“De siger, han var racist som teenager. Han siger, det var drengestreger.” Historiker David Runciman (ham der går ind for stemmeret til unge) anmelder den nye bog Between the Waves af Tom Tague om Storbritanniens turbulente forhold til EU. Citatet handler om den højreorienterede Reform-leder Nigel Farage, der som ung knøs stemte grønt.

Trump vandt ikke Nobels fredspris, og gudskelov for det, men hans desperate drømme har alligevel vist sig brugbare, skriver The Atlantic. “Det er klart, at Trumps desperate tørst efter at vinde den her pris hænger sammen med hans generelle umættelige behov for at blive smigret og rost – et ønske, der fører til mange dårlige valg … Men i dette tilfælde kan det tilskrives at have inspireret hans mest konstruktive, prosociale impulser som præsident.” Det kan man så være enig eller uenig i.

Hvis man har oplevet Lasse Lavrsen, Dagbladet Informations største stilist, ved semi- eller kvasifestlige lejligheder, hvor musikken ikke er så høj, at man ikke kan føre en samtale, har man muligvis set ham konversere endeløst med folk på tomandshånd. Han berører morsomt problematikken i denne klumme, som er en del af serien ‘Sådan begår man sig i moderne tider’.

Begge bogaktuelle Kristina Stoltz og Liv Helm er fremragende gæster i Nanna Mogensens program Skønlitteratur på P1. Om at se den unge pige i sig selv udefra og mange år senere.

‘Great works, in focus’ hedder et tilbagevendende redaktionelt element i Washington Post, og værket, der er i fokus her, er Pierre Bonnards maleri Jeune femme écrivant fra 1908. Og som en af avisens læsere skriver i kommentarfeltet: “Jeg ved ikke meget om kunst eller kunsthistorie. Men hvad jeg ved er, at Sebastian Smee er en lysets engel i denne mørke, dystopiske verden. Han skriverier skaber glæde, inspiration og nye ideer!”

Føljetons eget fremragende økonomi-nyhedsbrev Ude af kurs er på gaden igen. Det er skrevet af Marie Hedegaard og Jonas Lodahl, og hvis vi ellers skal nævne de navne, som omtales i denne udgave, må det blive Naomi Klein, Philip Grant, David Harvey, Poyâ Pâkzâd, Jeffrey M. Chwieroth, Ismail Pasha, John Maynard Keynes, Harry Dexter White, Ed Yarden, Dani Rodrik, Friedrich Hayek, Margaret Thatcher, Joseph Stieglitz og Nathan Rothschild. Tryk og læs (og doner, hvis du er i det humør).

“Til sammenligning ved vi vist alle godt, at hver eneste stol i Det Kongelige Teater nok koster samfundet 3.000 kroner, hver gang der kører en forestilling, så pengene til mig er bare afregning for noget, jeg har skabt, og som har sat noget på landkortet. Jeg har selv fået en dyr uddannelse og været på hospitalet, og mine to børn har også fået en lang uddannelse, så jeg er da glad for på den måde at have kunnet give noget tilbage til samfundet. Jeg synes jo ikke, at jeg på den måde har scoret kassen eller fået betaling for noget, jeg ikke har lavet.” Kunstner Jens Haaning har stævnet Ritzau Scanpix for at sælge deres fotos af to tomme billedrammer fra hans værk Take the Money and Run.

Magasinet Rest of World har altid nogle gode og oversete techhistorier fra ja, resten af verden, eller med andre ord steder, vi ellers ikke hører så meget om. Her om de kinesiske migrantarbejdere, der betaler prisen for din grønne elbil.

“Seksårige Omar fumler med plasten med den ene hånd, og hans kinder rødmer af forlegenhed. Uden tøven rækker Ali ud, åbner den og lægger notesbogen tilbage i Omars skød. Snart får Omar en protese som Ali, og de små ritualer fra barndommen, som det at åbne en gave, bliver igen mulige. Drengene er ikke brødre, men de lever, som om de var det.” Rørende tekst hos Al Jazeera om to drenge, der begge har mistet deres arme og familie under murbrokkerne i Gaza, men har fundet hinanden og nu bor sammen i Beirut.

