Nyhedsanalysen

Greven af Christiansborg

Folketingsvalg 2015 Mette Frederiksen forlader Christiansborg

Danmarkshistorien er rig på grå eminencer, gale konger og afmægtige ministre. Under normale omstændigheder afbalanceres de mest ærgerrige typer dog af andre stræbsomme sjæle, og derfor hører det absolut til sjældenhederne, at én enkelt person formår at monopolisere magten. Umiddelbart er det kun sket én gang, tilbage i 1700-tallet. Men måske er historien ved at gentage sig?

Kritikerne kalder statsminister Mette Frederiksens nye magtfulde stabschef Martin Rossen for en lyssky skikkelse, der minder dem om ingen mindre end den sagnomspundne Struensee. Og det er bestemt ikke ment som en ros, selv om Johann Friedrich Struensee faktisk står fader til det moderne, rationelle embedsapparat, f.eks. med kravet om, at offentlige ansættelser udelukkende skal ske efter kvalifikationer.

Som Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell konstaterer: ”Af kritikken mod ansættelsen af Martin Rossen i Statsministeriet skulle man tro, at Mette Frederiksen havde udpeget en ny Struensee til at gøre op med hoffet og adelen – i dag gamle politikere og embedsværkets mandariner – uden om alle retsformaliteter”.

Struensee-figuren, som er blevet populariseret i litteraturen, senest gennem Per Olov Enquists roman Livlægens besøg fra 1999 og ikke mindst Nikolaj Arcels film En kongelig affære fra 2012, er suverænt den mest fascinerende karakter, der har sat sine ben på de bonede gulve på Slotsholmen i København. Det er derfor noget af spøgelse, der trækkes frem, når 44-årige Martin Rossen sammenlignes med dronning Caroline Mathildes elsker, som endte med at blive henrettet 25. april 1772.

Sammenligningen er dog, indrømmet, indbydende spektakulær og ganske saftig. På lederplads skriver Berlingskes redaktør Pierre Collignon: ”Formelt set refererer Martin Rossen til Statsministeriets departementschef, men det er en illusion. Reelt vil han være Mette Frederiksens højre hånd og indtage en langt mere indgribende rolle over for ministre, end nogen særlig rådgiver nogensinde har gjort”. Pointen udbygges af lektor Mogens Nørgaard Olesen fra Københavns Universitet, som også i Berlingske skriver:

”Der var engang en mand, der havde helt specielle akademiske evner, dels var han læge og psykolog, dels var han oplysningsfilosof, og han fik meget hurtigt en helt speciel magtposition i Danmark. Han fik endda titlen Gehejmekabinetsminister, hvilket var datidens betegnelse for stabschef. Han blev desuden greve, og han fik stor betydning for udviklingen i Danmark og Norge – i hvert fald i en kort periode,” skriver Nørgaard Olesen og slutter med schwung:

”Historien gentager sig åbenbart, og hele konstruktionen med den nye stabschef bliver fuldbragt, hvis Mette Frederiksen også udnævner Martin Rossen til Greve af Christiansborg”.

Da kong Christian 7.’s livlæge Johann Friedrich Struensee i 1771 blev ophøjet til såkaldt ‘gehejmekabinetsminister’ blev magtbalancerne vitterligt og for alvor rykket. For en kort tid, en ultrakort tid, regerede oplysningsmanden enevældigt i ly af den rablende sindssyge konge. På under to år udsendte Struensee mere end 2.000 kabinetsordrer, der forvandlede Danmark – i en kort parentes – til et oplyst og progressivt samfund. Struensee var langt forud for sin tid og forsøgte at kaste lys over Norden.

Kritikken af Martin Rossen er stik modsat. Han beskyldes for at ville mørklægge centraladministrationen med gedulgte dagsordener. Liberal Alliances tidligere politiske ordfører Christina Egelund, som ikke selv blev genvalgt, retter et spydigt angreb mod regeringen i et indlæg i Ræson. Hun frygter for netop den åbenhed og gennemsigtighed, som Struensee paradoksalt nok var den første til at indføre i Damnmark:

”Rossen kan ikke kaldes i samråd eller udsættes for andre af de værktøjer, Folketinget har til rådighed over for den udøvende magt – selvom han nu formelt og i egen ret har sæde i regeringens mest magtfulde udvalg. Det er en klar svækkelse af den parlamentariske kontrol, når en så central og magtfuld skikkelse reelt kan svæve over folkestyret og de normale kontrolinstanser, skriver Egelund og skruer bissen på:

”Hvem refererer han til? Hans magtbeføjelser er uklare, og konstruktionen skaber i det hele taget en temmelig syret gråzone. Det er et fænomen over for hvilket Folketinget og pressen er reelt magtesløse og derfor bare kan rende og hoppe med sine spørgsmål, for Martin Rossen står ikke til regnskab overfor den”.

Formelt er svaret på Christine Egelunds spørgsmål enkelt: Martin Rossen vil rent administrativt referere til Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen og politisk set selvfølgelig til statsminister Mette Frederiksen. Formelt vil han således kunne blive afskediget af to overordnede. Og dog, for så enkelt er det alligevel ikke.

Som medlem af regeringens koordinationsudvalg sidder Martin Rossen med ved det afgørende bord, hvor beslutninger om f.eks. at afskedige departementschefer træffes. Eller som Politikens politiske kommentator Kristian Madsen snedigt skriver: ”Teknisk set har departementschefen instruktionsbeføjelse over for den særlige rådgiver. Men Rossen sidder i det udvalg, der har instruktionsbeføjelse over for departementschefen. Hvem styrer hvem?”

I den seneste biografi-agtige bog, der er udkommet om Mette Frederiksen, omtaler hun selv Martin Rossen som ”sin nærmeste”, og derfor er der ingen tvivl om, at han kommer til at få langt større indflydelse end nogen særlige rådgivere hidtil har haft. Men Rossen får ikke ubegrænsede beføjelser til at rode og regere på Slotsholmen efter forgodtbefindende. Tværtimod vil der hvile et vågent øje over hans færden.

Ved ikke at udnævne Rossen til minister, f.eks. til den flotte titel gehejmekabinetsminister, har hun i virkeligheden skabt så meget mere friktion omkring det nye sekretariat, at det i praksis vil blive vanskeligt for Martin Rossen at optræde som maître des requêtes – som var én af Struensees andre fine titler, på dansk ”chef for ansøgningerne”.

De mange andre ærgerrige typer og stræbsomme sjæle står allerede på spring, ikke mindst i både Stats- og Finansministeriet, og vil gøre stort set alt for, at Martin Rossen ikke udvikler sig til Greven af Christiansborg. Siden enevældens kollaps er det danske embedsværk nemlig udartet til et mangehovedet uhyre, som ingen mand eller kvinde længere kan styre med kabinetsordrer alene.

Spotlyset er blevet tændt over Prins Jørgens Gård og lyser nu direkte ind i magtens korridorer, hvorfor det kan blive endnu sværere at træffe de vigtigste beslutninger i tusmørke. Opmærksomheden er fanget, og Martin Rossen får i hvert fald mere end menneskeligt travlt, hvis han både skal formå at undvige mediernes bevågenhed og nå at slå Struensees rekord for ravage. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12