Kære læser

Luther ville vælge ansigtsmaske

Luthers liv: absolut ikke lutter lagkage. Først blev Martin Luther født (1483), så blev han munk; så skrev han de 95 teser (1517), hvor han blandt andet gik i rette med senmiddelalderens latterlige og absurde handel med afladsbreve; så gjorde kongen ham fredløs (1521); så blev han gift med en tidligere nonne (ikke så dårligt endda) (1525); og så døde han i 1546, præcis 20 år før Michelangelo (der endda var født 12 år tidligere). Indimellem – grænsende til ofte – var Luther hjemsøgt af svære depressioner. Sikke et liv.

Men vent – hvis Martin Luther levede i dag, ville han helt sikkert rejse rundt på hesteryg i trekantsområdet Berlin-Leipzig-Dresden og advokere for, at folk skulle bruge ansigtsmaske som værnemiddel. Han boede nemlig i Wittenberg, da pesten kom til byen i 1527, og i modsætning til de fleste andre indbyggere flygtede han ikke over stok og sten, men blev tilbage for at hjælpe de syge med livet som indsats.

Han skrev endda en pamflet: Hvorvidt man må flygte fra en dødelig pest. Her anbefaler han, at man holder social afstand og opfører hospitaler, ligesom han i øvrigt mener, at præster og andet kirkeligt personel har en moralsk forpligtelse til at yde en ekstra indsats for deres menigheder. Han skriver også, at de værste mennesker er dem, som ved, de er syge, men alligevel går ud og smitter andre. Sådan en tryksag ville Sundhedsstyrelsen sagtens kunne oversætte og landsomdele i 2020!

Det er den australske historieprofessor Lyndal Roper, som skriver om det her i London Review of Books. Hun har tidligere udgivet en Luther-biografi uden at bruge nævneværdigt med spalteplads på Luthers møde med pesten. Efter selv at have været i hjemmekarantæne i Australien er det gået op for hende, at det er en kæmpe fejl, for parallellerne mellem Luthers Wittenberg og SARS-CoV-2 i dag er flere, end man skulle tro.

Det med at præster skal blive og give de døende trøst og styrke ramte Roper ”med en særlig kraft”, skriver hun, ”for det sker ikke nu, hvor folk dør uden venner eller familie omkring sig”. Som en anden frontlinjesundhedsprofessionel gik Luther selv forrest, og borgmesterens kone døde nærmest i hans arme, skriver hun.

Obligatorisk ansigtsmaske?

Lærde Luther læste også avis. I dag, 537 år gammel, ville han formentlig hæfte sig ved nyheden om, at det amerikanske biotekselskab Modernas test af en lovende coronavaccine nu går ind i fase 3 og skal prøves på en masse mennesker fra sidst i juli til sidst i oktober. Men Luther ville være varsom med at glæde sig for tidligt; in other news har Academy of Medical Sciences netop præsenteret en matematisk model, der siger, at mellem september 2020 og juni 2021 kan antallet af coronarelaterede dødsfald i Storbritannien løbe op i 119.900 (sammenholdt med, at der indtil nu er 45.000 døde). Udregningen tager vinterens coronagæstfri temperaturer med i ligningen, men det er også et worst case scenario, som ikke omfatter en lockdown af samfundet.

Men foruden social afstand, hyppig håndvask og håndsprit ville ansigtsmasker kunne hjælpe os et godt stykke hen ad vejen, hvis vi gad bruge dem. Robert Redfield, der er direktør for det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention, sagde forleden, at hvis alle brugte sådan en i fire-seks uger, så ville vi formentlig kunne ”drive epidemien i jorden”. Måske skulle man også gøre masken obligatorisk herhjemme i Danmark i en periode? I en tekst på Facebook her til morgen minder forfatteren og Føljeton-vennen Carsten Jensen om, at Tyskland bruger masken meget mere offensivt, selv om landets smittetryk – undskyld, kontakttal – har været nogenlunde som Danmarks.

I Tyskland er det ”utænkeligt at sætte sig ind i en taxa, tage tog eller bus, gå på et offentligt toilet, købe ind i et supermarked, spise på en restaurant eller opholde sig i en hotellobby uden at bære maske”, skriver han. ”Overalt er der små diskrete skilte, der minder om ‘maske-pligten’. Masken er rutine. Mange bærer den om halsen, eller spændt fast om armen lige over albuen, så den altid er ved hånden. Der er masker i muntre farver og mønstre. En del er hjemmelavede. I modebutikkernes vinduer hænger der altid et større udvalg. Jeg anskaffer mig en maske i sort silke med kinesisk dragemønster.”

Sort silke med kinesisk dragemønster. Luther ville elske det. Ligesom håndtrykket, som vi kender det, formentlig mere eller mindre vil gå i glemmebogen, er ansigtsmasken kommet for at blive. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12