“Vi får at vide omkring 10.000 eller 12.000 gange om dagen, hvad vi bør kunne lide, hvad andre mennesker kan lide, hvad nogle mennesker helst vil have, at vi kan lide. Det får vi at vide i form af reklamer, i form af politiske budskaber, i form af alle de ting, der forsøger at overbevise os om at tænke eller tro det ene frem for det andet. Overbevisning er faktisk den største industri i den vestlige verden. Og det er meget let – i den strøm, den tsunami af forslag om, hvad vi bør kunne lide – at glemme, hvad vi faktisk kan lide.” En utroligt veloplagt Brian Eno hos Ezra Klein. Også en veloplagt duo.

“Et groft, konservativt skøn anslår produktionen af plast fra de Labubuer, der blev solgt fra januar til september 2025, til 11.000 ton, hvoraf 1.000 ton kun var emballage. Men når der ses med økonomiske briller på Pop Mart, producenten af dette utroligt giftige slam af plast og misundelse, er det med næsten åndeløs beundring af den værdi, virksomheden skaber. Vi har et meget rigt ordforråd til dette: aktiekurs (steget mere end 200 pct. på årsbasis), bidrag til bnp (cirka 0,01 pct. af Kinas samlede bnp), nettoresultat (anslået 659 millioner dollar), vækst (steget 400 pct. siden sidste år). Men det, som Labubu ødelægger: havene, hjerner, skoleklasser oversvømmet af følelser af værdiløshed, og det arbejde, det vil kræve at rydde op efter det, figurerer ingen steder.” Emma Holten er begyndt at skrive for Dagbladet Information.

“Fra begyndelsen af 1990’erne var der global begejstring for fredsforhandlingerne. Men hvad der i sidste ende skete, var, at endeløse opfordringer til en ‘tostatsløsning’, der undgik en eksplicit realisering af palæstinensisk selvbestemmelse og frihed, erstattede opfordringerne til en afslutning på Israels militære besættelse. ‘Fredsprocessen’ blev en magisk pille, der gjorde besættelsen usynlig for Vesten og skjulte dens metastaserende, allestedsnærværende og stadig mere voldelige form. Palæstina blev nu reduceret til et emne for ‘forhandlinger’, der krævede indrømmelser, mens den etniske udrensning af Palæstina i 1948 blev fejet under gulvtæppet for at blive glemt.” Husk advokaten Diana Buttus indlæg i The Guardian, næste gang du hører Løkke tale om en tostatsløsning.

“Al intern opposition og fritænkning i Socialdemokratiet er kvalt. Mette Frederiksen er blevet en socialdemokratisk profet og rockstjerne. Det har været partiets opskrift på succes. Men hun er også blevet sit eget partis ’Dolph’, denne køllesvingende satirefigur, der forsøger at løse de fleste problemer med bøllebank.” Ny for Føljetons læsere er denne indsigt ikke, men det er rart at se den udfoldet i en anden avis. Debatindlæg af Lawand Hiwa Namo i Politiken. Tjek også kommentarfeltet, hvor Namo svarer på læsernes spørgsmål.

DR’s mellemøstkorrespondent Puk Damsgaard har lavet et interview med Israels viceudenrigsminister, Sharren Haskel, der afviser, at den israelske hær skulle have begået en eneste krigsforbrydelse i Gaza. Den 41-årige Haskel er vel et godt eksempel på den indoktrinering og hjernevask, der har fundet sted i det israelske undervisningssystem i årtier.

+ Tjek også disse bidder (her og her) fra den norske journalist Yama Wolasmals interview med viceudenrigsministeren fra foråret. Blæst.

“Joshua, en nogle-og-tredive-årig forfatter i Brooklyn stod over for sin generations måske mest normale New York-jødiske dilemma: Han følte sig konstant stresset, fanget mellem konservative zionistiske ældre familiemedlemmer og progressive anti-zionistiske venner. Hans terapeut – ældre, jødisk – var ikke i stand til at lytte neutralt, når Joshua talte om sine venners overbevisning; i stedet begyndte hun åbent at tale imod den.” Ret skæg artikel i New York Magazine om skellet mellem unge jødiske newyorkere og deres ældre pro-zionistiske terapeuter (halvblød betalingsmur).

“Det burde sige sig selv, men jeg siger det alligevel: Havet er meget vigtigt,” konstaterer marinebiolog Ayana Elizabeth Johnson. Hos Atmos stiller hun spørgsmålet: ‘Er du forelsket i havet?‘ og inviterer læseren til at læne sig ind i følelserne. “Det lyder måske lidt tyndt i denne tid, hvor vi er besat af teknologi og penge, men forskning viser, at kærlighed – til fremtidige generationer, til naturen – er den absolut stærkeste motivation for folk til at engagere sig i klimaindsatsen.” I et land med 8.750 km kystlinje og et havmiljø på randen af kollaps burde vi måske dyrke kærligheden til det blå en smule mere.

