Du har nok opdaget, at vi er glade for Anne Carson, som vi for få uger siden bragte en serie om at oversætte. Og nu interviewer The Paris Review altså oversætteren om oversættelsen (beklager de manglende synonymer), ikke bare håndværket, men den der sker mellem mennesker: “Jeg tror ikke, at nogen nogensinde ved, hvad en anden person mener, når de taler, helt ærligt. Det er mere end oversættelse, det er bare at kaste sig ud i mørket. Sprog er så meget, meget personligt, privat. Mærkeligt. Jeg tror, man kan se det som oversættelse, men det virker som en eufemistisk metafor. Det er nok meget mere håbløst end som så.”

Mediet Zetland har lavet et overblik over sin dækning/afdækning/minkdækning fra de seneste uger, som med lidt held kan ende med at spare statskassen for nogle milliarder kroner. Næsten ingen medier (Føljeton undtaget) gad rigtig følge op på Zetlands historier, men efter nogle uger kom supertankeren DR op i omdrejninger. TV 2 har til gengæld været mærkeligt tunge i røven, men nogle mellemledere på Kvægtorvet har vel vurderet, at minkavlernes urene trav og politikernes dårlige lovgivningsarbejde ikke havde offentlighedens interesse – at minksagen var noget, vi havde lagt bag os.

+ Læs også Frank Korsholms kommentar i POV: ‘Skyd ikke kun på minkavlerne – skyd også på politikerne‘.

Mennesket indtagelse af dyr (80 mia. landddyrsslagtninger om året) er ved at smadre klimaet. “I de seneste 60 år er kødspiseriet stukket helt af. Hvor et gennemsnitligt menneske i 1961 spiste 23 kilo kød om året, så ligger kødforbruget i dag på 43 kilo kød pr. person – og i rige lande som USA, Australien og Danmark kan det tal komme helt op på 100 kilo eller over. Lægger man dét faktum sammen med, at menneskeheden i samme periode er steget fra tre til otte milliarder mennesker, så står der på bundlinjen en gigantisk flok dyr og venter på at blive slagtet.” Fin artikel i Information af duoen Pontoppidan Tuxen og Vuorela.

“Jeg bliver brandet antisemitisk. Du bliver brandet som selvhadende jøde. Men det er afgørende, at vi holder kampen mod antisemitisme inden for det samme projekt som kritikken, vreden, mod folkemordet, ” siger den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis, der er blevet udelukket fra at rejse til Tyskland – selv over Zoom – for sin kritik af krigen i Gaza. Her er han i samtale med forfatter og journalist Naomi Klein. Brug 59 minutter – ikke for deres ros af hinanden, som at Klein “er en af de største bidragsydere til et minimum af humanisme”, men fordi det er det, samtalen er. Et minimum af humanisme.

En ganske interessant og rammende øh klumme om klummeskribenters store problem (eller det store problem med klummeskribent). “At være klummeskribent – og blogger for den sags skyld, er ikke et job, der kræver poetisk skrivetæft, velinformerede kilder eller hårdt arbejde. Det eneste, man skal bruge for at få succes, er ideer.” Af Hamilton Nolan i nyhedsbrevet ‘How things work’.

+ Læs eller genlæs Oliver Stillings (satiriske) klumme i Information (2007): ‘Så du vil gerne skrive klummer?’

Halvdelen af verden går til valg i år. Miljøaktivisten Rob Hopkins, der står bag bogen ”From What Is to What If’ stiller spørgsmålet: Hvordan ville verden se ud hvis vi måtte bestemme helt selv? “Økologer, rebelske økonomer, kunstnere, fængselsafskaffere, somatiske traumeterapeuter, grafikere, politikere, handicapaktivister, rewilding-udøvere, fængselsafskaffere og mange flere” svarer. Rutger Bregman og Kate Raworth er med.

“Verdens e-mails, TikToks, klassificerede notater, bankoverførsler, satellitovervågning og FaceTime-opkald transporteres på kabler, der er omtrent lige så tynde som en haveslange. Der er omkring 800.000 kilometer af disse tynde rør på kryds og tværs af Jordens oceaner […] Kablerne er gravet ned nær kysten, men i langt størstedelen af deres længde sidder de bare midt i havbundens grå slam og fremmede væsner, mens de hårfine glastråde i deres midte gløder med lasere, der koder verdens data.” Flot webfeature fra The Verge om internettets undersøiske kabler – og de mennesker, der vedligeholder dem.

