – og foruroligende – anmeldelse af Bates’ bog The New Age of Sexism i New Statesman: “Hvis du havde mulighed for at skabe en helt ny verden fra bunden, ville du så ikke have lyst til at efterlade denne verden fuldstændig?”

Vi ved efterhånden allesammen godt, at kunstig intelligens sluger en helvedes masse strøm og vand, men det er faktisk utrolig svært at finde ud af, hvor meget det egentlig drejer sig om. Blandt andet fordi de kære techgiganter ikke ønsker at dele tallene med os. MIT Tech Review har alligevel gjort et forsøg på at udregne omkostningerne ved KI, der – hvis de har regnet rigtigt ikke bare vil ændre teknologien, men energinettet og hele verden: “I betragtning af den retning, KI bevæger sig i – mere personlig, i stand til at rationalisere og løse komplekse problemer på vores vegne og overalt, hvor vi kigger hen – er det sandsynligt, at vores KI-aftryk i dag er det mindste, det nogensinde vil blive.”

“Jan E. Jørgensen fra Venstre virker nærmest glad, da jeg fortæller ham, at en politik, han og Venstre har stemt for, ikke virker.” Sådan begynder Mahamad-Bakher Sabahs historie i Zetland om top-top-skatten, som – upsi dupsi – indeholder et smuthul, som et flertal af dem, som skatten var tiltænkt, kan smyge sig lige igennem.

DR’s mellemøstkorrespondent Nanna Muus Steffensen kommer til den besatte Vestbred og konstaterer, at “før var her fuld af liv i flygtningelejren, men nu ligner det nærmest en krigszone”. Hvorfor? Fordi Israel er i gang med “en større operation” mod militante grupper. Bemærk kursiveringen i begyndelsen af artiklen, hvor det nævnes, at der er blevet rettet i artiklen siden publiceringen kl. 5.25 (i Israels favør). Egentlig handler det om at tage palæstinensernes land og fordrive dem.

New Lines Magazine har talt med kvinder, som har været fængslet i Syrien under Bashar al-Assads terrorregime. “Så åbnede vagten på et tidspunkt døren. Han kunne godt lide teenagepiger. Der var en pige på 15 eller 16 blandt os. Da han kom ind i cellen, greb hun fat om hånden på den ældste fange for ikke at blive taget væk,” siger Mayssa, 30, som var blevet fængslet for at være datter af en desertør. Hun fortæller, at teenagepigen ikke kunne sige, hvor mange mænd der havde voldtaget hende, fordi hun hver gang havde bind for øjnene. “Jeg ville ønske, han havde dræbt mig i stedet. Hun var bare et barn, der havde taget billeder ved en demonstration.”

“Sådan har jeg det også. At være på Politiken kan hurtigt give en sjælelig kvalme, når man skal bladre i det, avisen udkommer med. Men så, lige som man tror, man ikke kan blive grønnere i hovedet, kigger man rundt på ’konkurrenterne’, og så skal man først rigtig bruge en brækpose.” Fin klumme af kulturjournalist Felix Thorsen Katzenelson – om Politiken og kollegaen Bettina Heltberg, der døde tidligere i år. Blød betalingsmur.