Kære læser

Nej tak til de brølende tyvere

Det siges, at historien er cyklisk. At den gentager sig. Hvis det er rigtigt, bør vi nok væbne os med en vis ærefrygt, når vi i aften bevæger os ud af et årti og ind i det næste. For tyverne har lidt af et ry. I hvert fald 1920’rne. I Frankrig kaldte de dem les années folles, altså ”de skøre år”, mens de i den angelsaksisk-prægede del af verden blev navngivet ”de brølende tyvere”.

Enhver med hang til hårbånd, jazz og über-æstetiske opsvingstider vil glæde sig over, at tv-serien Babylon Berlins renæssance nu kun er få timer væk. Forhåbentlig vil vi snart igen boltre os i bulrende (mellemkrigs)økonomi, frisind, fest, lindy hop-dansende mænd og art deco-klædte kvinder.

Ja, ok, måske gentager historien sig ikke specifikt, men mindre vil også kunne gøre det. Vi har bare brug for noget skørt, noget brølende, et helvedes årti. Har vi ikke?!

Gu’ har vi ej.

Kan vi få noget ro!

Vi er trætte. Måske skyldes det julens mange timer med familien, de larmende fyrværkeri-bøller på gaden eller den ulidelige debat om larmende fyrværkeri-bøller på gaden.

Eller måske skyldes det, at 2010’erne har føltes som et årti på euforiserende stoffer, og det har været udmattende. Trump blev præsident, nationalismen vendte tilbage til Europa, det blev legitimt at være imod vacciner, Kanye West blev kristen, Harlem Shake var en ting, og Gangnam Style blev det største hit nogensinde. Det virker alt sammen helt normalt nu, men hvis du havde sagt det i 2005, havde alle sagt, at du var fuldstændig bananas.

Vi har ikke brug for nogen brølende tyvere. Vi har brug for kedelige tyvere. Ingen overraskelser, ingen sindssyge nyhedshistorier, ingen genkomst af vanvittige og vilde politiske bevægelser.

Gid dette årti må blive fyldt med noget så kedeligt som almindeligt hårdt arbejde, gode, almindelige politikere og masser af sund fornuft. Gid disruption (for nu at bruge 10’ernes helt eget ord) bliver udskiftet med kontinuerlig positiv fremgang. Gid de fattige bliver rige, de sultne bliver mætte og den sorte energi blive grøn. Hvis du virkelig vil, må du gerne tage et hårbånd på og spille jazz imens. Bare det ikke er for højt.

Mere mindre roligt

Det er hverken utopisk eller urealistisk at håbe på, at det er den vej, det går. For faktisk bliver verden bedre for hver eneste dag, der går, og vi lever lige nu i den bedste tid nogensinde. Det føles bare ikke sådan, hvilket nok primært skyldes Gangnam Style og alle de andre skøre nyheder, der overskygger verdens fremgang.

Den berømte psykolog og populærvidenskabsmand Steven Pinker forudsiger i Financial Times, at 2020 bliver et godt år for menneskeheden. For nok har nyhederne bugnet med historier om anti-demokratiske politikere, anti-videnskabelige sølvpapirshatte og krigshærgende krigsherrer, men selvom de har vundet flere slag, har de ikke vundet krigen. På globalt plan er demokrati stadig i fremgang, videnskaben lever i bedste velgående, og færre dør i krig.

Det bedste ville være, om vi kunne nedsænke os i en øreklapstol med et varmt vamset tæppe og en god kop kaffe og så bruge hele det næste årti på at betragte statistikker, der går i den rigtige retning. Men så nemt er det ikke. For selvom tingene går i den rigtige retning, er 10’ernes politiske og sociale omvæltninger en ægte trussel mod den gode udvikling.

Fremgang er, som Pinker siger, ikke noget, vi kan tage for givet. Viden og fornuft er ikke kodet ind i det moderne menneske, men skal i stedet genlæres af hver ny generation, hvilket gør oplysning til et nødvendigt sisyfosarbejde.

Ønsket om et roligt årti munder dermed ud i lidt af en selvmodsigelse. For vi bliver nødt til at kæmpe for, at det hele ikke igen bliver alt for brølende. Vi skal, så at sige, tage det mindre roligt for at få det mere roligt. Forbandede ironiske verden.

Godt nytår fra hele Føljeton. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12