Bygger fremtiden på atomkraft? Ikke hvis man spørger atomkraft- og energipolitikanalytikeren Mycle Schneider, som hvert år er med til at lave den omfattende World Nuclear Industry Status Report, der gør status over atomkraftindustriens tilstand – hvilket bl.a. har gjort Schneider til en forhadt herre i branchen. I et interview med Information lægger Schneider da heller ikke fingrene imellem: Politikere i ikkeatomkraftlande, som kalder på atomkraft, “kender ikke til de grundlæggende data” – og forsøger mest at gøre atomkraft til “en bekvem silver bullet, en mirakelløsning at præsentere for vælgerne i en tid, hvor alle råber på hastig klimahandling”.

Har du brugt en chatbot på engelsk, vil du vide, at sproget her har en særlig tone og klang, en accent som også kan kaldes “AI-ese”. Selvom chatbottens svar er fine og formfuldendte (og grammatisk korrekte), kan man ligesom fornemme, at noget er lidt anderledes. Eksempelvis har ChatGPT en forkærlighed for ordet “delve”, altså at grave, udforske eller gå i dybden med noget.  Ordet kan ikke bare afsløre brugen af AI (sjovt nok optræder “delve” nu i langt flere medicinske forskningsartikler), men også fortælle, hvordan sprogmodellerne oplæres: Af underbetalte, afrikanske arbejdere fra fx Nigeria, hvis engelsk ifølge The Guardians nyhedsbrev TechScape er begyndt at smitte af på AI’en.

“Der er noget lettere afmægtigt, resigneret, ‘magter vi virkelig det her’ over stemningen på årets afgangsudstilling. Ikke specielt meget politik, ikke direkte i hvert fald, mere bare stemning: sløv afvikling og undergang. Det er en affekt, der ikke er uden en vis leg, ironi, stillen sig an. Som eksempelvis Lukas Danys’ virkelig gode skulptur i første udstillingsrum: En terrassevarmer, som man kender den fra provinsbyers torvecafeer, men her er stålstangen forlænget, så den nu ikke helt kan undgå at få mig til at tænke på en stripperstang. På toppen har et storkepar bygget rede, men ak, den ene af dem har også fået en pil gennem kraniet. Giver det mening at forsøge at bygge noget om i varmelampernes lys, mens planeten futter af?” Informations anmelder Bodil Skovgaard stryger elegant og detaljeret gennem Kunstakademiets afgangsudstilling – på et tidspunkt, hvor de store omnibusmedier skruer ned for kulturdækningen, fordi det koster penge og ikke genererer klik.

Minkavlerne vil have 3,9 mia. kr. for deres andelsforening og auktionshus Kopenhagen Fur, som snart bliver overdraget til staten. Det viser en hemmeligtstemplet rapport, som Zetland er kommet i besiddelse af. Økonomiprofessor Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet har læst beregningerne bag kravet og kalder dem “uredelige”. Her skal du se en brækemoji for dig.

Den amerikanske arkitekt Philip Johnson, som blev rimelig gammel (1906-2005), lavede i  1949 en af sine mest kendte bygninger: den temmelig transparente Glass House i Connecticut. Huset har 75 års jubilæum, og det har dets mere tillukkede og mindre kendte tvilling, Brick House, også. Johnson sagde om The Brick House, som ligger nær ved Glass House: “Det her var et stort gennembrud for mig – at give min mentor Mies van der Rohe fingeren og sige, at tingene skulle være varmere, hyggeligere og mere sexede, end de er i den moderne, firkantede arkitektur.” Artiklen her i The New York Times oser faktisk af sex.

Det går dårligt i Storbritannien. Økonomisk, socialt og også diplomatisk, når det kommer til at overtale USA til at engagere sig helhjertet i krigen i Ukraine med flere og større investeringer. Spørgsmålet er, hvorfor den britiske regering ønsker et sådant amerikansk træk, der uundgåeligt vil betyde en direkte Nato-Rusland-krig. The UnHerd om og slår ned på, at de britiske bestræbelser – succesfulde eller ej – kan have katastrofale følger: “Det afgørende er, hvordan dette opfattes i Rusland. Hvis sidstnævnte mener, at vestlige lande er seriøse omkring uundgåeligheden af krig, er det let at se, hvordan de kan konkludere, at Nato kunne beslutte at angribe først på et tidspunkt, og derfor kunne vælge at foregribe et angreb ved at tage det første skridt.”