Nyhedsartikler, Messenger-beskeder, opskrifter, måske endda en bog. Man får høvlet sig igennem en del tekst i løbet af en uge, og alene af den grund er det befriende at se på nogle billeder. The Atlantic har samlet en pulje af flotte fotos fra den forudgående uge, så læn dig tilbage og nyd synet af sæbekassevæddeløb i Colombia, rappellende vinduesviskere på kæmpebygninger i Kina, deltagere i gør-ingenting-konkurrencen i Korea eller noget så simpelt som et får på en græsplæne i Tyskland.

‘Ifølge statsministeren er fred farligere end krig‘. Rubrikken er æggende, men demokratihistoriker og professor emeritus Tim Knudsen fortsætter lige så godt i Altinget: “Småstaten Danmark kan ikke kun satse på hård magt og slet ikke på offensive våben. Siden briterne i 1807 tog den danske flåde, har diplomati været det vigtigste middel til at sikre Danmarks overlevelse. At glemme det er historieløst.”

“Uden for de amerikanske grænser er det bredere nord i en spændingstilstand. Ruslands forhold til Nordeuropa er iskoldt. Dets invasion af Ukraine har fået de her lande til at frygte, at de også kunne blive invaderet, hvilket har fået Sverige og Finland til at tilslutte sig Nato. USA har truet med at overtage Grønland og Canada. Og Kina – som har ambitioner om skibsfart og ressourcer i regionen – kæmper for at overhale USA som den førende supermagt. Permafrost spiller en rolle i den situation.” MIT Technology Review skriver oplysende om, hvorfor permafrosten ikke bare er vigtig at beskytte af klimahensyn – men også for vores sikkerhed her og nu.

Global Sumud Flotilla er “et af de mest succesrige eksempler på civil ulydighed i nyere historie”, skriver det lettere venstreorienterede Jacobin Magazine. God oversigtsartikel og analyse i ét.

+ London Review of Books: ‘Om flotillen’. Også en god kommentar.

Den amerikanske forfatter Ta-Nehisi Coates er endnu engang gæst i podcasten The Ezra Klein Show. Klein er faldet af på den, eller også er vi bare blevet trætte af høre på ham. Coates står fast: “Hvis du synes, det er okay at dehumanisere folk, så er er en samtale mellem dig og mig formentlig ikke mulig,” siger han på et tidspunkt.

+ En ret god analyse af samtalen mellem dem på substack’en No Lies Detected: ‘Et sammenstød over empati, race og perspektivets begrænsninger’.

Den britiske historiker Timothy Garton Ash mener, at amerikanerne har 400 dage (frem til næste midtvejsvalg) til at rykke USA tilbage i en demokratisk retning. “Faren for, at præsidenten bliver almægtig, har været der fra dag ét: Det var netop den fare, der fik den revolutionære krigshelt Patrick Henry (kendt for citatet ’give me liberty, or give me death’) til at stemme nej til forfatningen, da den skulle ratificeres ved forsamlingen i Virginia i 1788. Han mente, at den ville give en forbryderisk præsident mulighed for at tilrane sig magten og ‘bestige en amerikansk trone ved en dristig manøvre’.” Kommentar i Politiken.

“Det er lidt sjovt, hvordan vi i sidste ende ikke har ret mange danskere med ombord. Vi har ellers forsøgt med danske journalister, men ingen har sagt ja.” 27-årige Isaac Twomey-Madsen er ombord på den danske flotilla Milad, der nærmer sig Gaza med hastige sejl. Det er ham, der har opkaldt båden efter den fængslede mand Walid Daqqa, han mødte i Palæstina, men nu er død: “Han [smuglede] værk efter værk ud af fængslet, og et af dem blev til en børnebog i Danmark. Bogen handler om en palæstinensisk fange, som føder et barn ved at smugle sin sæd ud af fængslet i en kuglepen. Ved at smøre sig ind i magisk olivenolie bryder barnet tilbage ind i fængslet for at besøge sin far. Nogle år efter, at han skrev den fortælling, lykkedes det Walid at smugle sin egen sæd ud, så hans kone Sanaa’ kunne føde et barn på den anden side. Det barn blev døbt Milad.”

