Vi har diskuteret det længe og heftigt, og i går kom der så endelig en politisk beslutning: Danske kvinder skal være omfattet af værnepligten fra 2027. Men er kønsligestilling af værepligt det samme som feministisk ligestilling? Det svarer Jens Phillip Yazdani på i Eftertryk med udgangspunkt i hans møde med værnepligtige med handicap i det israelske militær i 2019: “Hvis ligestillingen og inklusion alene er målet, er det ligegyldigt hvad, der ligestilles, og hvor, der ligestilles […] Men som med værnepligten, den statslige tvingen af unge mennesker til at tage del i militæret, bør målet ikke være den ligestilling, der tvinger flere til at være lige stillet i det samme system af undertrykkelse, men derimod afskaffelsen af de (maskuline) dominans- og magtstrukturer ligeligt for alle.”

Vi plejer at sige, at tid er penge. Alligevel har europæerne hapset det første, mens amerikanerne i højere grad ligger inde med det sidste. Spørgsmålet er, hvem det har prioriteret klogest. “Der er en højreorienteret tro på, at det europæiske gode liv med korte timer og lange pensioner er uholdbart. Europæiske stater går i stykker, lyder argumentet, og så skal europæerne arbejde som amerikanere. Fakta tyder på noget andet.” En selverklæret arbejdsnarkoman funderer over ’work-life-balance’ på makroniveau. Han er brite, og det er i The Financial Times.

“De er de flittigste brugere af svingdøren mellem politik og erhvervsliv (…) Knap hver femte bliver ansat i et public affairs-bureau, der hjælper deres kunder med at få indflydelse på politiske processer. Og det er altså ikke offentligt tilgængeligt, hvem deres kunder er. Sikkert er det, at de hyres af mange forskellige virksomheder og organisationer med det formål at påvirke politik.” Harald Brønd og Xenia Heurlin (som også har været at finde på Føljeton) går de danske spindoktorer efter i sømmene: Hvem er de, hvad er deres rute til toppen af dansk politik, og på hvilke karriereveje gør de efterfølgende forbindelsen til magtens centrum gældende?