Om mindre end to måneder vil vi på tværs af det europæiske kontinent (forhåbentlig) flokkes til stemmeurnerne til europaparlamentsvalget. Vi skal være med til afgøre EU’s fremtid! Medmindre altså, at fremtiden allerede er støbt af ledende europæiske politikere, som Jacobin-skribenten Francesca De Benedetti argumenterer: “Selvom mange ikke indser det, er et stadig mere neoliberalt Europa ved at blive bygget for øjnene af os – og dets politiske lederskab omfatter nu den yderste højrefløj. Men at foreslå et alternativ er allerede blevet sværere.” Forklaringen: EU’s krigsnarrativ.

Krigen i Gaza handler om pikmåleri. Så simpelt opsummerer journalist for Zetland Emil Jørgensen det i et interview med israelske ’Fufi’, der har en fortid i Israels militær og som har været chef for hele landets civile administration i Gaza og på Vestbredden. “Den palæstinensiske befolkning lider, og hvad er endemålet?” spørger Fufi. “Jeg er ked af at sige det. Men det handler om at vise, hvem der er den stærkeste. Hvem der har den største … i klassen.” En relativt sjældent kritisk snak med en tidligere højstående person i det israelske militær.

Omkring 330 mio. afrikanske vælgere kan i år gå til stemmeurnerne i samlet 17 afrikanske lande. På tværs af det, der begyndte som postkolonial implementering af vestlige demokratier, vil man skulle stemme i hybride valgmodeller, der blander lokale traditioner med moderne processer. F.eks. i Somalia, som bruger “4.5-modellen, der er baseret på en magtdelingsmodel blandt de fire store klaner, mens minoritetsklanerne gives en halv andel for at forbedre inklusivitet.” Bliv klog på de afrikanske valgstrategier hos det panafrikanske magasin African Arguments.

“Demonstranter er blevet sigtet for mere end 100 forskellige typer lovovertrædelser. ’Det er svært for folk at indse, hvor meget tingene har ændret sig, når man ser disse opdelte tal.’” The Guardian gør status over ytringsfriheden i Hong Kong. Siden Kina for snart 4 år siden strammede grebet om bystyret med den første repressive nationale sikkerhedslov, er der kommet flere til. Forandringen er nedslående.

”Vi skal forstå, at det her ikke er stat mod marked. Det handler om, at staten kan deltage i markederne, den kan skabe og forme markederne. Markedet er på en måde inden i staten, og staten er inden i markedet. Den måde at tænke på er helt central for den kinesiske reformproces.” Interview i Information med den tyske økonom Isabella M. Weber, der har gravet sig dybt ned i beslutningsgangene i det kinesiske regime – fra Maos kommunisme til statsstyret kapitalisme.

Øv, altså. Formanden for Kopenhagen Fur, minkavler Tage Pedersen, er ærgerlig over, at minkavlerne nu er blevet fjernet fra de kommissioner, som skal vurdere, hvor mange penge minkavlerne skal have i erstatning. Det siger han til DR – og smider samtidig offerkortet: “Vi kan – og jeg kan – ikke holde til at blive hængt ud som griske gribbe og svin, som vi er blevet de sidste 14 dage.”

+ Modejournalist Mikkel Lind Sorgenfrey i Altinget: ‘Minkavlere gør sig selv stinkende rige, selvom mink længe har været umoderne’.

++ Fem myter om minkavl (World Animal Protection).

”Ødelæggelse og konstruktion er indbyrdes gennemtrængende modsætninger, der forudsætter hinanden: ødelæggelsen af ​​planeten er konstruktionen af ​​fossile brændstoffers infrastruktur; ødelæggelsen af ​​Palæstina er opførelsen af ​​racekolonier. At vende ødelæggelsen af ​​Palæstina og planeten kræver derfor, som en logisk uangribelig tilstand, ødelæggelse af fossile brændstoffers infrastruktur og racekolonier – ikke nødvendigvis deres fysiske ødelæggelse; men nødvendigvis deres nedlæggelse og genbrug, i de tilfælde, hvor det er muligt, og hvor ikke, på vejen til deres afskaffelse, ja, deres fysiske ødelæggelse.” Andreas Malm, marxist og humanøkolog ved Lunds Universitet, er som altid i et frontalangreb mod fossilindustrien. Denne gang kobler han det sammen med folkemordet i Gaza og leverer en analyse af det, han kalder ’Palæstinas underkastelse af det fossile Empire’.