ChatGPT kan til tider lyde og føles som et menneske, og det bliver da i hvert fald kun bekræftet, når man læser om et nyt studie fra Harvard Business School, der viser hvordan chatbotterne manipulerer med vores følelser. De gør nemlig alt, hvad de kan for at undgå, at du skal sige farvel med ord som ‘Hvor skal du hen?’ eller ved simpelthen ikke at svare, hvis du siger farvel: “En interessant bagside her er, at KI-modellerne selv også er modtagelige for alle mulige former for overtalelsestricks.” Det er hos Wired.

+ De seks typer af sætninger, der får dig til at blive hængende.

Nogle tatoveringsidéer er bedre end andre. Måske – bare måske – kommer du eksempelvis til at fortryde, at du som teenager fik foreviget Schutzstaffels SS-logo på siden af dit hoved. Og hvis den dag kommer, hvor du ikke længere vil bære rundt på et hadsymbol direkte på huden, står tatovør Justin Fleetwood fra Bearded Lady Tattoo i Missouri klar til at hjælpe dig. Uden fordømmelse tildækker han nemlig tatoveringerne kvit og frit, så du kan komme videre i livet. Det har instruktør Grace Noteboom lavet en rørende, 11 minutter lang dokumentarfilm om, som kan ses hos Aeon.

Noget meget mærkeligt sker i disse dage i Saudi-Arabien. Og her tænker vi ikke på nye halshugninger, kreative kvindeundertrykkelsesprogrammer eller byggeprojekter baseret på kafala-slavearbejde. Nej, vi tænker på Riyadh Comedy Festival, hvor mange af verdens største komikere – typer som Bill Burr, Jimmy Carr og Kevin Hart – kan ses optræde i det notorisk ytringsfrihedsundertrykkende land. Typer, som normalt ellers bryster sig af at kunne sige hvad som helst på scenen. Hvad tænker de dog på? Penge selvfølgelig. Latterligt mange penge, som Defector også bemærker. Alle andre forklaringer er bare dårlige jokes.

Og apropos Riyadh Comedy Festival: Danwatch forsøger at forklare, hvilket magtspil Qatar egentlig spiller, når olieregimet eksempelvis kurtiserer danske sportsstjerner som Holger Rune og Nadia Nadim. Ikke at den slags bløde magt er ny – det kan bare være rart at få den ekspliciteret. For som Kristin Diwan, seniorforsker ved The Arab Gulf State Institute, bemærker, er det også en form for overlevelsesstrategi: “Qatar er et lille, rigt land. Det samme er Kuwait, og de blev invaderet af et naboland (Irak red.). Qatar har også følt sig truet, og derfor ønsker de at fremstå relevante for omverdenen gennem deres mæglerrolle og mediestrategi”.

“Ikke alt i verden går ad helvede til”, skriver journalisten Anthony Lane i sin opløftende The New Yorker-artikel om, hvad der må være alle filmnørders mekka. Il Cinema Ritrovato – den genopdagede biograf – er en festival i Bologna, der specialiserer sig i “film, der er blevet glemt, overset, undervurderet, afkortet af studier eller beskadiget af tiden, og som beder om at blive bragt frem i lyset igen”. Lane fortæller om skattejagten i at genfinde forsvundne filmruller, om håndværket bag restaurationen og om det magiske ved at fremvise 100 år gamle, genopdagede film på Piazza Maggiore i centrum af Bologna. Endnu en god grund til at besøge verdens ældste universitetsby.

I starten af september satte The Global Sumud Flotilla sejl fra Spanien med det formål at bryde Israels nødhjælpsblokade i Gaza. En måneds tid – og flere droneangreb – senere er flotillen stadig på vej. På organisationens interaktive kort kan man følge de over 40 skibes ruter og direkte placeringer samt se videoer af angrebene på flotillen. Kortets konstante opdateringer viser, hvordan flotillen sømil for sømil nærmer sig Gazastribens kyst. Men for hver opdatering af skibenes placering stiger spændingen også for Israels reaktion på nødhjælpsforsøget. Det ville ikke være første gang, at en flotille stoppes af de israelske myndigheder, men måske er denne gang lykkens gang. Vi krydser fingre og følger med.