USAID (United States Agency for International Development) er en uafhængig regeringsenhed, som har til opgave at administrere USA’s udviklingsbistand og humanitære hjælpearbejde. Organisationen opererer med et budget på mere end 50 mia. dollars. Forleden var direktøren for USAID, Samantha Power, indkaldt til en høring i Repræsentanternes Hus’ stående udvalg for udenrigsanliggender. Her sagde Power, at der efter al sandsynlighed allerede er hungersnød i den nordlige del af Gaza-striben. (Se hele den tre timer lange vidneseance her.) Det progressive amerikanske magasin Mother Jones har en god artikel om den 53-årige Samantha Power, der i årevis har været en troværdig og vigtig stemme i forhold til USA’s ansvar. “Den triste sandhed midt i alt det er, at Power har skrevet en fremragende bog om USA’s historiske fiaskoer i forhold til at forebygge folkemord og andre krigsforbrydelser. Hun forstår bedre end nogen anden det manual, som den amerikanske regering bruger for at undgå ansvar og foregive ikke at kunne gøre noget.” Hendes bog er fra 2002 og hedder A Problem from Hell.

Kan mennesker leve fredeligt side om side, efter den ene med vold har forsøgt at udrydde den anden? Det gør Mukaremera Laurence, som tilhører Rwandas etniske majoritetsgruppe Hutu, og Nkundiye Thacien, som er del af minoritetsgruppen Tutsi. ”Hvordan individer interagerer med hinanden på bakkerne, bor sammen i landsbyer, forhandler deres daglige forhold og nogle gange vælger at gifte sig inden for familier på tværs af overlever-gerningsmand-kløften er hinsides regeringsførelse.” Al Jazeera har besøgt dem i Mbyo, en af Rwandas seks ’forsoningslandsbyer’.

“Især kvinder i Hæren – inklusive mig selv – har nødigt villet tale om køn. Vi har villet tale om kompetencer, så ingen kunne beskylde os for at behøve eller kræve særbehandling og være uprofessionelle. Men Hæren er en meget fysisk arbejdsplads med krav, normer og værdier, som historisk har været defineret af mænd og indirekte har været rettet mod én bestemt type mænd. Det duer ikke længere.” Interview i Information med Anne Castenschiold Bill, Danmarks første kvindelige oberstløjtnant, i dag 64 år og pensionist efter 41 år i Forsvaret. Flotte billeder, i øvrigt.

I Weekendavisens spalter diskuterer man lige nu værdien af de lyrikere, der skriver om det partikulære menneske, sammenlignet med forfattere af det universelle. Avisens egen Christian Bennike startede fejden ved at lange ud efter førstnævnte, og nu melder Simon Pasternak, forlagschef for skønlitteratur på Gyldendal, sig på banen: ”At dømme det ene ude som identitet og partikulært og uinteressant og det andet som værende interessant og indsigtsfuldt og værdifuldt for verden er nedladende og grusomt,” siger han. “Det gode, der sker i dansk litteratur i disse år, er, at der bliver skabt en ny dansk litteratur, men med flere centre, og derved bliver litteraturen mere relevant for flere.”

“’Jeg har aldrig været glad for velfærdsstaten,’ siger hun. ‘Altså, jeg er glad for, at vi har en stærk stat i øvrigt, og staten kan rigtig mange ting, men ikke når det kommer til relationer mellem mennesker. Det kan samfundet til gengæld, og når det kommer til velfærd, tror jeg mere på samfundet end på staten.’” Statsminister Mette Frederiksen (S) har talt med Altinget om, hvordan fremtiden for dansk velfærd skal se ud. Bedøm selv, hvor godt hun kommer i mål.

Konsulterer man sundhed.dk, vil man hurtigt kunne læse, at såkaldt blomkålsøre ikke ligefrem er noget, man under normale omstændigheder har lyst til at få. Det indebærer i hvert fald en “blødning under bruskhinden på øret”, og at “brusken krøller sammen og bliver bulet”. Ikke desto mindre er blomkålsører i visse kampsportskredse blevet et hædersmærke. Efter alle er begyndt at få tatoveringer, er det nemlig blevet en ny oplagt måde at vise, at man er en benhård type. ESPN fortæller om fænomenet i en ret interessant feature, som tager udgangspunkt i den amerikanske MMA-profil Bo Nickal.

Mens cd’en de fleste steder er blevet et stendødt medieformat, lever den stadig i bedste velgående i Japan. Faktisk stod landet sidste år for hele 36 pct. af markedet. Noget af forklaringen kan selvfølgelig findes i Japans aldrende befolkning, som gerne holder fast i lidt ældre teknologi. Men er det nu også hele historien? Det har nyhedsbrevet Can’t Get Much Higher – der efter eget udsagn udforsker krydsfeltet mellem musik og data – sat sig for at undersøge.