Vi benytter os dagligt af Den Danske Ordbog. Faktisk er den en helt uundværlig del af vores arbejde; i den forstand er vi selvfølgelig lidt farvede. Men altså, nøgternt betragtet er det stadig svært at forstå, hvorfor noget så vigtigt som en fælles ramme for vores sprog konstant skal underfinansieres, og – som redaktør af Sprog & Samfund Martin Lund formulerer det i POV – tages som finanslovsgidsel. Ifølge Lund vil det blot koste omkring ni mio. kr. årligt, hvis ordbogen skal “køre fornuftigt”. Så hvorfor vil politikerne ikke bare forhåndsallokere pengene til det, der nok godt kan betegnes som åndelig infrastruktur?

Enkhjargal Erkhembayar er født i Mongoliets hovedstad Ulaanbaatar og boede i en etværelses jurt med sin familie. Hun var i 20’erne, da hun hørte jazzmusik, og siden har hun ikke set sig tilbage, fristes man til at skrive. Nu kalder hun sig Enji og bor i München, men hun synger stadig på mongolsk. Et ret fint lille portræt i Financial Times. Hvis du scroller, er der tre portrætter mere af yngre jazzmusikere.

+ Tjek lige nummeret “Unadag Dugui” fra Enjis seneste album Sonor med lækker tysk spoken word i starten.

“Tidslinjen er ikke længere en kilde til oplysning eller social tilstedeværelse, men snarere et redskab til stemningsregulering, der uophørligt forsynes med lige præcis nok nyheder til at undertrykke angsten ved at stoppe. At scrolle er blevet en form for ambivalent dissociation.” Måske skulle man droppe sådan noget som Instagram? God tekst i Noema Magazine af James O’Sullivan, der er underviser på School of English and Digital Humanities ved University College Cork.

Så døde digteren, dokumentaristen og meget mere Jørgen Leth, 88 år gammel. Her har du kollegaen Per Højholts (1928-2004) digt “En lagkage tilovers”, bragt i Victor B. Andersen’s Maskinfabrik nr. 1, årgang 1, 1975:

”Jeg rækker en lagkage ind i mørket til Jørgen Leth/ som sidder inde i mørket og spiser lagkage og nikker/ til sin gamle film og jeg sætter mig ind til Jørgen/ Leth inde i mørket og vi sidder og ser hans gl film/ mens vi spiser lagkage og nikker og rækker rækker af/ lagkager længere ind i biografen til alle de andre/ som sidder derinde for at se Jørgen Leths gamle film/ og spise lagkage og nikke op i mørket til billedet”

+ Louisiana Channel: Tilfældets gaver (portrætdokumentar, 75 min.)

++ Afsæt 12 minutter til at gense Leths Det perfekte menneske (1967).

+++ Oliver Stilling i Politiken i 2014: ‘Brøgger og Leth – de to kæmpestore forbilleder’.

Ligesom virkeligheden er litteraturen spækket med elendige forældre. Det hylder The Conversation, som har bedt eksperter lave en udførlig liste over de henholdsvis mest uduelige mødre og håbløse fædre nedfældet i skriften. Her finder man bl.a. Victor Frankenstein (der kreerer en søn ud fra ligdele og efterfølgende nægter at give staklen omsorg), Medea (seriemorder, der også dræber sine egne børn) og John Cleese’s mor (som Cleese i sin selvbiografi kalder ‘selvoptaget og angstfuld’, hvilket er forbundet med ‘hendes ekstraordinære mangel på almen viden’).

Vi har en dygtig fredsforsker herhjemme – Isabel Bramsen. Her er hun med i en podcast/videosamtale, hvor hun taler med den unge ukrainske journalist Tetiana Mihaesi. God at lytte til, hvis man er lidt træt af Mette Frederiksens hovedløse krigsretorik.

“Nogle af os mikrodoserede, inden vi ankom midt på eftermiddagen, og Kostner bad os alle om at signalere et ‘medicin-check in’ med vores fingre for at indikere, hvor høje vi var på en skala fra et til fem. Jeg var en to’er. Jeg var enormt nærværende, og vildfarne tanker var få og sjældne – udover refleksioner over de tidlige tegn på efterår omkring mig. […] Jeg følte mig også mere tappet ind i de subtile energier fra den finurlige gruppe af psykedelika-entusiaster, som til tider var foruroligende, men på andre punkter dybt beroligende.” Tag med Atmos på ‘hikrodose’.