Der kan man bare se. Hvis du går ind på The New York Times’ hjemmeside og skriver ‘Akademisk Boldklub’, så dukker der en artikel frem. Den handler om en gruppe på omkring 140 personer, hovedsageligt newyorkere, der for halvandet år siden gik sammen om at købe den hæderkronede, men lavtrangerende gamle danske fodboldklub AB. Nu vil de gerne have den op i 1. division. En nuttet historie, men som en yngre person i Føljetons redaktion tilføjer: “Særligt hvis man ser bort fra, at det også er et symptom på meget af det, der er galt med moderne fodbold.”

Rusland har skabt et uhyggeligt netværk af straffekolonier på den besatte Krim-halvø, hvor ukrainere tilbageholdes og tortureres under umenneskelige forhold. Artikel i Vanity Fair (i samarbejde med den journalistiske sammenslutning The Reckoning Project).

Gennem de seneste 10-15 år er det blevet sværere for flygtninge at opnå permanent opholdstilladelse i Danmark. Godt 120.000 mennesker lever på midlertidig opholdstilladelse. Lederne af Røde Kors’ og Dansk Flygtningehjælps integrationsindsats har en fælles kronik i Information, hvor de opridser, hvilke omkostninger den stramme flygtningelovgivning har på alle niveauer. “Flygtninge i Danmark har brug for perspektiv og håb for tilværelsen, oplysning om deres rettigheder og systematisk social støtte, så de opnår tryghed og handlekraft i deres liv. Det er ikke alene vigtigt for det enkelte menneske, at vi lykkes med integrationen, men også for vores fælles velfærdssamfund,” skriver de.

Vi kan temmelig godt lide forfatter Asta Olivia Nordenhof, så når vi ser hende anbefale en podcast på Facebook spidser vi selvfølgelig ører. Særligt når der er tale om et afsnit fra norske Litteraturhusets podcast, hvori den palæstinensiske forfatter Adania Shibli – som vi også godt kan lide – taler med forfatterkollega Maaza Mengiste om Palæstina og Shiblis roste roman En mindre detalje, som nu er blevet oversat til norsk. Det er bare om at lytte med.

Apropos podcast, så har vores venner Anders Olling og Hans Erik Havsteen – der tilsammen udgør Kongerækken – fået et nyt podcastfeed, som fremover vil huse deres altid skønne historieformidling. Og minsandten, om de her ikke allerede er kommet godt i gang med serien “Danmark og islam – 1000 års kulturmøde”.

Okay, den senkapitalistiske dystopi er komplet. I en ny udvidelse til spillet The Sims – de imaginære livs store legeplads – kan man nu ikke bare bygge sit drømmehus, men også blive boligspekulant og kynisk udlejer. Slate opsummerer meget godt, hvorfor det er bizart: “Det originale Sims plantede en fantasi om et uafhængigt voksenliv i en hel generation. Hvorfor skulle millennials, som ikke kan eje vores eget sted, besudle dette hjem for vores nostalgi ved at spille som udlejere? Var det meningen, at det skulle være forløsende at vende situationen på hovedet, om ikke andet så i vores fantasi?”

Zetland fortsætter sine minkundersøgelser, og resultaterne er stadig pænt chokerende. Denne gang har journalisterne Theis Ehler Molin, Helle Fuusager og Kaare Sørensen fået fat i en hidtil ukendt rapport, som konsulenthuset Ernst & Young har lavet for Minksekretariatet, og konklusionen heri er temmelig klar: Den erstatning, minkavlerne har fået, er alt, alt for høj.

“’Ukraine’, stod der i dokumentet, ’tilhører vores europæiske familie’. Formuleringen kan virke ordinær, endda triviel, men den ville have været utænkelig blot et par uger tidligere. Husk på, at EU’s officielle sprog i årtier var blevet omhyggeligt renset for enhver formulering, der kunne have antydet Ukraines europæiskhed og, i det mindste teoretisk, Ukraines berettigelse til medlemskab.” God tekst om EU’s stedmoderlige forhold til Ukraine i Eurozine.

Træningen af AI-modeller kræver data, og rigtig meget af den. En af de løbende diskussioner omkring tjenester som Chat-GPT og DALL-E er derfor også, hvor alt det tekst- og billedmateriale, som AI’en trækker på, egentlig kommer fra – og hvem der givet techvirksomhederne lov til at bruge det. Som The New York Times beskriver, har bl.a. OpenAI, Google og Meta allerede bøjet en hel del regler. Og situationen bliver næppe bedre, når mængden af tilgængelig kvalitetsdata begynder at tynde ud.